Læsetid: 6 min.

De primitive mænd

9. september 1998

Mænd kan godt lide primitiviteter som at konkurrere om, hvem der kan spise flest hotdogs på en grillbar

Manden
To ryk og en aflevering er titlen på en novellesamling med manden i centrum. Manden, helt fra han var barn og spillede fodbold, til voksentiden med kvinder og kortspil - og stadig fodbold. Der er nogle ting, der ændrer sig, og en masse der ikke gør. Forfatteren Jesper Wung-Sung, 27 år og bosiddende på Vesterbro, skildrer med humor og indsigt en række mænd og deres verdener i en lille dansk provinsby.
- 'To ryk og en aflevering' er et udtryk, man bruger om et lidt for hurtigt knald, men det hentyder vel også til fodbold?
"Det gør det. Det er det dobbelte, jeg prøver på at få frem. Det er måske polerne i mandens liv. På den ene side en tryghedssfære, hvor det er kvinden og hjemmet, der er det essentielle, og på den anden side frihedssfæren, fodboldssfæren, hvor mænd kan være mænd sammen."
- Hvordan vil du karakterisere mændene i din bog?
"De er meget selvoptagede, og deres selverkendelse rækker kun til en vis grænse. De er ikke vant til at se ind i sig selv. Det begrænser også deres chancer for at reflektere over, hvordan de handler. Altså på den ene side vil de for eksempel gerne have den tryghedssfære, som de har, men på den anden side insisterer de konstant på, at de stadigvæk kan bibeholde deres frihed."

Leger helte
- Mange af dem laver sådan nogle små film. Ham, der slår græs, forestiller sig, han er Djengis Khan, og græsplænen en slagmark. Er det specielt maskulint sådan at skabe film og lege helten i den?
"Nu skal jeg passe på ikke at svare på kvindernes vegne, men jeg vil tro, det er en måde at leve sine maskuline drømme ud på, at tro man er noget større - som en Djengis-Khan. For en mand som hovedpersonen i netop dén novelle, der lever et roligt og etableret liv og lige har fået besked på at slå græs af konen, er det måske hans måde at leve sin maskuline side ud på."
- Nu er det jo nogle bonderøve, du beskriver. Hvad er forskellen på dem og mænd i byen?
"Med forbehold for alle de klichéer, jeg kunne komme med, så er det, at deres verden er mindre, og de har færre strenge at spille på. Det gælder både i positiv og negativ forstand. Hvor mænd og især unge mænd i en storby som København nok ville have en større grad af selvindsigt, måske en lidt større verden, men måske også en lidt mere overfladisk verden. Men jeg synes også, man kan finde de samme mandetyper på Vesterbro, som man kan i mindre provinsbyer, fordi der er de små oaser, hvor folk lever som i en lille provins. Den eneste forskel er, at de taler lidt hurtigere på Vesterbro, end de gør i Marstal."
"Danmark består af en masse provinser, selv i storbyen."

Du skal være hurtig
- Men man bliver måske lidt hårdere i filten, når der er så mange mennesker?
"Det er rigtigt. Der er de mange indtryk, og de mange mennesker, som også gør, at man bliver nødt til at tale hurtigere for at blive hørt og for at få noget sagt. Der vil jeg godt indsparke en hurtig anekdote fra én af mine venner, der var på highschool i USA, i Massachusetts. Når han hilste på folk, så sagde de "Hey, what's up", og han stoppede så op for at forklare, hvad der skete, men de var jo strøget langt ned af gangen forlængst."
"Det kan godt være, han kom fra Marstal, men altså dér var det bare sådan noget, man sagde, ligesom "Hva' så hva'" her i storbyen. Så er folk væk. Du skal være hurtig for at få noget indført, for ellers så er folk væk. Så der havde måske været flere ord på, hvis det havde været en skildring af de københavnske provinsielle oaser i stedet for de ærøske, men jeg tror ikke, deres verden er specielt meget større. Jeg tror heller ikke, man er mere i centrum her. Folk her er tættere på begivenhederne, men deres indsigt og verden som sådan er ikke større.
- Der er en novelle, hvor et par unge mænd konkurrerer om, hvem der kan spise mest inde på en grillbar. Ret primitivt, men meget morsomt. Synes du, at mænd er mere primitive og tænker mere primitivt end kvinder?
"Ja, det tror jeg. Det er sådan en rigtig drengerøvskonkurrence, og den synes jeg går igen, helt nede fra de to, som spiser om kap inde på en grillbar og helt op igennem de riges karrierebehov og konkurrence. Mænd kan godt lide den primitivitet, der er i sådan nogle regler, og det gælder om at komme højst op i samfundet. Jeg tror, at lige meget hvor meget ligestilling man prøver at få indført, så vil mænd til stadighed sidde på en stor del af de høje stillinger, fordi de bare har udskiftet fodboldreglerne med forfremmelsesregler. Dér tror jeg, kvinder generelt er klogere og vil prioritere en anden form for velvære og succes, som ikke kan gøres op i kroner og øre eller flest ristede hotdogs."

Små ryk op og ned
- Mange af mændene virker lidt forurettede. De går sådan og brokker sig - til sig selv for det meste. Hvorfor?
"Jeg tror måske, det, jeg har prøvet på at skildre, er dagligdagens små op- og nedture. De små ryk og de små forskydninger og den måde hvorpå vi dagligt pendulerer imellem glæde og had, håb og skuffelse. Som når jeg tropper op til interviewet her, og solen skinner. Lige så snart, jeg er nået herned, sidder vi under et halvtag, og det regner. Det er dét, jeg tror, jeg har prøvet på at skildre."
"Det indebærer også, at du pludselig ser dig selv og livet i en lidt anden belysning og fra en lidt anden vinkel, og du bliver utilfreds, og så skal der så lidt til som f.eks. at kunne spise flere ristede hotdogs end en anden, for at du er, om ikke lykkelig, så i hvert fald tilfreds igen."
- Er det dét, mændene går efter - at blive tilfredse?
"Jeg tror i hvert fald ikke, at de mænd, jeg prøver på at skildre, jonglerer med et så stort begreb som lykke. De går meget mere direkte til livet og stiller sig måske også tilfreds med mindre, men lykkebegrebet er ikke noget, de opererer med overhovedet."
- Hvorfor ikke?
"Jeg tror, mange af de mænd, jeg skildrer, tager, hvad der kommer, og hvad livet byder dem. Så tager de fat dér, og så går det ellers slag i slag. De ser ikke nogen lykke, der lyser forude. De accepterer livet, som det er, og så lever de det på bedste beskub."
- Der er en helt i bogen, i en børnefodboldkamp, og børnene er både bange for ham og meget fascinerede af ham. Er det en del af karaktertrækkene ved en helt?
"Helte må gerne være nogle éndimensionelle størrelser, som udmærker sig på ét felt. En helt kan godt være en fodboldspiller. Det kan godt være én af dem, jeg har haft hængende på mit drengeværelse i midten af 80'erne. Peter Schmeichel kunne godt være en helt, hvis han lod være med at udtale sig så meget, og bare stod på mål som verdens bedste målmand. Så det bliver nødt til at være en reduceret størrelse, for at man kan have med helte at gøre."
- Hvad adskiller manden fra drengen?
"Jamen, det er på det tidspunkt, som måske ikke er et punkt, men en glidende linje, hvor du erkender din egen begrænsning, og hvor du får den selvindsigt, der gør, at du er i stand til at se andet end dig selv. Jeg synes, teenageårene er karakteriserede ved en hel og aldeles monoman selvoptagethed. En teenager har altid ret, og resten af verden er nogle dumme svin. Det kommer man så gradvist ud over, men når du når hen til at synes, at verden er større end dig selv, er du i hvert fald begyndt at blive voksen."

*'To ryk og en aflevering' udkom i april på Samlerens forlag. Interviewet er et i en serie interviews med unge danske forfattere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her