Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

1. september 1998

(2. SEKTION - STUDIESTART)
Lykketoft styrer uddannelserne
*Finansministeriets indflydelse på uddannelsespolitikken bliver stadig større. Langt de fleste uddannelsespolitiske udmeldinger starter i Finansministeriet, skriver Magisterbladet.
Afdelingschef Thomas Egebo fra Finansministeriet siger til bladet, at interessen for uddannelsespolitik kommer efter at Finansministeriets fokus i en årrække har været på arbejdsmarkedet:
"Parallelen er over til arbejdsmarkdet, hvor vi har lavet analyser af arbejdsmarkedsforhold. Ud over at kigge på Arbejdsministeriets budgetter er vi gået lidt mere ned i arbejdsmarkedspolitikkens strukturvirkninger. Det er det, vi er i gang med på uddannelsesområdet."

Ensomhed på studiet
*Stadig flere studerende oplever ensomhedsproblemer. En gruppe studerende fra Den Sociale Højskole har undersøgt, hvad der ligger bag ensomhedsproblemer blandt studerende på Aalborg Universitet.
Det viste sig, at 29 procent af de studerende svarede bekræftende på spørgsmålet "Har du følt dig alene på universitet, selvom du har været blandt mange andre studerende".
25 procent svarede ja til, at de er overraskede over det at studere, og især manglen på sammenhold på studiet kom bag på de studerende.
Endelig bekræftede undersøgelsen, at studerende fra arbejderhjem har sværere ved at tilpasse sig universitetet end studerende med forældre med en akademisk uddannelse.

Flere af ældre studerende
*Antallet af ældre studerende på over 50 år er steget støt gennem de seneste mange år, oplyser DR Radio Fyn.
Med Danmarks Statistik som kilde oplyser radioen, at der i 1986 var 1.465 studerende over 50 år, mens tallet i 1996 var steget til 1.789.
Det konservative folketingsmedlem Bendt Bendtsen er utilfreds med denne udvikling og vil rejse sagen over for undervisningsminister Margrethe Vestager (R).
"Det kan ikke være rimeligt, at samfundet bekoster lange, dyre uddannelser på mennesker, der måske kun når at få nogle få år på arbejdsmarkedet," siger han.

Universitetsfusion på plads, men...
*Efter lang tids trakasserier er der skrevet danmarkshistorie på uddannelsesområdet, idet landets første universitetsfusion er en realitet.
Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg, Handelshøjskole Syd-Ingeniørskole Syd i Kolding og Odense Universitet opgiver deres selvstændighed til fordel for et helt nyt endnu ikke navngivet universitet, der skal dække Fyn, Syd- og Sønderjylland.
Men Studenterrådet ved Odense Universitet fraråder nye studerende at søge optagelse på det fusionerede universitet. Ifølge studenterrådsformand Jesper Jørgensen er de to jyske afdelinger af fusionsuniversitetet ikke sikret en ordentlig størrelse og faglig profil.

Studerende på plejehjem
*Unge boligløse studerende skal skaffes tag over hovedet ved midlertidig indlogering på bl.a. et nedlagt plejehjem. Sådan lyder den utraditionelle løsning på boligmanglen i Aalborg fra borgmester Henning G. Jensen (S).
Borgmesteren vil skaffe 40 studerende midlertidigt tag over hovedet ved at indlogere 20 på det nedlagte Sulsted Plejehjem, mens andre 20 midlertidigt kan bo på Beredskabsskolen Rørdal.
"Formelt er det ikke kommunens ansvar, men reelt kan vi ikke se på, at de studerende skal bo i telte eller lignende," siger Henning G. Jensen til Radio ANR i Aalborg.

Handelsskoler sure over takstfald
*Landets handelsskoler har fået halveret de takster, som de hidtil har fået fra Undervisningsministeriet i forbindelse med skolernes korte kurser. Den pludselige nedskæring, der følger efter store besparelser på pc-brugeruddannelsen for et par måneder siden, bliver mødt med vrede på handelsskolerne, også selv om den blev varslet af ministeriet allerede sidst i juni.
Handelsskolerne har svært ved at se nogen saglig begrundelse for den seneste nedskæring i taksterne, der rammer hårdt, fordi skolernes økonomi i forvejen er anstrengt. En ny rapport om handelsskolernes økonomi viser, at de 57 handelsskoler tilsammen har et overskud på omkring 25 mio. kr. efter en omsætning på 3,5 mia. kr. Dermed er der mindre end én procent af omsætningen til overs til konsolidering og udvikling. I alt 15 af skolerne kører med underskud.

Milliarder til bioteknologi
*Den engelske regering har søsat det, de kalder "en ny æra for videnskaben" med en ekstra investering på 12 milliarder kroner i landets forskning. Udover beløbets enorme størrelse har beslutningen især vakt genlyd, fordi omkring fem af de 12 milliarder er doneret af Wellcome-fonden, der baserer sig på formuen fra stifteren af det multinationale medicinalfirma Wellcome.
Fondens direktør, Michael Dexter begrunder støtten med at fonden fandt det "virkelig frustrerende" at se hvilken stand de britiske universiteter er i, og derfor "ikke kunne læne sig tilbage og lade det fortsætte".
Wellcome betingede sig, at regeringen ikke skar i den øvrige forskningsfinansiering. Alligevel frygter dele af det britiske universitetsmiljø, at den ikke-offentlige organisation får for stor indflydelse på landets forskningspolitik, idet fondens midler er øremærkede til bioteknologi.

