Læsetid: 5 min.

Et råt råt liv

26. september 1998

Jackie Siewens skriver usentimentalt og interessant om prostitutionen som livsform - men antyder også de tænderskærende omkostninger

NY BOG
Det er især Jackie Siewens' genkommende raserianfald over for sine 13 (!) ægtemænd, der i begyndelsen leder læseren af hendes erindringsbog på sporet af omkostningerne ved livet som prostitueret. På overfladen er hun nemlig tilsyneladende enig i historikeren Nils Johan Ringdals synspunkter, refereret i gårsdagens Information. Her gav Ringdal bla. udtryk for, at prostitution er et arbejde som alle andre, samt, at meget få prostituerede selv mener at lide skade.
På samme måde holder Siewens tilsyneladende masken over for den beredvillige middelklassemedlidenhed, der også hos denne læser ligger på lur over så råt et liv som hendes: "At være luder er et job som så mange andre, I skulle vide, hvor mange forstadshusmødre, der - med mandens vidende - af og til bruger et par uger på Vesterbro for at skaffe til mikroovn og havestue!," forklarer hun bl. a.
Det er den slags overvejelser, der er med til at gøre hendes erindringsbog Købt og betalt til et interessant dokument. Og Jackie Siewens er heller ikke hvem som helst. Forlagets pressemeddelelse forklarer bl. a., at hun var 30 år i prostitutionsmiljøet, i 1992 stiftede hun verdens første fagblad for prostituerede, hun har interviewet politikere på Christiansborg om dobbeltmoral og utugt og har rejst landet rundt med sine foredrag.
Tilmed er hendes Købt og betalt en usentimental og velskrevet bog, der på ét niveau søger at afmystificere prostitutionen ved at fremstille det som et særpræget, men nødvendigt servicefag, et opsamlingssted for samfundets tabuiserede følelser og begær. Fra det ældre ægtepar, der sammen kom anstigende for at Lillefar kunne hygge sig med en sød dame, til de mange mænd med så kinky lyster, at man næsten kun kan forestille sig dem tilfredsstillet af en person med professionel distance.
"Indrømmet, jeg er blevet hårdhudet med tiden - men aldrig helt følelsesløs," forklarer Siewens, når hun psykisk, men ikke fysisk, må stå af og tanke op med adskillige snapse for at kunne tilføje en kunde den smerte og ydmygelse, han beder om.

Omkostningerne
Når hun omsider forlod prostitutionen og nu lever alene i landlig idyl, skyldes det en brat opvågnen, da hendes søn Sonny for nogle år siden blev dræbt i et rockeropgør. De øvrige tre børn, hvoraf én er narkoman og to lever relativt 'almindelige' liv, har hun ikke længere kontakt med. Til hendes store sorg, der ikke bliver mindre af, at hun nu klart ser, hvordan det hele gik til: Alkohol, 13 stormfulde, ofte voldelige ægteskaber og en sørgelig trang til at holde en facaden og bruge de surt tilliggede skillinger på en form for borgerlig velstand som camouflage. Hendes fire børn gennemskuer naturligvis de tilbagevendende historier om, at 'mor fik lige et glas på hjemvejen' eller at 'der var reception på mors arbejde' - men tale om det kunne familien ikke.
I tilbageblik erkender Jackie Siewens, med al erfaringens dyrekøbte styrke, omkostningerne for sine fire børn. Dum er hun sandelig ikke, faktisk må man beundre hendes klarsyn på samme måde som nogle af de robuste piger i Lars Engels' tre dokumentarudsendelser om "Piger i Vestre Fængsel" fik én til at undre sig over, hvordan disse udmærket udrustede mennesker havner i det liv.
Siewens' historie krydser den sociale arv med et vist tilfældighedsmoment: Hendes forældre dør med et års mellemrum, da hun er 13 år, og hun følger med sin 'storesøster' Eva til København - i virkeligheden er Eva hendes biologiske mor. Den aldrig forløste sorg over forældrenes død, Evas drikkeri, svogerens seksuelle misbrug, en tidlig seksuel debut, gravid og barn som 16-årig uden uddannelse - alt dette tilsammen gjorde prostitution til den mest attraktive og tilsyneladende frie mulighed for at holde sig selv og datteren fri af kontrollerende offentlig forsorg og tilfældige mænds forgodtbefindende.
De 13 ægtemænd kom til efterhånden især som beskyttelse mod offentlig nyfigenhed over for luderjobbet - og derfor kan Jackie Siewens også erklære, at hun aldrig har elsket nogen af dem.

Den indre vrede
Men som sagt - beskrivelserne af alkoholmisbruget og den store indre vrede fortæller indirekte en anden historie end overfladens beretning om den ukuelige kvinde, der med humor og synftig realitetssans varetager en foragtet, men nødvendig social funktion.
Dette dobbeltblik er fascinerende og lidt skræmmende. For når man læser Siewens, må man tro, at livet som luder kun er muligt ved at mobilisere en enorm distance til kroppens gøremål - det er jo ikke sin egen, men andres seksualitet, kroppen står til rådighed for.
Men denne distance gør det ulykkeligvis også svært at mærke andre(s) følelser. Om sin mors død og begravelse fortæller Siewens i bogens begyndelse:
"Så der på sygehuset ved min mors sygeseng begyndte jeg at skrige op i vilden sky, jeg kunne slet ikke holde op, heller ikke, da Eva fik mig trukket ud på gangen og skældte og smældte. Til sidst lukkede jeg helt af og forsvandt ind i glemslens tåge. Intet fra de følgende dage husker jeg noget om, og ved begravelsen var det som om jeg vaklede rundt i et absurd mareridt, jeg ikke kunne vågne op fra. Måske er jeg slet ikke vågnet endnu?"
Først, da sønnen Sonny bliver dræbt, begynder hun det formuleringarbejde, der først blev til bogen om og til ham, Kære Sonny fra 1995, og siden til denne bog. Ringen er sluttet, tavshed ved ét dødsfald spærrer følelseslivet inde bag tremmer, et nyt fatalt dødsfald tvinger sproget på gled med 30 års forsinkelse og skaber et menneske, der omsider forstår og står ved sit liv og sin sorg.
På sin vis så enkelt som en psykologisk case. Men trods alt er det en kvindes, 13 ægtemænds og fire børns liv, der formes og rager uklar med den samfundsmæssige normalitet.
På grund af omstændigheder, der - synes man - kunne være undgået, hvis 'systemet' eller en behjertet person ved rette anledning havde givet unge Jackie, født Kirsten, en bedre chance.
På denne måde er Jackie Siewens' bog også et tænderskærende argument i den løbende debat om, hvornår det offentlige bør blande sig i privatlivet for bryde den selvmultiplicerende sociale arv.
Et argument, ja - men ikke noget enkelt svar.

*Jackie Siewens: Købt og betalt. 135 s., 228 kr. L&R Fakta

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu