Læsetid: 3 min.

Postkort fra en marginal verden

3. september 1998

Marianne Grøndahl sætter fokus på verdens fattige udkantsområder i sin nye fotobog. Den bærer hendes uomtvistelige kunstneriske signatur

FOTOBOG
Marianne Grøndahl (f. 1938) har andet på samvittigheden end hårdt arbejdende balletdansere ved Det kg. Teater. I hendes nye bog åbner hun også sin kameralinse for hårdt arbejdende, fattige, men fuldt ud værdige mennesker fra den tredje verden og fra den fattige del af den første og anden verden.
Vi aflægger besøg i Mellemøsten, Afrika, Indien, Rumænien, Italien, Spanien og Wales, mens vi i afsnittet "Performance" bliver konfronteret med ballettens verden igen, med en peak-performance som Christos indpakning af Rigsdagsbygningen i Berlin, med et spillende Collegium Musicum og med salig Poul Borums bibliofile lejlighed i Havnegade.
En smeltedigel af visuelle indtryk, af verdener, der folder sig ud i fotografiets nøgterne sort-hvide sprog, og som både kompositorisk og tematisk henviser til en kunstner, der formår at give sine motiver en sjælden poetisk nerve. Fotografierne er resultatet af rejser, foretaget fra 1981-1997.
Peer Hultberg anfører i forordet, at det er Grøndahls adelsmærke ikke at tingsliggøre de mennesker, hun portrætterer: "... med sin imperativt kategoriske loyalitet imod de mennesker hun fotograferer, formidler Marianne Grøndahl over for dem som over for os den etiske holdning at medmennesket ikke skal udnyttes, ikke skal bruges som blot objekt."

For fredeligt?
Mennesket er hverken en udstillingsgenstand, der bruges i selvudstillingens navn eller en genstand, der skal pirre den sensationsgriske betragters altfortærende blik, mener Hultberg. Vi er med andre ord så langt fra paparazzier og nekro-æstetikere, som tænkes kan. Og det er dejligt at se glade mennesker fra områder, der normalt er i mediernes tragedieformidlende søgelys.
Dette ædle forsæt rummer dog også den fare, at billederne bliver for solskinsbeskinnede, fordi vi ikke kommer ind under huden på de portrætterede og deres reelle vilkår, når tilværelsen aldrig serveres fra dens grumme sider. Er det nu også rigtigt at skære denne dimension bort fra kunsten, tænker jeg? Bliver det hele ikke lidt for fredeligt, når de spanske landarbejdere vinker flinkt til fotografen eller en næsten tandløs kvinde med et brød i hånden, overgiver sig til latteren og dermed negerer enhver elendighedsetikette, som en rig nordeuropæer ellers ville hæfte på en sådan skæbne? Peer Hultberg mener, at Grøndahl fotograferer sig til et værdigere liv, der leves i større hengivenhed og nænsomhed. Men kan man få et sådant blot ved at fremmane synet af det?

Uendelige muligheder
Marianne Grøndahl er tydeligvis bevidst om denne problematik, idet hun eksplicit giver udtryk for, at der under overfladen gemmer sig endnu en overflade. Hun citerer Italo Calvinos roman Hr. Palomar: "... først når man kender tingenes overflade... kan man søge videre mod det der er nedenunder. Men tingenes overflade er uudtømmelig." Eller med Freud, kunne man tilføje: Fortætningsgraden er uendelig.
Man kan blive ved og ved med at udrede de betydningsmæssige lag, der findes i til eksempel et drømmestof eller overført til kunstens verden: Associationsmulighederne i en skulptur, et maleri eller et fotografi er i princippet uendelige. Der er ingen egentlighed, vi må simpelt hen tage verden, som den er, som den fælt, hult og falsk tager sig ud. For under løgets yderste skræl findes der en ny overflade, og til sidst er der intet andet end afskrællede overflader.
Marianne Grøndahl folder sig ud som en fornem portrættør dér, hvor man selv kan kigge hende over skulderen, idet man kender den portrætterede. Se blot portrættet af Jørgen Haugen Sørensen, taget i Toscana i 1984. Billedet gennemkrydses af en diskret symfoni af linjer og ornamenter, i dugen og på væggen. Katten er trekantens ene spids, glasset dens anden, mens Haugen beskriver dens øverste spids, kaster skygge og tager sig ud som en anden Grubler - her med et muntert glimt i øjet. Det er enkelt, tidløst og universelt. Et menneske, der fylder et rum, ja, som sprænger det blot ved hjælp af nogle musklers bevægelse af øjnene. Haugen er blevet et med sit rum, sin kat, sit vinglas. Han er blevet toscaner.

*Marianne Grøndahl: Breve uden ord. Med forord af Peer Hultberg. 156 s., indb. 448 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her