Læsetid: 7 min.

Penismisundelse

5. september 1998

Hun så bebrejdende på ham: 'Ja, hun får, hvad hun vil have, mens andre kan vente hele livet uden at få noget!'

QLUMMEN
Det siger mig altså overhovedet ikke noget", udbrød én af pigerne i gymnasieklassen engang, da vores lærer - der var helt vild med Freud (og Marx og Che Guevara og de andre) - underholdt os om det særskilte fænomen penismisundelse. Klassen bølgede af grin, og resten af vores gymnasietid fik pigen tildelt alskens ubarmhjertige øgenavne, og blev citeret ordret i den såkaldte Blå Bog omgivet af fantasifulde tegninger af det til emnet relaterede appendiks.
Sidenhen må jeg indrømme, at heller ikke jeg har skænket spørgsmålet om penismisundelse megen opmærksomhed gennem årene. Det har lissom ikke presset sig på, hvis man vil tilgive mig udtrykket.
Men at det nok ikke kan være helt ligegyldigt, om man har - eller ikke har - dén, blev jeg for nylig gjort opmærksom på via en række pudsigt sammenfaldende begivenheder, som jeg på grund af min dybe undren vil delagtiggøre læseren i - uden selvfølgelig på nogen måde at postulere så meget som et milligram af ekspertise på området.
Det hele begyndte med, at vi i sommerferien havde besluttet at tage den to et halvt årige søn med på restaurant for første gang. En ret så net fiske-restaurant i Nice. Forberedelserne havde været meget grundige.
"Jeg må ikke spilde Coca Cola på dugen", "jeg må ikke skrige", "jeg må ikke...".
Nabobordet smilede og tjeneren gav en gratis chokolade-mousse. Alt var således lutter idyl, men det skal man aldrig, aldrig begynde at tro på, for efter at have hvisket gennem hele det vellykkede måltid, udbrød drengen pludselig med høj og klar stemme: "Mon zizi est très grand!", og vi kan desværre ikke komme udenom, at dette betyder "min tissemand er meget stor!".
Gemalen, som tidligere har været beskrevet her i Qlummen som værende af ret fransk temperament (læs: opfarende, ilter, umedgørelig) men som også har sine humoristiske øjeblikke, konstaterede blot: "Den lille er blevet stor".

Selv blev jeg mildest talt perpleks. Hvis nu drengen havde serveret den klassiske, "se mor, damen har overskæg", var jeg nok blevet lidt utilpas. Hvis han var begyndt at smide rundt med rejerne, var jeg helt sikkert blevet rasende. Men i dette tilfælde følte jeg noget meget, meget mærkeligt, som vistnok er i familie med misundelse.
Selvfølgelig ikke misundelse i dette begrebs banale betydning. Snarere som en dyb erkendelse af, at så tydeligt, så direkte, så lige ud ad landevejen ville jeg aldrig have kunnet sige noget om mit eget køn til min mor.
Måske er det derfor man siger, at kvinders seksualitet er mystisk. Fordi vi kvinder erfarer på vores egen krop, at det begær, der kan opstå dér, selv når det overvælder os og gør os vanvittige, forbliver usynligt for øjet i en sådan grad, at vi har mulighed for at drive spil med det efter behag. Maskarade-strategier i modsætning til det langt mere konkrete og verificerbare "min tissemand er stor".

Og det fik mig til at tænke på, at det måske er denne mystik - som vi deler med andre kvinder og har en vis fælles viden om - der gør, at vi altid er rede til at forsvare og beskytte vores mødre. På en eller anden måde er det nemlig som om, at hvis jeg kritiserer min mor, kritiserer jeg samtidig mig selv. Jeg er ikke blot lavet af, men også som hende.
Hvis jeg foragter hende, foragter jeg mig selv. Hvis jeg dømmer hende, dømmer jeg ikke kun mig selv, men udsætter mig for senere selv at blive dømt. Og hvordan skal jeg forestille mig, at jeg en dag ikke vil føle mig elsket?
Hvis jeg ikke havde kendt hende som en kærlighedsgivende mor, og hvis jeg ikke - den dag i dag - fastholder hende som sådan, hvad skal jeg så stille op med denne følelsesmæssige ørken? Vil jeg selv nogensinde være et andet menneskes kærlighed værdig?

