Mens slagterierne fortsætter i Kosovo viser Det Kongelige Teater en surrealistisk fortælling fra et hjørne af krigen - et noget andet perspektiv end de daglige tv-reportager
TEATER
Måske er det ikke så underligt endda, men man må tilsyneladende konstatere, at den bedste dramatiske kunst, der kommer ud af Ex-Jugoslavien i disse år, har en kraftig surrealistisk grundtone. Man skildrer nok forbundsstatens sammenbrud, de etniske konflikter, massedrabene, men med en grovkornet sort humor og uden at udenforstående rigtig er i stand til at finde ud af, om forfatterne eller filminstruktørerne tager parti i konflikten.
Emir Kusturicas film Underground er fortsat et utroligt hovedværk, og det var fra en ikke-jugoslavisk biografstol svært at fatte, at nogen i det forhenværende hjemland kunne opfatte filmen som et partsindlæg.
Det skulle ikke undre mig om nogen har rettet - eller kunne finde på at rette - samme beskyldning mod kroaten Slobodan Snajders skuespil Slangehud som netop har haft premiere på Det Kongelige Teater.
Deler sol og vind lige
Man må eller sige, han har gjort, hvad han kunne for at dele sol og vind lige: I hvert fald er de indlagte muslimske og kristne præstetumper lige gode til at finde skriftsteder, der opfordrer til blodhævn og massakrer. Og nok er det en kristen soldat, der har besvangret stykkets muslimske pige-offer, men det er samtidig en kristen kvinde, der nurser hende tilbage til livet - i opposition til en muslimsk portør, der er parat til at afskrive hende, inden han har sikkerhed for hendes død. Hun står efter hans landsbymuslimske logik ikke til at redde - hun er skændet og vil kun blive straffet yderligere, hvis hendes kæreste eller familie finder hende.
Bibelen, myter, vandrehistorier blandes frit med aktuelle oplevelser og vidneudsagn. Parodi, satire blandes med antikrigstaler, komiske sammenstød, patos, sentimentalitet.
Stilløsheden er stilen: Stykkets kristne kvinde bruger en rest fra den kommunistiske fortid, et stort metalsejl, som bogmærke i sin bibel. Tilsyneladende den nødvendige stil for overhovedet at kunne fortælle noget sammenhængende om den jugoslaviske katastrofe.
Gruppevoldtægt
Den ydre historie er - kort: En ung muslimsk kvinde Azra (Meika Bahnsen) udsættes for en gruppevoldtægt af kristne soldater. Hun genkender nogen af forbryderne fra førkrigstilværelsen i landsbyen, men alting er anderledes nu.
Hun mishandles i en sådan grad, at hun er så godt som død, da Hassan (Waage Sandø) finder hende. Han bringer hende til obduktionsafsnittet i kælderen til et udbombet og nedbrændt hospital, hvor Marta (Kirsten Olesen) tager sig af hende.
Azra er i chok - kan hverken sanse eller tale, men hun har forestillinger om, at barnet i hendes mave er en slange, som skal uddrives og destrueres. Fostret er skiftevis et barn, der skal elskes, og en fjende, der skal udslettes. Nok er hun ofret, men hun er samtidig sin egen fjende. Hun er bekendt med et eventyr, der fortæller, at hun kan frigøre sig fra denne besættelse, hvis hun vil være i stand til at få fat i og brænde slangens ham.
Marta har selv mistet sin familie, hendes barn er blevet dræbt - måske kan hun få del i Azras moderskab. Og Hassan kredser omkring de to kvinder, bringer mad og informationer udefra, går og småbrokker sig over alles uforstand.
Transvestit-engel
Omkring Azra, Hassan og Marta udspilles scener, der udstikker rammerne for hysterierne og myrderierne udenfor kælderen, der også i Steffen Aarfings scenografi kan ligne en klippegrotte: En cigaretrygende transvestitengel (Rune Elers) er ikke mindre dobbelttydig end de præster og politikere, der puster til alle de flammer, de kan få øje på.
De tre vise mænd fra Østerland er i denne udgave tre militære forretningskonger fra Vesten, som kommer til den nyfødtes krybbe for at købe ham - til et adoptionscenter, en transplantationsklinik.
En dommer må erkende, at det kan blive svært at få dømt forbryderne, da den lokale straffelov ikke har taget højde for så vanvittige forbrydelser. "Alt er tilladt - undtagen det, der er udtrykkeligt forbudt," konkluderer Marta på et tidspunkt.
Krigen og opløsningen og de etniske udrensninger fortsætter, mens man sidder på Stærekassen og betragter teaterudgaven. I disse måneder hedder geografien Kosovo.
Man kan ikke sige, man bliver meget klogere på den politiske konflikt med dette stykke. Men som en stemnings- og tankereportage fra et lillebitte hjørne af en i øvrigt uforståelig krig giver den mildt sagt et andet perspektiv end de daglige tv-reportager. Og tak for det.
*Slangehud. Skuespil af Slobodan Snajder. Overs. af Per Jacobsen. Instr.: Vibeke Bjelke. Scen.: Steffen Aarfing. Det kgl./Stærekassen