Folkeskolen ses over skulderen
*Når landets skolebørn hver morgen sætter sig til rette for at modtage dagens undervisning, skal det ske ud fra en overordnet national strategi, og der skal holdes øje med, om skolerne løser opgaven.
Det mener undervisningsminister Margrethe Vestager (R), der gerne ser folkeskolen underlagt et nationalt evalueringscenter, der skal rumme hele uddannelsessystemet, fordi vi har en særlig dansk måde.
"De internationale undersøgelser er gode nok til at blive klogere af, men kun et stykke hen ad vejen. Vores skole er lavet til en dansk virkelighed og danske værdier, og derfor synes jeg, vi skal gøre os den ulejlighed at undersøge, om vi når det, vi forestiller os, når vi siger, at vi har en dansk folkeskole," siger Margrethe Vestager.

Fortsat nedgang på højskolerne
*De forløbige elevtal for årselever på landets højskoler tyder på, at nedgangen i forhold til sidste år ikke bliver nær så stor som frygtet - men nedgangen fortsætter med godt 7 pct. færre elever i forhold til sidste år. Det meddeler Højskolernes Sekretariat, der konstaterer, at det kan blive "katastrofalt" for nogle højskoler, men også, at nedgangen kun er det halve af, hvad højskolerne frygtede. Sekretariatsleder Ole Hammer siger, at interessen for højskolerne fortsat er stor til trods for, at højskolerne økonomisk set er blevet marginaliseret i forhold til de andre uddannelsesmuligheder.
Siden 1993/94 er elevtallet på landets højskoler faldet med godt 27 pct.

Langelinie er på Nettet
*En stor netcafé med navnet Netpoint er åbne i godt 1.000 kvadratmeter kælderlokaler under et fredet pakhus på Langeliniekajen i København. Netpoint råder over 56 kraftige pc'er og 20 Playstation-konsoller, hvilket ifølge Netpoint selv gør stedet til Europas største net-café. En aftale med Nordisk Film Interactive sikrer, at man har de nyeste Playstation-spil først. Internet-surfere kan få deres egen mappe på pc'en. Der kan informationer samles sammen, og de kan enten tages med hjem på cd eller diskette, eller de kan blive liggende til næste gang. Det koster 30 kroner i timen at benytte edb-udstyret, og man betaler for det antal minutter, man har brugt.

Udsigt til mangel på laboranter
*For få unge ønsker at blive hospitalslaborant, og det vil inden længe give store problemer for landets sygehuse. Den lave interesse kan allerede mærkes i mange yderamter, hvor det er blevet umuligt at besætte stillinger, skriver bladet Hospitalslaboranten.
I nogle amter er kun under halvdelen af de normerede studiepladser til hospitalslaboranter blevet besat - det gælder blandt andet på Fyn og i Sønderjylland.
"Tilsyneladende er de alarmerende rekrutterings-problemer i sundhedssektoren ikke rigtig gået op for de ansvarlige. Jeg har svært ved at se, hvordan de vil få sygehusvæsenet til at hænge sammen, når man ikke kan skaffe kvalificerede laboranter," siger Anne Lise Madsen, der er formand for Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter.

Stalin ville kidnappe Bohr
*I det gryende atomkapløb i 1945 havde Josef Stalin konkrete planer om at kidnappe atomfysikkens fader, Niels Bohr. Med det formål at skaffe detaljeret viden for at kunne fremstille atomvåben var det meningen, at den store danske atomfysiker og nobelpristager skulle lokkes til Bornholm og derfra bortføres.
Kidnapningsplanerne kom til den britiske efterretningstjenestes kendskab i september 1945, fremgår det af hemmeligtstemplede papirer, der nu er blevet frigivet. Efter opdagelsen kontaktede de britiske myndigheder Niels Bohr, der lovede ikke at tage imod nogen invitationer fra Bornholm.
En forskerkarriere kan føre til meget.

Fri studieadgang mest retfærdig
*Fri adgang til de videregående uddannelser er den mest retfærdige ordning så længe, der ikke kan findes et system, som er mere fornuftigt end de nuværende adgangsbegrænsninger.
Det mener kontorchef for studieadministrationen på Københavns Universitet Jakob Lange.
Dermed er han på linie med undervisningsminister Margrethe Vestager (R), som vil udvide antallet af studiepladser og sænke karakterkravene, så der i realiteten bliver fri adgang på de fleste uddannelser.
Det vil stadig være nødvendigt med adgangsbegrænsninger på nogle af de mest søgte uddannelser som psykolog og jordemoder af den simple grund, at der er grænser for, hvor mange nye psykologer samfundet har brug for hvert år.
"Det vil hverken være politisk og økonomisk fornuftigt eller praktisk muligt, at alle får lov til at gøre lige præcis, hvad de vil. Paradis kommer ikke," fastslår Jakob Lange.
Men den frie adgang er ikke ren utopi. Det vil kræve en langsigtet, fornuftig planlægning, men først og fremmest mere plads og flere lærere. For presset vil blive øget på de steder, hvor det i forvejen er størst, mener han.
Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) mener, at alt for mange dygtige unge i dag afvises og spilder tiden med at vente på en plads.
"Selv om vi i år har optaget flere end nogensinde, er der stadig mellem 5.000 og 8.000 kvalificerede unge, der ikke kan få en uddannelsesplads. Derfor er det min bestræbelse langsomt men sikkert at skabe flere pladser, siger Margrethe Vestager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her