Læsetid: 6 min.

Rejsende i litteratur

29. september 1998

Jens Christian Grøndahls ferme essays skæmmes af forblommet polemik

ESSAYS
Ordet 'jeg' er anbragt som det første i Jens Christian Grøndahls nye bog, en samling bestående af otte politiske og litterære essays. Dermed har han fra start markeret, at han denne gang er ude i et ærinde forskelligt fra romanens. Selv sammenligner han essayet med en dagbog:
"Synspunktet flytter sig undervejs, dag for dag, time for time, og tekstens lange linje er vejen ad hvilken: et sti trådt gennem vildnisset, hvor betydning og betydningsløshed er filtret sammen."
Helt så subjektivt og spontant kan han ikke gå til værks som romanforfatter. Romanen udfolder sin egen historie og anbringer snarere forfatteren i rollen som en undersøger, der hele tiden forsøger at trænge ind i historiens gåde gennem personerne og deres hemmeligheder.

Breve gennem mørket
Jens Christian Grøndahls essays er, fortæller han, skrevet i udviklingens nutid. Derfor bliver skriften lidt sjusket, og somme tider bliver teksten også lidt usammenhængende. Essayisten ligner for Grøndahl en togrejsende, der fastholder det flygtige undervejs fra et sted til et andet - et billede, han kæder sammen med W.H. Audens digt "Night Mail", om toget, der suser gennem natten, med breve til rig og fattig, til butikken på hjørnet, til pigen i nabohuset, mens det passerer en bondegård og ikke vækker nogen, men blot fremkalder en svag rysten i kanden i soveværelset.
Over for dette frøperspektiv sættes i det afsluttende essay fugleperspektivet fastholdt i satellitbilledet ved nat af Europas byer, der lyser ud i himmelmørket, idet de tilsammen danner et på én gang klart og uudgrundeligt mønster.
"Jeg tænker," står der mange gange undervejs fra det ene nattebillede til det andet. Og knap har Jens Christian Grøndahl tænkt på én ting, før den får ham til at tænke på en anden ting, som så får ham til osv. - i associative kæder, der kombineret med skriftens fermhed og upåklageligt artige intellektualitet ikke sjældent får hans essays til at ligne en gryderet eller snarere sauce, hvor de individuelle ingredienser har mistet al smag, eller skulle man sige: afgivet den for helhedens skyld.

Mødet med den anden
Den forfatter, der møder sin læser i bogens otte stykker, fremtræder først og fremmest som en nysgerrig rejsende, en iagttager, der undervejs tit nedfælder indtryk og lader dem fremkalde refleksioner eller erindringsbilleder. Men billedet af denne europæiske rejsende har i tilfældet Grøndahl dybere perspektiv, fordi det skal illustrere hans ideal om mødet med det fremmede, hvor man som menneske altid er overladt til spørgsmål og indlevelse, og hvor den anden principielt har præcis samme ret som én selv til at være noget specielt.
Ikke for ingenting hylder Grøndahl gammeldags høflighed, ligesom han erklærer sin kærlighed til byen, selve civilisationens form, med museer, boghandler, parker, teatre og biografer samt ikke mindst "cafeer, hvor man kan sidde og snakke, læse avis eller se på kvinder." Cafeer er pr. definition demokratiske, siger han således. "Den franske revolution begyndte over en kop kaffe."

Engageret forfatter
Men hvad den sluttede med, interesserer også forfatteren, der på sine rejser med tog, fly, mediebilleder samt bogstaver i aviser og bøger har set et Europa i konflikt mellem humanisme og barbari, mellem demokrati og diktatur. Som forfatter og intellektuel ser han på denne baggrund en opgave i at blande sig og tage del, engagere sig, selv om han til fulde erkender klicheen i en sådan demonstrativ mobilisering.
Hvad er det så han ser, denne del-tagende og med-levende og ind-følende forfatter - for nu at bruge hans egne stikord til en selvkarakteristik? Han ser bl. a. en international mediekultur, der sletter forskelle ud og får alle lokaliteter til at ligne hinanden. Han ser et Danmark præget af social kynisme, civil ligegyldighed og debatlammende politisk konsensus, og med et 'folke-styre' praktiseret på et sprog uden ord for åben konflikt. Helt humoristisk bliver han, når han endvidere kigger sig omkring på jagt efter folks 'identitet' og konstaterer, at denne i hvert fald ikke mere primært hentes i arbejdslivet, efter devisen fra Politikens håndbog Hvad kan jeg blive?
"Ortopædkirurgen maler abstrakt-ekspressionistisk i sin fritid, revisoren er også bjergbestiger, og når skorstensfejeren er kommet hjem og har vasket sine sodsværtede kinder, tager han Batman-maske på og lægger sin kone i lænker. Spørgsmålet er ikke længere, hvad jeg kan blive, men hvem."

