Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

7. september 1998

Minister i samråd om PET
*Folketingets Retsudvalg har kaldt justitsminister Frank Jensen i samråd, hvor han skal forklare, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste, PET, ligger inde med avisartikler om nødhjælpsorganistationen Konvoj til Bosnien.
Organisationen blev stiftet i 1993 af en række faglige organisationer, og avisen Jydske Vestkysten skrev dengang to artikler om hjælpen til Bosnien. Disse artikler sendte en kriminalassistent ved Esbjerg Politi til PET - og der lå de indtil den 26. juni i år. Det er kommet frem i forbindelse med den såkaldte Strædesag, og nu kræver Folketingets Retsudvalg en forklaring.
Artikel på forsiden

Spændingen stiger ved Irans grænse
*Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har udelukket enhver form for militær konfrontation med Taliban-militsen i Afghanistan, oplyste en ledende iransk avis søndag.
Men situationen er fortsat anspændt mellem de to rivaliserende muslimske lande efter at 11 iranske diplomater og en journalist er sporløst forsvundet og muligvis dræbt i forbindelse med Talibans indtagelse af byen Mazar-i-Sharif for en måned siden.
Taliban advarede søndag om en regional "ildkugle", hvis Iran lod en militærøvelse ved grænsen til Afghanistan udvikle sig til en invasion af landet. I alt 70.000 iranske elitesoldater fra den revolutionære garde, kampvogne og tungt artilleri deltager i øvelsen.
Artikel side 5

FN skal presse Kina
*Over hundrede kinesiske systemkritikere opfordrede søndag FN's chef for menneskerettigheder, Mary Robinson, til at presse det kinesiske styre til at ophæve dets "grusomme" fængsling af folk, uden at de bliver stillet for en dommer.
Kravet blev fremsat i forbindelse med, at Robinson ankom søndag til Kina. Det er det første besøg af en menneskerettighedskommissær nogensinde. "Vi opfordrer dig på det kraftigste til at besøge en lejr for genopdragelse-gennem-arbejde, mens du er i Kina, for at du kan se det ved selvsyn," skrev 116 af de mest kendte systemkritikere i Kina i et åbent brev til FN-kommissæren.
Ifølge systemkritikerne tilbageholder de kinesiske myndigheder personer i op til tre år, uden at de bliver stillet for en dommer. Kina indførte arbejdslejrene i 1957, og det vurderes, at over 2,5 mio. kinesere har været anbragt i genopdragelseslejrene.

ETA-strid spansk regionalvalg
*De spanske socialister (PSOE) opfordrede i weekenden den konservative regering til at tilbyde den forbudte baskiske separatistbevægelse, ETA, tidsbegrænset "generøs fredsaftale". Opfordringen kommer op til et afgørende regionalvalg i Baskerlandet den 25. oktober, hvor den politiske gren af ETA, partiet Herri Batasuna ventes at sluge en masse stemmer.
Den konservative regering har afvist at kommentere socialisternes opfordring, men sagde blot, at der ikke var grund "til at forhaste sig". Regeringen har sagt, at hver gang ETA erklærer våbenhvile er det "en fælde", og der kan ikke blive tale om et skift, før end Herri Batasuna fordømmer ETA's terrorangreb - mod især konservative byrådsmedlemmer. Seks folkevalgte lokalpolitiker er blevet dræbt det sidste 13 måneder af ETA.

Minister i samråd om Østrigs udspil
*Indenrigsminister Thorkild Simonsen er blevet kaldt i samråd, efter det østrigske EU-formandskab har offentliggjort et udspil til en fælles asyl-udspil.
Det er Dansk Folkeparti, der vil have ministeren i samråd, inden EU's indenrigsministre skal diskutere udspillet den 24. september.
Dansk Folkeparti kræver en "fuldstændig gennemgang" af udspillet, som de mener er "et eksempel på, at regeringen ikke har informeret Folketingets Europaudvalg tilstrækkeligt."
"Det må høre op, at embedsmænd i EU sidder og arbejder med EU-intiativer, der ikke er dækning for i medlemslandene, som det er sket her. Regeringen må have haft det østrigske udspil siden juli uden at orientere Folketinget. Det er dybt kritisabelt, og forretningsgangen må derfor ændres," siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl.

Flere læger tyr til flasken
*Et stigende antal læger og sygeplejersker kommer i behandling for alkoholmisbrug. Men det er stadig kun en lille del i forhold til de mange, der har svært ved at styre deres forbrug.
I øjeblikket undersøger stadslægen i København og embedslægerne i Københavns Amt og Frederiksberg Kommune, hvordan det er gået godt 200 læger og sygeplejersker, som har været under tilsyn.
Finn Hardt, leder af alkoholenhederne i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) og overlæge på Hvidovre Hospital bekræfter, at der er store alkoholproblemer i sundhedssektoren.
"Når få læger får hjælp - i forhold til de mange, der har problemet - er det også fordi, de er godt til at hæfte andre diagnoser på deres problemer. De kender trickene og er svære at fange," siger Finn Hardt.

EU's 'lovarbejde er forbi'
*Peter L. Vesterdorf, mangeårig EU-jurist og kontorchef i Håndværksrådet, mener, at EU har udspillet sin rolle som lovgiver - 90-95 procent af al tænkbar EU-lovgivning er på plads.
"Det indre marked er stort set gennemført, ligeledes er det kun småting, der mangler i gennemførelsen af næsten alle andre politik-områder. Jeg ser ikke det store behov for store mængder ny lovgivning, udover tekniske justeringer og lidt i kraft af den teknologiske udvikling," siger Peter L. Vesterdorf.

