Læsetid: 4 min.

Protest mod Zimbabwes reformer

15. september 1998

Zimbabwes regering erklærer sig villig til at udvikle landområderne i stedet for at omfordele jorden hurtigt som ellers planlagt

HARARE - En international konference, der skulle munde ud i løfter om udenlandsk kapital til en storstilet jordreform i Zimbabwe, sluttede i sidste uge uden konkrete resultater. Men præsident Robert Mugabes regering gik med til at gennemføre sine jordplaner på en mere fleksibel måde, der tager hensyn til den fattige landbefolknings behov.
Det er dårlige erfaringer med tidligere hjælp til Zimbabwe, der har fået de internationale donorer til at anslå barske toner. Regeringen i Harare fik at vide, at den for fremtiden må bruge bistandspengene mere ansvarligt.
"Der var enighed om at protestere mod regeringens politik i spørgsmålet om jordreformer," siger Danmarks ambassadør i Zimbabwe, Erik Fiil: "
I stedet for en hurtig omfordeling af jord, der kan skade landets økonomi alvorligt uden at lette tilværelsen for de fattige, har regeringen erklæret sig villig til en mere gradvis udvikling af landområderne. Nu ved ministrene, hvad de skal gøre, hvis de ønsker udenlandsk bistand."
De zimbabwiske ministre var tydeligvis ikke glade for den nye internationale holdning, men de indså hurtigt, at de ikke havde noget valg.

50 traktorer i stedet
Til gengæld gav donorlandene udtryk for stærke forbehold over for Mugabes planer om over fem år at tage fem millioner hektar jord - omkring halvdelen af de områder, der ejes af hvide farmere - og give den til 150.000 sorte bønder. Regeringen havde beregnet, at planen ville koste 2,2 milliarder dollar og håbede at få lovning på ca. halvdelen af dette beløb på konferencen. Men måtte nøjes med et løfte om 50 traktorer fra Kina.
Donorerne blev dog enige om at støtte en "første fase" på to år, hvor en million hektar jord skal fordeles. I denne periode skal der findes frem til den mest effektive fremgangsmåde. Store donorer med erfaringer fra andre lande sagde, at en sådan gradvis og fleksibel strategi har langt større chancer for at lykkes.
"Vi accepterer donorernes krav om denne indledende fase, der skal bruges til at finde ud af, hvilken måde der er den bedste," siger udenrigsminister Stan Mudenge, der ledede konferencen.
"Derefter vil vi tage fat på de andre fire millioner hektar."
Mudenge siger, at han trods de manglende løfter har fuld tillid til, at det internationale samfund vil støtte den første fase med så mange penge, at regeringen kan betale fuld kompensation til de berørte hvide farmere. Hvis det ikke sker, vil regeringen overveje at gå tilbage til sine tidligere trusler om at beslaglægge jorden uden fuld kompensation.
Sagen om jordreformen har i den senere tid været præget af stridbare taler af Mugabe, som bl.a. har sagt, at regeringen ikke vil "betale en penny" for den jord, der skal tages fra de hvide farmere og gives til sorte bønder.
Denne trussel blev trukket tilbage på konferencen.
Mugabes regering gav også efter for kravet om, at jordreformen bliver gennemført i fuld offentlighed for at forhindre korrupte embedsmænd og politikere i at tilegne sig jord, sådan som det før er sket.
Derudover anmodede donorerne om, at selve proceduren bliver mindre centralistisk end først planlagt, at flere kvinder får mulighed for at eje jord, at fattige bønder får adgang til uddannelse, og at der gøres mere for at afhjælpe fattigdommen på landet.
For at sikre, at løfterne bliver ført ud i livet blev der nedsat en følgegruppe, som mødes allerede om ti dage.
Konferencen blev afholdt som en reaktion på, at tusinder af jordløse bønder har besat hvide farme, hvis jord de betragter som deres retmæssige ejendom. Deltagerne blev kørt rundt i landområderne for at se de fortvivlende forhold, som millioner af fattige lever under på landets mindst frugtbare jord.
Storbritanniens regering gav udtryk for betænkelighed ved at give millioner af dollar til Zimbabwe, samtidig med at Mugabe bruger tilsvarende beløb på militær støtte til præsident Laurent-Desiré Kabila i Congo.
Den britiske højkommissær i Zimbabwe, Peter Longworth, siger, at han hellere vil indlede en "dialog" om bistandens omfang med såvel den zimbabwiske regering som private organisationer i landet.
Mugabe og hans regering havde forventet, at Storbritannien ville yde den største bistand som kompensation for de uretfærdigheder, der blev begået under det britiske kolonistyre. Siden selvstændigheden i 1980 har London ydet 40 millioner pund til jordreformer foruden 360 millioner i generel udviklingshjælp.
Et vigtigt forslag på konferencen gik ud på at indføre et skattesystem, der straffer jordejerne, hvis de ikke udnytter arealerne produktivt. Det var den danske delegation, der sagde, at myndighederne kan skaffe sig rådighed over betydelige områder til omfordeling ved hjælp af et system med registrering og beskatning af jord som det, der findes i Danmark. Dette forslag nævnes da også i regeringens officielle communiqué som et skridt, man vil tage.

Indirekte trusler
Selv om regeringen accepterede donorernes krav, er der tegn på, at den er stærkt irriteret over de manglende løfter om kapital. Det får nogle til at frygte, at den alligevel vil gennemføre sine oprindelige planer om at konfiskere jord fra hvide farmere.
"Vi forlanger andet og mere af donorerne, end at de kommer her og belærer os om åbenhed og ansvarlighed," siger landbrugsminister Kumbirai Kangai.
"Hvis vi ikke får ressourcer til at iværksætte programmet effektivt, bliver der problemer."
På spørgsmålet om, hvad han mener med problemer, henviser han til de ulovlige jordbesættelser.
Den form for indirekte trusler vækker bekymring hos donorerne.
"Der kan meget hurtigt blive vendt op og ned på det hele," siger Fiil.
"Hvis Mugabe begynder at udtale sig på samme måde som tidligere, er vi tilbage ved udgangspunktet. Så vil de internationale donorer trække sig helt ud."

*Andrew Meldrum er freelance-journalist i Harare.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu