Læsetid: 2 min.

Patienter: Minister blev vildledt

23. september 1998

Sundhedsstyrelsen gav sundhedsministeren forkerte oplysninger om amternes tilbagemeldinger i Boneloc-sag

Patientforeningen Danmark mener, at Sundhedsstyrelsen gav sundhedsministeren forkerte oplysninger om de tilbagemeldinger, styrelsen fik fra amterne, da det blev kendt, at der var problemer med Boneloc-hoftecementen.
Da problemerne med Boneloc-cementen bliver kendt, beder Sundhedsministeriet om en redegørelse fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsministeren vil blandt andet gerne vide, hvor mange patienter, de enkelte afdelinger har behandlet med Boneloc.
Samtidig beder ministeren om at få at vide, hvad sygehusene har gjort for at informere patienterne om, at de er opereret med Boneloc og om deres muligheder for opfølgning og kontrol.
Sundhedsstyrelsen beder derfor samtlige amter om en tilbagemelding omkring disse punkter. Der er imidlertid ikke overensstemmelse mellem de tilbagemeldinger, som kommer fra amterne og den redegørelse, som Sundhedsstyrelsen sender til Sundhedsministeriet.

Misvisende
Sundhedsstyrelsen skriver til ministeren, at "stort set alle sygehusene har informeret de berørte patienter om, at der er eller muligvis er anvendt Boneloc i forbindelse med hofteoperationen."
I flere af tilbagemeldingerne fra sygehusene til Sundhedsstyrelsen lyder det imidlertid, at sygehusene ikke har kunnet identificere alle de patienter, der er blevet behandlet med Boneloc.
Det skyldes, at blandt andet, at mange sygehuse ikke har skrevet i deres journaler, at det er Boneloc, de har anvendt ved operationerne. Derfor er patienterne heller ikke blevet informeret.
"Sundhedsstyrelsen har i redegørelsen givet ministeren det indtryk, at situationen med Boneloc-patienterne var under kontrol, og at alle var blevet informeret om, at det var Boneloc, der var blevet anvendt ved deres operation. Men det er de jo ikke, når mange hospitalerne netop fortæller, at de ikke har kunnet finde de patienter, som er blevet opereret med Boneloc, fordi det ikke altid er blevet indført i deres journaler. Derfor er det billede af situationen, som Sundhedsstyrelsen videregiver til ministeren totalt misvisende, og det har ikke givet ham et fyldestgørende grundlag at orientere sig ud fra i denne her sag," siger Marianne Thomsen, formand for Patientforeningen Danmark.
Marianne Thomsen har nu forelagt oplysningerne for sundhedsminister Carsten Koch: "Han blev rystet over de nye oplysninger," siger hun.
Sundhedsminister Carsten Koch har nu bedt om en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen omkring dette spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her