Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

25. september 1998

Iran dropper dødsdom
*Iran trak torsdag officielt støtten til dødsdommen over den britiske forfatter Salman Rushdie tilbage. Efter et møde med den britiske udenrigsminister Robin Cook ved FN-hovedkvarteret i New York, meddelte den iranske udenrigsminister, Kamal Kharazi, at Iran afviste enhver dusør (på 2,5 mill. dollars) på forfatterens hoved, og ikke støtter den. Cook meddelte, at som et resultat af dette ville Storbritannien og Iran opgradere deres forhold til ambassadørplan.
Salman Rushdie udtrykte torsdag glæde med Irans forsikring om hans sikkerhed, efter at han i mere end ti år har haft en dødsdom hængende over hovedet.
Artikel og leder på forsiden

Flygtninge opgiver asyl i Danmark
*Krav om DNA-tests ved familiesammenføring og ikke mindst risikoen for at blive sendt hjem, har ført til en drastisk nedgang i strømmen af somaliske asylansøgere mod Danmark, skriver Berlingske Tidende.
I årets første fem måneder søgte 55 procent færre somaliere asyl i Danmark end den tilsvarende periode sidste år, og tendensen er fortsat hen over sommeren.
Udlændingestyrelsen oplyser, at opgørelsen viser, at Holland de fem første måneder i år fik 58 pct. flere somaliske asylansøgninger, og at tallet i Storbritannien steg med 30 pct.

Hun Sen overlever attentatforsøg
*En person blev dræbt, da en raketdreven granat torsdag eksploderede i nærheden af en gruppe parlamentsmedlemmer i Cambodja. Gruppen, som blandt andet talte regeringsleder Hun Sen og oppositionslederen prins Norodom Ranariddh, var på vej til den officielle åbning af parlamentet.
Granaten var placeret som luremine, og den gik af kun kort tid efter, at Hun Sen og nogle medlemmer af hans parti, Cambodjan People's Party, var gået forbi stedet.
Åbningen af parlamentet torsdag kom efter flere ugers tumult over valget i juli, hvor Hun Sens regerende parti vandt.

Dyb krise i trepartsforhandlinger
*Trepartsforhandlingerne på arbejdsmarkedet er for øjeblikket inde i en dyb krise, erfarer Ritzaus Bureau.
Umiddelbart er fagbevægelsen og arbejdsgiverne nemlig så langt fra hinanden i deres krav til en kommende reform af arbejdsmarkedet, at enderne vil få endog meget svært ved at mødes.
Først og fremmest har parterne opgivet at udarbejde et forslag til, hvordan en kommende reform af arbejdsmarkedet kunne se ud. En opgave som arbejdsminister Ove Hygum stillede i sidste uge.
Samtidig aflyste arbejdsministeren et planlagt møde torsdag, hvor arbejdsmarkedets parter en sidste gang skulle mødes for at tage stilling til konklusionerne fra underudvalgets arbejde.

Ministerudspil positivt modtaget
*Landbruget tager ligesom Forbrugerrådet godt imod fødevareminister Henrik Dam Kristensens og sundhedsminister Carsten Kochs nye udspil på vækstfremmer- og antibiotikaområdet.
De to ministre vil i fællesskab snarest henvende sig til alle landbrugs- og sundhedsministre i EU samt de relevante kommissærer. Målet er at få sat antibiotika og vækstfremmere på dagsordenen på de kommende ministerrådsmøder i oktober og november.
Artikel side 4

Vindmølleejere ønsker faste priser
*Den foreslåede liberalisering af det danske elmarked vil blive præget af så stor usikkerhed for ejere af vindmøller, at Danmarks Vindmølleforening frygter, at ingen almindelige mennesker i fremtiden tør satse deres sparepenge på at være med i en stor fællesmølle til fem millioner kroner. Foreningen frygter, at det i fremtiden kun bliver enkeltpersoner med risikovillig kapital og folk, som er vant til at investere, der vil købe andele i vindmøller. Og så vil det være slut med det brede folkelige engagement i vindkraften.

Orkan fortsætter mod USA
*Orkanen "Georges", der indtil videre har kostet mindst 108 mennesker livet, fortsatte i går sin kurs mod Florida. Det var imidlertid en forholdsvis svækket orkan i forhold til dens styrke de seneste dage.
Det amerikanske vejrcenter sagde i går, at pusten var gået så meget af "Georges", at der kun lige nøjagtig var tale om en orkan med vindstød på maksimalt 120 kilometer i timen. I det sydlige Florida forberedte myndighederne sig på orkanens komme. 80.000 amerikanere var blevet evakueret fra Florida Keys, mens over en halv million ventedes at indlede flugten fra Miami Beach og andre lavtliggende områder.

Bondevikklar igen
*Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik, fik søvnproblemer og "løb slet og ret tør for kræfter", da han 31. august måtte melde sig syg. Det sagde han torsdag under en pressekonference i forbindelse med sin tilbagekomst.
Bondevik sagde, at det var arbejdsbelastningen på statsministerposten, som var baggrund for sygemeldingen. Han tilføjede, at der ikke var nogen enkeltstående grund til, at han måtte slippe tøjlerne.

Amterne dæmper CO2-udslippet
*Konsekvent energistyring i en lang række offentlige danske institutioner har på fem år nedbragt amternes forbrug af el, vand og varme med 25 procent, skriver Flensborg Avis fredag. Det betyder samtidig, at der i perioden er udledt en fjerdedel mindre giftig CO2, siger afdelingsarkitekt i Sønderjyllands Amt, Tune Lund. I 1989 gennemførte amterne først en målrettet kortlægning af deres energiforbrug. Derefter blev de forbedringer udført, som kunne forrentes i løbet af fem år.

