Læsetid: 4 min.

Posebukser uden poesi

3. september 1998

Både personer og historie var ved at drukne i Diesel-tøj i Peter Schaufuss' nye 'Romeo og Julie'

FESTUGE
Så kom forsidebilledet fra Århus Festuge endelig til live, da Peter Schaufuss Balletten havde premiere på sin moderne version af Romeo og Julie.
Men ak, plakatens nøgne kroppe, der så pikant er svøbt i et blodrødt stykke stof, kom aldrig på scenen. Derimod var der så mange kostumer - hvis nogen skulle være i tvivl: fra modefabrikanten og sponsoren DIESEL - at både personer og historie var ved at drukne i overalls og lårkort læder, højkravede frakker og vatterede jakker... Og polyesterbluser, selvfølgelig.
Peter Schaufuss har villet skabe en aktuel Romeo og Julie, og det er så sandelig også lykkedes; i hvert fald hvis man mener, at modetøj for de 17-årige netop denne sommer er specielt aktuelt. Og han har iscenesat historien med sikker sans for drive og dynamik og skabt en lynhurtig koreografi fuld af spring og rul og streetdance-bevægelser, som uden tvivl appellerer til teenagere.

Usandsynlig konflikt
Men Schaufuss har ladt historien i stikken. Kærlighedsdramaet forsvinder i modeopvisning - og poesien forsvinder i posebukserne. Og værst af alt: Det er ikke muligt at følge balletten uden at kende handlingen på forhånd. Personerne introduceres simpelthen for utydeligt; selv Romeo og Julie kan være svære at genkende i hvirvlen af Diesel-klædte.
Selve grundkonflikten - at Romeo og Julie ikke må få hinanden, fordi deres familier ligger i slægtsfejde - bliver desuden både usynlig og usandsynlig. Schaufuss har nemlig i den grad gjort Romeo og Julie til voksne, selvstændige mennesker, at det virker utroværdigt, at de skulle lade sig bremse af noget så irrelevant som deres forældre... Ikke engang en klasseforskel, en nationalitetsforskel eller en religionsforskel har Schaufuss indført for at sandsynliggøre kernen i konflikten, til trods fra effektive forbilleder fra Romeo og Julie-versioner som West Side Story og Baz Luhrmanns Romeo og Julie-film.
Der er simpelthen tale om et sammenstød mellem balletkonventioner og Schaufuss' moderniseringsambitioner, når tilskueren skal tro på, at Julie nogle sinde vil acceptere at blive giftet væk imod sin vilje... Og hvorfor har Julie (en vestlig pige i 1998) en amme - og hvorfor spilles ammen af en pige på samme alder som Julie selv? - og hvorfor støtter ammen det ene øjeblik Julie og det næste øjeblik de tyranniske forældre? Spørgsmålene nærmer sig uløselige gåder.

Balkon med video
Netop balletkonventionerne virker endnu mere gammeldags i denne moderniserede version. For hvorfor skal de unge opsøge en præst, når de slet ikke tror på noget - og når præsten i øvrigt mest af alt ligner en magtløs sagsbehandler?
Kostumerne dominerer i det hele taget balletten uforholdsmæssigt meget. Desuden har designeren Steven Scott fjernet enhver kulisse og rekvisit, der kunne hjælpe med til at forklare historien. I stedet fremstår scenen helt nøgen og sort med en metalport/metalbalkon og en videoskærm, hvor forskellige mere eller mindre vedkommende billeder projiceres op. Derved kommer der ingen andre stemninger end dem, Prokofievs (bånd)musik skaber - ikke mindst fordi dansen er nogenlunde lige hardcore, uanset om det drejer sig om det første romantiske møde eller kamp med knivstikkeri.
Forelskelse eller sex?
Schaufuss har selv danset Romeo i Frederick Ashtons version af Romeo og Julie, som Schaufuss genskabte sammen med Ashton i London i 1985 og igen i København i 1995. Men det er tydeligt, at Schaufuss har villet lægge afstand til Ashtons meget poetiske version - så meget, at selv forelskelsen har svært ved at fremstå troværdigt. For er det egentlig ikke bare en nysgerrighed efter sex, der driver Schaufuss' unge mod hinanden?
Mange andre har også skabt koreografi til Shakespeares kærlighedshistorie - på Kgs. Nytorv har John Neumeiers udgave fra 1971 været den afgørende, en både psykologiserende og skønhedsdyrkende tolkning. Desværre har Schaufuss ikke lånt af Neumeiers forståelse for menneskesindet - hos Schaufuss bliver Julies mors forhold til den hidsige Tybalt f.eks. bare et postulat.

Spurt og turbotrip
Men, handlingskonsekvens eller ej: Schaufuss kan få sine dansere til at danse, som om det var livet om at gøre. Mændene dominerer med en spurtende hurtighed, uortodokse snurreteknikker og frygtløse fald - og pigerne turbotripper på tåskoene og stikker stængerne i vejret med smidigste selvfølgelighed.
Romeo blev danset af franskmanden Alexandre Bourdat iført blåt hår og potensbukser med hammer pockets med god inderlighed og troværdigt temperament, mens den engelske Zara Deakin med de smækre ben var en noget køligere Julie uden overbevisende indlevelse i sit ansigt. Eller også virkede hun simpelthen ikke rørende på grund af opsætningens uafklarede forhold til hendes rolle som både 'balletlillepige' og moden kvinde.
Den heftige hjerteknuser-rolle som Romeos ven Mercutio blev danset af englænderen Quang Vang, der sidste år dansede Prinsen i Schaufuss' Svanesøen. Hans hurtige spring er fænomenale, og hans umiddelbare glæde spontan og smittende, her også på trods af et par tåbelige tumlingeoveralls og en rødfarvet hårpragt. Og så fremstod den 84-årige Niels Bjørn Larsen med krum næse og befalende hænder som magtfuld hersker på videolærredet.
Salgsmæssigt er balletten allerede nu en succes. 60 opførelser rundt om i Danmark har kompagniet allerede solgt, og i Musikhuset var premierens sponsor-gæster tydeligvis begejstrede. Peter Schaufuss' fandenivoldskhed appellerer tilsyneladende til et nyt balletpublikum, der måske er mere interesseret i konsekvent frækhed end i konsekvent fortolkning.
Polyester hedder det vist.

*Romeo og Julie. Koreografi: Peter Schaufuss. Musik: Prokofiev. Scenografi: Steven Scott. Peter Schaufuss Balletten i Musikhuset. Sidste gang i aften, herefter på turné, bl.a. til Østre Gasværk i januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her