Læsetid: 4 min.

En perfektionist i Kastrup

16. september 1998

Ingolf Simonsen har fotograferet kalkmalerier i danske kirker gennem 34 år - og givet samlingen til Nationalmuseet

Herhjemme
Med et adræt hælspark skubber civilingeniør Ingolf Simonsen, 72, døren til kældertrappen i. For snart 35 år siden byggede han vaskerummet neden for trappen om til et "Fotorum - ingen adgang", som der står på skiltet. I det lille mørkekammer har han gennem årene fremkaldt fo-tos af kalkmalerier i danske kirker, som han selv har været rundt at tage i landets afkroge. Det er blevet til 15.000 - en uvurderlig og flot samling, som han overdrog til Nationalmuseet for kort tid siden.
"Den er ikke komplet. Så skulle jeg bruge 30 år til," siger Ingolf Simonsen.
Men han har nået at besøge henved 800 kirker.
Interessen for kalkmalerierne kom ved et tilfælde:
"Jeg var tilfældigvis i Blokhus med min daværende kone og børn, og så kom vi forbi Jelsmark Kirke, hvor vi så disse flotte kalkmalerier, som jeg fotograferede," fortæller han.
Da Ingolf Simonsen kom hjem og fremkaldte billederne på sit nye kældergrej, var han overordentligt tilfreds med resultatet.
"Så på ferien næste år tænkte jeg, at vi lige måtte have nogle billeder af kirkerne bl.a. i Sæby, som lå lige i nærheden... og så kommer jo den her fikse idé, at jeg hellere måtte have hele Vendsyssel med," siger Simonsen.
Simonsens arbejde bestod meget i at køre rundt i hele landet, og så lå det lige for at begynde at interessere sig for alle kirker i Danmark.
Hvad der fandtes af kalkmalerier - og billeder af dem, da Simonsen gik i gang, anede han ikke. Hans eneste udgangspunkt var den lille håndbog fra Politiken Jeg ser på kalkmalerier, og ud fra den afmærkede han med gult på et kort, hvor i Danmark, der var kirker med kalkmalerier, så han lige kunne fotografere dem, når han kom forbi.

Fremkaldelsen
Når han kom hjem til Kastrup på Amager fulgte fremkaldelsesprocessen. Ingolf Simonsens stod tidligt op - klokken tre om morgenen - spiste et stykke brød og drak en kop kaffe og gik så i gang i sit lille mørkekammer. Klokken 14 var han færdig.
Civilingeniøren havde egentlig ikke haft nogen særlig interesse for kalkmalerier. Man han var perfektionist i alt, hvad han foretog sig.
"Jeg var bare glad for billeder i det hel taget, glad for kultur og glad for historie," fortæller han.
Og med hensyn til det perfektionistiske: "Da jeg som knægt byggede svæveflyvere, kunne jeg bare lige nå at se, at den var i orden, og at den kunne flyve, før jeg byggede en til, der var lidt større og femkantet, hvis den forrige var trekantet," husker han.

Museerne
Da Ingolf Simonsen gik i gang med at tage billederne, opstod en ambition om at fuldende samlingen - fotografere samtlige kirker i Danmark.
"Jeg troede, at jeg kunne nå det, men så ville det tage mindst 30 år til. Det må være op til en anden at gøre den færdig."
- Er du så en bitter mand?
"Bitter? Nej, jeg føler snarere en utrolig lettelse ved, at den byrde nu er taget fra mig. Nu har Nationalmuseet ansvaret. Jeg behøver ikke at gå rundt og få tynd mave, når jeg tager i sommerhus i nervøsitet over tyveri, brande, og hærværk - det er sgu da 34 års arbejde, der bare lige vil kunne sige fut, og så er det væk," siger Ingolf Simonsen.
Man skulle tro, at museerne ville være glade og stå i kø for at få en så omfattende kulturhistorisk dokumentation, som Ingolf Simonsens samling er. Men sådan har det ikke været her. Ingolf Simonsen har følt sig dårligt behandlet.
"Jeg har følt mig manipuleret og røvrendt, så det er helt utroligt. Jeg tror, at det er den der mærkværdige stemning, der opstår, når forskerslagsen møder den dygtige amatør - hvis jeg må være så venlig at kalde mig det. De bliver så usikre, at de ikke ved hvilket ben, de skal stå på, og så gør og siger de nogle sære ting, som jeg oplever meget hårdere," siger Ingolf Simonsen.
"Det undrer mig, at jeg ikke en gang har mødt den holdning, som er beskrevet i historien om musen, der sidder på ryggen af elefanten og siger: 'Nej, hvor vi gungrer'," siger Ingolf Simonsen med en Osvald Helmuth-intonation.

Låst inde i kirken
Men Ingolf Simonsen har også gjort det, fordi det var sjovt. Engang hørte han døren smække med et "bum" i Ledøje Kirke. Det var organisten, der havde overset ham. Simonsen havde ikke lyst til at blive i kirken til næste søndags højmesse, så han stavlede nogle ting oven på hinanden, så han kunne nå op til et højtsiddende, smalt vindue.
"Dengang var jeg lidt smallere her," siger han og peger på sin mave, "og jeg har altid været god til gymnastik. For at komme ud gennem det vindue måtte jeg smide alt, undtagen mine underbukser, og så glide sidelæns ud og vælte ned i en stor busk. Da jeg fik fat i graveren var han lige ved at græde af sindsbevægelse, over hvad jeg havde været ude for," fortæller Ingolf Simonsen.
Selv om samlingen nærmest er uvurderlig for Ingolf Simonsen, har han alligevel gjort den op i kroner og øre.
"Fire millioner kroner ville det koste, hvis nogen i dag kom og sagde, at sådan én vil jeg også have," siger Simonsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu