Læsetid: 4 min.

Røvhuller

25. september 1998

Bøssehistorien i 'Shopping og Fucking' om kærlighedsangsten og faderkomplekset er hørt før. Men skuespillerne er imponerende korporlige

TEATER
Fucking er sådan et præcist ord. Meget klarere end kneppe, bolle, have sex med - eller elske. Den engelske ing-form gør oven i købet fucking til noget, man hele tiden er i gang med at gøre - lige nu og sådan generelt. Og så lyder ordet endda stødende på en nærliggende rytmisk måde. Fucking er slet ikke noget dårligt ord.
Men fucking opfattes ikke nødvendigvis som noget anstændigt ord. Snarere temmelig provokerende. Og det var vel også derfor, at den 28-årige, engelske dramatiker Mark Ravenhill valgte at kalde sit debutstykke for Shopping and Fucking i 1995.
Stykket vakte efter sigende furore i England - og siden også i adskillige andre lande - med sit blod og spyt og psykosex. Og nu er det så nået til Danmark, hvor Café Teatret lægger brikse og vægge til den heftige f-aktivitet. Uden dog dermed nødvendigvis at chokere eller forarge, for stykket virker ikke blændende nyt i sit budskab og sin form, men snarere som del af en forestillingstype, som har sat sit præg på det danske repertoire hele vejen op gennem 90'erne.

Ecstacy-scientology
For Shopping and Fucking er en bøsseforestilling. En historie om den erfarne bøsses fortvivlede forsøg på at finde forskellen mellem fucking og begær - og fucking og kærlighed. Og en historie om den unge trækkerdrengs drøm om den fucking, der fører trygheden med sig, uanset om den bunder i begær eller kærlighed. Drømmen om at være nogens besiddelse.
Men som titlen lover, byder stykket også på shopping, både i konkret og overført betydning. Køb af varer, af ydelser, af løgne. Køb af diverse fucking-former - fra telefonstøn til røvhulsslik - og køb af ekstasen i den lille lokkende pilleform. Og for at gøre det smigrende samfundsportræt fuldstændigt afslører stykket endda også en subtil scientology-analyse. Welcome to Dreamland England - eller til røvhullernes Danmark!

Permanent angst
I Alexa Thers instruktion har forestillingen mange dynamiske scener, fulde af påfund og smarte replikafleveringer. Men dialogerne rutsjer ofte hen mod det komiske, måske fordi ordene synes for patetiske eller groteske. Og dermed mister forestillingen chancen for at blive taget for pålydende, også i de scener, hvor inderligheden dukker op.
Om det overhovedet ville være muligt at fremsige replikkerne overbevisende uden humor er dog svært at afgøre. For dramatikeren har ikke formået at skildre personerne med nogen særlig dybde - de fremstår som typer lige fra første scene, og de udvikler sig egentlig ikke undervejs.
Den erfarne bøsse er lige kærlighedsangst hele stykket igennem, og den unge trækkerdreng får kun lov til at afsløre det faderkompleks, som hele tiden har siddet som en lysende forbandelsesglorie om hans kønne ansigt. Ingen af personerne overrasker - både dem selv og deres fortid er, som vi gætter det fra starten. Historien er hørt før...

Fuckingjunkie
Men skuespillerne spiller fænomenalt. Og de kaster sig korporligt ud i fucking-fortvivlelsen med en pågåenhed, der imponerer - og som fortsat er en scenisk sjældenhed på teatret, i modsætning til filmen. Her vises hele fucking-showet med største selvfølgelighed.
Morten Kirkskov driver sin ofte demonstrerede følelsesmæssige distancering ud til det forjættede nulpunkt, hvor han ikke blot destruerer sig selv, men også et andet menneske. Og den purunge Thure Lindhardt vender sine himmelblå øjne med trækkerdrengens oldingeerfaring som en uhyrlig kontrast til sin bløde hud. Forsøg ikke at lære denne teenager noget nyt om et flænset røvhul!
Camilla Bendix og Mads Wille spiller parret, der ryger ud i dealerverdenens helvede - hun med en særlig uberegnelighed, der gør hende både dominerende og skrøbelig, og hun fascinerer med sin tolkning af rollen, der rækker adskilligt ud over figurens umiddelbare indhold. Mads Wille er hendes vatpik af en kæreste, med slappe hænder og kroniske junkie-øjne; fuckingjunkie, ikke mindst.
Og Klaus Bondam får her lov til at spille hele sit register ud, fra Disney-freak til skinhellig og sadist. Sjældent har hans blå blik og nydelige, lyse hår glimtet så discipelskønt som her!
Hele forestillingen udspiller sig i et købesexens ingenmandsland. Scenografen Carsten Kristensen har skabt en sortsmudsig kakkelverden af bænker og søjler, der konstant signalerer undergrundstoilet - og som i hvert fald ikke giver skuespillerne nogen yderligere hjælp i kampen mod de faste underverdensklicheer.
Derfor er det også tankevækkende, at det danske publikum på sin vis allerede er blevet præsenteret for netop denne historie. Nemlig for få måneder siden på Edison, hvor Kenneth Kreutzmanns betagende Reservoir bogstaveligt talt placerede historien på et herretoilet.
Men hvor bøsseskæbnerne var skildret med både en dybde og desperation - og poesi - som Mark Ravenhills stykke ikke kan hamle op med. Til trods for at Kreutzmann kun lod personerne udtrykke sig gennem kroppene. De fortalte præcis samme historie, men uden brug af et eneste ord. Ikke engang fucking.

*'Shopping and Fucking' af Mark Ravenhill. Oversættelse: Simon Boberg. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Carsten Kristensen. Koreografi: Esa Alanne. Café Teatret til 24. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her