Sort budget for børn i København
*Budgetforliget, som blev indgået på Københavns Rådhus i onsdags, kommer til at betyde kraftige forringelser for de københavnske børn og unge. Blandt andet vil der ske besparelser på vikarkontoen og IT-området.
"Det er dybt skuffende, når meldingen fra overborgmester Kramer til det sidste har været, at den økonomiske fremgang skal anvendes til en opprioritering af indsatsen på skoleområdet," siger Enhedslistens Per Bregengaard, der desuden er Uddannelses- og Ungdomsborgmester i København.

Kamp mod fattigdom understreget
*Den østasiatiske økonomiske krise har på flere måder påvirket Verdensbanken og har bl.a. understreget behovet for den kamp mod fattigdom og mod korruption, som organisationen i forvejen førte. Det fremgår af Verdensbankens årsrapport, som blev offentliggjort torsdag.
Desuden har krisen ført til, at Verdensbanken i finansåret 1997-1998 har ydet det største samlede lånebeløb nogensinde. Eksempelvis gav Verdensbanken tilsagn om ekstraordinært 16 milliarder dollar (103 mia. kr.) til Indonesien, Sydkorea, Thailand og andre plagede lande i regionen.

Rekordtilmelding til 10. klasse
*Efterskolerne er populære som aldrig før, og de unge vender det døve øre til de politiske signaler om, at de hurtigst muligt skal i gang med en uddannelse. I stedet tager de på ungdoms- og efterskoler som aldrig før. Efterskolernes Sekretariat melder om rekordtilmelding og kun få ledige pladser. I alt har 21.244 unge valgt at bruge et år på efterskole og totrediedele af dem tager 10. klasse.
Tallet er det største efterskolerne nogensinde har noteret og er et udtryk for, at der er kommet nye efterskoler til mens nogle af de eksisterende skoler har måttet udvide for at kunne opfylde behovet for elevpladser.

Spørgelyst fører til lovsjusk
*Folketingspolitikere bombarderer i dag landets ministre med flere spørgsmål end nogensinde tidligere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Ministrenes embedsmænd må i dag bruge så megen tid på at besvare spørgsmål af enhver art fra spørgelystne politikere, at de laver fejl i lovene, mener flere juridiske eksperter. Embedsmændene har i løbet af det sidste folketingsår udarbejdet flere end 13.000 skriftlige svar for ministrene. Det er over en tredjedel flere besvarelser end for blot fire år siden.
Folketingets formand, Ivar Hansen vil tage problemet op for at give embedsmændene mere tid til at udarbejde love.

Dato for afstemning om rigsretsag
*Repræsentanternes Hus vil den 8. eller 9. oktober beslutte om, den vil anlægge en rigsretssag mod præsident Bill Clinton, meddelte formanden for retsudvalget, Henry Hyde.

SiD klar til møder med Venstre
*SiD er klar til at holde møder med partiet Venstre - fagbevægelsens traditionelle ideologiske hovedmodstander - om arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål. Det siger fagforbundets næstformand Jens Anker Engelbrechtsen til Ritzau, efter at V-formand Anders .Fogh Rasmussen i Berlingske Tidende torsdag sagde, at "fagbevægelsen kan blive en naturlig alliancepartner i arbejdet med at få reformeret velfærdssamfundet". Selv om SiD har en del Venstre-vælgere blandt sine medlemmer, slår Jens Anker Engelbrechtsen fast, at SiD fortsat har et særligt forhold til Socialdemokratiet.
Også det største LO-forbund, HK, har meldt sig i rækken af fagforbund, der er åben overfor møder med politiske partier på højrefløjen.

Friskere mælk til forbrugerne
*Fra på mandag får forbrugere over hele landet friskere mælk. Både MD Foods og Kløver Mælk vil fra denne dag korte tiden fra koen malkes, til mælken leveres i butikkerne. Det betyder ikke i sig selv friskere mælk, men det giver forbrugerne et mere klart indtryk af, hvor frisk mælken er.
Hidtil har mejerierne stemplet den kommende dag som fremstillingsdato i toppen af mælkekartonen efter klokken ni om formiddagen. Det vil sige, at mælken måske har været op til 15 timer ældre, end forbrugerne har troet.

NATO gør klar til krig i Kosovo
*NATO-organisationen bad torsdag sine medlemslande om at gøre sig klar til en eventuel militær aktion i Kosovo, oplyste generalsekretær Javier Solana. Embedsmænd i NATO har i måneder talt om muligheden for en militær indgriben, men Solanas opfordring er tilsyneladende det første formelle skridt. Det kommer, efter at FN's sikkerhedsråd onsdag vedtog en resolution, der kræver, at kampene i Kosovo skal standses, så flygtningene i regionen kan vende hjem, før vinteren sætter ind. USA's forsvarsminister, William Cohen, advarede torsdag om, at NATO befinder sig i et vadested i forbindelse med planerne om et indgreb.
"Dette er alvorligt. Det er mere end blot ord. Jeg tror, NATO står over for valget om at fortsætte med dette, eller også vil det simpelthen blive set som en tom trussel," sagde Cohen, der opfordrede alle NATO-lande til at bidrage med materiel.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen mener, at der det sidste døgn er sket to vigtige ting, som lægger stort pres på de to stridende parter i Kosovo-provinsen i Serbien.
Det vigtigste signal er nu ifølge Niels Helveg, at russerne også bakker op om de beslutningerne, der er taget i FN's Sikkerhedsråd og NATO.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her