Ulastelige. Mødre er per definition ulastelige. Jeg må hellere tie stille. Det er helt sikkert det bedste jeg har at gøre. Flygte bort. Straffe mig selv, fortryde og blot håbe på, at det ikke er for sent.
Er det ikke sådan, det går til, når vi kvinder kvæler vores, ofte fuldstændig legitime, krav og fordringer ved meget omhyggeligt at fabrikere en passende "roman" om vores mødrene ophav med den hensigt at etablere en undskyldning for hendes blidhed, hendes mangler eller hendes fejltrin? Vi har nemlig ikke vores brødres mulighed for, stærkt opfordret af omgivelserne, at konfrontere vores forældre af samme køn. Det ville ikke være til at styre; det ville skabe uorden - og angst.
Faktisk kender jeg ikke mange kvinder, der i forholdet til deres mødre er sluppet uden om spørgsmålet "hvem er jeg?", som hurtigt efterfølges af et andet og mere problematisk "er jeg mig?", som lader hører et "er jeg virkelig mig, levende, autonom og hel, eller er jeg udelukkende hendes afskygning, med andre ord blot en illusion, som hun altid vil have magten over?

Når drengen stiller den slags spørgsmål i forhold til sin mor, synes han at have alle midler til rådighed for at svare på det, idet han ganske enkelt baserer sig på kønsforskellen. Ligesom i fiskerestauranten, når sønnike uden større vanskeligheder frem til, at han er sig selv og ikke sin mor, og at moren er hans mor og ikke ham selv.
Han ved selvfølgelig godt, at han ligner sin far. Men fra denne side af kommer han aldrig til at frygte en sammenblanding. Og det af den enkle og gode grund, at selvom han kan være stærkt knyttet til sin far, så forbliver denne altid en slags tredje instans, en udefrakommende, en "fremmed".
Så det er altså dette lillebitte organ, en lille bitte "ting", som ville have kunnet overraske, hvis vi havde haft den, som ville have gjort os en minimal, men afgørende tjeneste, men som nu kun vores brødre (og andre mænd) drager fordel af, og som vi på den mest ubarmhjertige vis må være foruden (indtil vi en dag opsøger en mand, der i en vis forstand kan give os den, men det er en anden historie). Et organ der først og fremmest er latterligt, men - åh! - så vigtigt, idet det lige præcis er på dette, at forskelligheden hægter sig, og derved beskytter mod den truende sammenblanding.
Det er selvfølgelig Freud, vi skylder dette celebre begreb penis-neid, som satte det hele i gang, og som i visse tilfælde har givet anledning til, at hans teorier om feminitet er blevet forkastet som rene mandschauvinistiske påstande. Skal jeg være helt ærlig - og det er vi jo her i Qlummen - så tror jeg, at jeg havde været ret meget med på den kritik, hvis det ikke var, fordi jeg et par dage efter restaurant-besøget ved et rent tilfælde kom til at overhøre følgende historie, som en ca. 40-årig meget solbrun mand fortalte i et fortroligt tonefald til en smuk kvinde, der lå og slangede sig ved siden af ham på stranden i Nice.

En mor tog sin lille tre-årige pige til rutinebesøg hos børnelægen, som sagde, at alt var, som det skulle være. Mens lægen satte moderen ind i denne konklusion, legede pigen med en lille drengedukke, som hun havde taget med sig ind i konsultationen ude fra venteværelset. Da besøget var forbi, og de skulle til at gå, nægtede pigen imidlertid at aflevere dukken tilbage, idet hun højlydt erklærede, at det var hendes, og at hun ville have den med hjem.
Denne scene ville have været rørende uskyldig, hvis ikke moderen havde sat sig i hovedet med vold og magt at tvinge pigen til at give slip på dukken, idet hun udviste en irritation og vrede, der var fuldstændig ude af proportion med situationen: Totalt rød i hovedet, som om pigens adfærd var af den mest usømmelige art, kæmpede hun en hård kamp for at vriste dukken ud af hænderne på sin datter.
Da lægen så de to - stadigt højere skrigende - hage sig fast i det samme objekt som ingen af dem ville slippe, besluttede han at gøre en ende på dramaet ved at sige til den lille pige, at han med glæde ville forære hende dukken, og at hun kunne tage den med hjem.
Hvis han dermed havde forventet at dette hele var overstået, tog han grundigt fejl. Efter at have set sig nødsaget til at slippe dukken så moderen på ham med et mørkt og bebrejdende blik, og udbrød bittert:
"Hun er heldig, hvad? Hun får alt hvad hun beder om. Andre kan vente hele livet uden at få noget som helst ...".
På dette tidspunkt i historien slog fortælleren en høj latter op og klaskede sig på de solbrune lår af begejstring. Kvinden ved hans side sagde ingenting. Jeg kiggede op under solkasketten, og så at der ganske langsomt foldede sig et uudgrundeligt, Mona Lisa-agtigt smil ud på hendes ansigt. Ikke til at vide, om dets oprindelse var dyb tilfredshed eller gryende mistænksomhed. Er det sådan, vi har det med den misundelse?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her