Romeo og Julie
Selv sværger Grøndahl til storbyens anonymitet, hvori man kan føle sig fuldkomment hjemme, hvis ellers man kan tåle fremmedgørelsen, rodløsheden og ensomheden, de tre forhadte svøber, der kendetegner moderniteten. Følgelig må han stille sig tvivlende over for alskens forsøg på at sætte det enkelte individ som noget ganske særdeles, et synspunkt han folder ud i en læsning af Shakespeares Romeo og Julie. Dér fornægter som bekendt den kvindelige part slægtens og navnets binding og tyngde, idet hun vil se sin elsker som dét unikke individ, han er. Bortkast dit navn! Modtag mig hel!
Her melder sig imidlertid svagheden i Jens Christian Grøndahls essayistiske metode. For Shakespeare lader jo ikke Julies synspunkt stå alene, hun og hendes ideale krav omgives tværtimod af en hel stribe andre opfattelser af kærlighed, krop og individ. Den tragiske storhed i dramaet opstår i kraft af modsætningerne mellem f. eks. Julies drøm om total forening og ammens anderledes hånd- og mundfaste tanker om sex. Og hvad angår konfrontationen mellem samfund og individ, illustreres den tydeligt gennem de første og sidste scener i stykket, der netop indlejrer de unges vilde kærlighed i en hel verden, forskellig fra deres.

Forkrampet polemik
En lignende blindhed skæmmer Grøndahls refleksioner over Tage Skou-Hansen som forfatter og modstandsmand. For her kan essayisten ikke dy sig for den letkøbte kliché, at prosaen på en eller anden facon skulle være 'bedre' end poesien. Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog citeres på engelsk, så alle kan høre, hvor fremmed og sært det altsammen lød, og man kan virkelig mærke alderens og erfaringens alvorstyngde, når voksne Grøndahl ser tilbage på 80'erne, hvor "vi skrev fragmenteret og hermetisk om kroppens fornemmelser og sjælens ensomhed." Hundrede procent forvrøvlet og forkrampet polemisk bliver den ellers så glatte skrift i følgende adresseløse forsendelse:
"Digtets knaphed og ungdommens knibskhed er i forening en oplagt genstand for den befamlende, historieløse, himmelvendte, selvsmagende, dydsirede og mondæne åndelighed, der blev grundstemningen i 90'ernes dannede og nostalgiske reaktion på tidens flygtige, altforfladigende relativisme. Hvorfor? Fordi digtet af tilbøjelighed holder på sine hemmeligheder, hvad der ofte får det til at virke mere gådefuldt og tynget af betydning, end det er, og fordi tung, surmulende tavshed giver indtryk af en sitrende og nervøs radiokontakt med den åndfuldhed, som medierne beundrer - også når der er tale om poserende simili - eftersom de ikke selv ejer det, der bare ligner ånd."
Her rodes mindst fire tankeniveauer sammen: 1) digtet som litterær genre, defineret ved visse sprogligt-retoriske egenskaber; 2) poeternes personer og individuelle valg over for medier og offentlighed; 3) mediernes lancering og iscenesættelse af individer der skriver tekster; 4) 1990'ernes generelle mentale og kulturelle klima. Men meningen skinner trods alt igennem: Lyrik er løgnagtig, prosaen ærlig. Lyrikere er selvhøjtidelige og småhellige, prosaister er derimod karsk personale, der møder hver morgen til tiden og frisk smøger ærmerne op. Kom bare an, virkelighed!
Vælger Jens Christian Grøndahl billedligt talt at save sit eget hoved af? Borte er al hans urbane respekt for det anderledes og fremmede, væk er den bløde betoning af mødets og indlevelsens nødvendighed. Pludselig skal der med vold og magt drives litteraturpolitik, og dybt ironisk bliver det nævnte essay, når forfatteren indrømmer, at han som et barn af "tressernes og halvfjerdsernes velfærd og materialisme" ærlig talt ikke forstår, hvor Skou-Hansen vil hen, når han taler om engagementets religiøse eller metafysiske dimension.
"Vi er lige forskellige," siger Grøndahl. Men han viser det ikke. Hans respekt for Den Anden hører åbenbart op, hvor det skønlitterære markeds interessekampe begynder.

*Jens Christian Grøndahl: Night Mail. Essays. 253 s., 268 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her