USA bekymret over Kosovo
*Meldinger om, at der foregår etnisk udrensning i Kosovo, fik i går USA til at kontakte Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic. Det er rygter om, at etnisk albanske mænd i det centrale Kosovo er blevet truet med geværer til at forlade de øvrige flygtninge og derefter tvunget bort, der vækker bekymring.
"Disse oplysninger er alarmerende. Det bliver det centrale emne for et møde med Milosevic mandag. Vi har været i direkte kontakt med Milosevic søndag om disse rapporter om, at etniske albanske mænd bliver skilt fra deres familier og ført bort af serbiske betjente," sagde John Shattuk, der USA's viceminister for menneskerettigheder, der befinder sig i Kosovo.
Artikel side 5

EU gennemfører landingsforbud
*EU's udenrigsministre blev i går efter flere måneders uenighed enige om at føre landingsforbuddet mod jugoslaviske fly ud i livet. Det skete på det uformelle udenrigsministermøde i Salzburg, hvor man også diskuterede yderligere sanktioner mod Jugoslavien, sålænge Slobodan Milosevic fortsætter kampene i Kosovo. Samtidig blev man enige om at forstærke den humanitære indsats for de godt 250.000 flytgninge fra Kosovo.

EL vil hente penge hos erhvervslivet
*Enhedslisten fremlagde i går forslag til den kommende finanslov og fastslog samtidig, at med de besparelser, som regeringen har lagt op til, så vil partiet stemme nej til den samlede finanslov.
Kun hvis regeringens forhandlinger med V og K bryder sammen, og finansminsister Mogens Lykketoft (S) hiver et helt nyt finanslovsforslag op af skuffen, går Enhedslisten i realitetsforhandlinger, sagde partiets finansordfører, Frank Aaen.
Enhedslistens forslag indebærer en nettoforbedring af statsbudgettet på 2,2 mia. kr. Spareforslag for otte mia. kr. skal hentes hos erhvervslivet og aktieejerne samt forsvaret - partiets ønskeseddel for nye initiativer løber op i udgifter til 5,8 mia. kr., først og fremmest til bedre sygehusbehandling, ældreforsorg, børnepasning og folkeskole.

Nationalister vinder valg på Malta
*Maltas ministerpræsident, Alfred Sant, erkendte søndag, at han havde tabt parlamentsvalget lørdag på den lille middelhavsø og meddelte, at han trækker sig. Nationalistpartiet med Eddie Fenech Adami i spidsen vender tilbage til regeringsmagten efter kun to år i opposition. Partiet har lovet, at søge indledt forhandlinger om en optagelse i EU. Sant satte en stopper for Maltas bestræbelser på at blive optaget i EU, da han blev valgt til ministerpræsident i oktober 1996.

Ernst-Hugo Järegård er død
*Den svenske skuespiller Ernst-Hugo Järegård døde i sit hjem søndag. Han blev 69 år. Ernst-Hugo Järegård var mest kendt herhjemme for sin rolle som overlægen Stig Helmer i Lars von Triers tv-serie "Riget". Han modtog i 1995 en Bodil for bedste mandlige hovedrolle som overlæge Helmer. Samme år fik Järegård en Robert-pris for samme rolle. Ernst-Hugo Järegård blev født i december 1928 i Ystad.Han begyndte sin karriere på Stadsteatern i Norrköping. Efter dette arbejdede han ved stadsteatrene i Malmö, Uppsala, Helsingborg og Göteborg. Siden 1962 virkede han ved det kongelige dramatiske teater i Stockholm - Dramaten.

Sygemeldt SiD'er blev overvåget
*SiD Transport i Odense har meldt et privat detektivkorps til politiet, efter at et rengøringsfirma benyttede korpset til at udspionere et af fagforeningens medlemmer. Rengøringsfirmaet havde hyret Danmarks Detektivkorps fra Hellerup til at overvåge en vinduespudser, som var sygemeldt. Arbejdsgiveren tvivlede på, at sygdommen var reel og fik detektiverne til blandt andet at fotografere SiD-medlemmet.
"Vi var rystede og målløse. Vi har aldrig oplevet noget lignende," siger SiD's næstformand i Odense, Steen Horst.

NATO bliver i Bosnien efter valget
*NATO håber på, at valget i Bosnien næste weekend forløber fredeligt og på demokratisk vis, da det ville kunne muliggøre en langsom tilbagetrækning af alliancens over 30.000 udstationerede soldater.
Alliancen er dog klar over, at en hurtig tilbagetrækning ikke bliver nem, efter at befolkningsgrupperne er sat op mod hinanden efter over fire års borgerkrig. NATO's embedsmænd er ret realistiske omkring valget i Bosnien 12.-13. september og mener derfor, at det vil vare mindst seks måneder efter et stille og roligt valg, før end man kan trække styrkerne ud.
NATO forlængede i juni sit mandat på ubestemt tid, da det officielt udløb den 19. juni i år.
Det skal nu revideres hvert halve år, hvorvidt Dayton-fredsaftalen overholdes.
"Vi håber valget forløber fredeligt, og at valget viser, at de traditionelle nationalistiske partier får færre stemmer. Men valget vil ikke med ét få en hel ny generation af politiske ledere frem, men de kan sikre begyndelsen til et demokratisk opposition," oplyste en anonym NATO-kilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu