Analyse
Læsetid: 5 min.

Rushdie er stadig i fare

29. september 1998

Den iranske regerings løfte til forfatteren af De Sataniske Vers er ingenlunde en garanti
for hans sikkerhed. Måske tværtimod

Den iranske regerings afstandtagen i sidste uge til dødsdommen mod den britiske forfatter Salman Rushdie garanterer på ingen måde, at Rushdie nu er uden for livsfare.
Reaktioner i iranske konservative medier og fra muslimer uden for Iran oven på den iranske regerings skridt tyder på, at Rushdie måske er i større fare nu end før.
"Måske vil optimismen hos Rushdie og hans tilhængere bane vejen for, at (mord)ordren bliver ført ud i livet hurtigere end ellers," lyder det ildevarslende fra den konservative iranske avis Jomhuri Eslami.
Avisen baserer sin forudsigelse på det faktum, at den ni år gamle religiøse ordre, eller fatwa'en, der påbyder enhver muslim at dræbe forfatteren til De Sataniske Vers, stadig står ved magt. Også selv om den iranske regering i sidste uge erklærede, at den ikke vil tage skridt til at dræbe Rushdie og i øvrigt tager afstand fra en dusør udlovet af en iransk fond til den eller de personer, der bringer Rushdies hoved hjem på et fad.
Den iranske regerings erklæring fik øjeblikkeligt den britiske regering til at gå med til at genindføre fulde diplomatiske forbindelser med Teheran.
Men de konservative iranske medier er ikke de eneste, der udsender lyseslukkende signaler oven på festen. En talsmand fra det iranske udenrigsministerium, en herre ved navn Mahmoud Mohammadi, der menes at blive Irans ambassadør i London, sagde i går, at fatwaen ikke kan tilbagekaldes, og at den britiske forfatters "fornærmende bemærkninger" vil øge muslimernes had til ham. Selv om Mohammadi ikke præciserede, hvilke bemærkninger han hentydede til, er det oplagt, at der er tale om Rushdies udtalelser på en pressekonference fredag i London.
Rushdie sagde her, at han ikke fortryder at have skrevet De Sataniske Vers, at han ikke har til hensigt at sige undskyld og heller ikke vil bøje sig for krav om at trække bogen tilbage fra butikkerne.
"Det er udelukket at trække bogen tilbage. Vi har ikke kæmpet en kamp for ytringsfrihed for at give op, netop som vi er tæt på målet," sagde Rushdie.
Bemærkningerne har også skabt vrede hos Storbritanniens selvudnævnte såkaldte Moslem Parliament of Great Britain. I en udtalelse siger lederen af parlamentet, Ghayasuddin Siddiqui, at kommentarerne viser, "hvor lidt han (Rushdie) har lært af ti års liv i helvede".
"Rushdie genantænder hele konflikten og vil åbenbart fortsætte med at leve en helvedes tilværelse."
Som afslutning på denne liste af foruroligende reaktioner har også en muslimsk jurist, Sheikh Omar Bakri, der er bosat i London, udtalt, at de, der fornærmer profeten Muhammed - som for eksempel Rushdie - snarere bør dræbes af en sand islamisk stat end af individuelle personer. Og efter denne sharia-eksperts utvivlsomt højkompetente mening står sådanne dødsdomme ved magt, uanset at den formastelige "fortryder og bliver det frommeste menneske i verden".

Det var forudsigeligt, at den iranske regerings løfter til den britiske i sig selv ikke ville være nok til at sikre Rushdie en fredelig fremtid, netop fordi den iranske regering ikke taler på vegne af alle verdens muslimer, og fordi fatwaen ikke er trukket tilbage formelt set. Men den britiske regering havde brug for et påskud til at lukke Rushdie-sagen og åbne forholdet til Teheran, hvis ikke britiske økonomiske interesser skal hægtes af på et tidspunkt, hvor Iran kalder på udenlandske investeringer i sin potentielt særdeles lukrative, men foreløbig underudviklede olieindustri. Handelseksperter siger, at britiske selskaber ikke har været udelukket fra at gøre forretninger i Iran, men det anspændte forhold mellem Iran og Storbritannien har holdt britiske selskaber fra at få de bedste kontrakter og gjort visa-ansøgninger til ørkenvandringer.
Inden for de seneste måneder har andre europæiske lande, især Frankrig og Italien, aktivt søgt at forbedre forretningsforbindelserne til Iran, og englænderne ved, at de må handle nu, hvis de ikke skal komme for sent til toget.
I oktober tager en officiel britisk handelsdelegation ledet af olieselskabet British Petroleum eksempelvis til en handelsmesse i Teheran, og britiske olieselskaber har udtrykt deres interesse i projekter, som Iran indbød udenlandske selskaber til tidligere på året.
For Iran handler det om at få så mange europæiske lande som muligt til at støtte Irans ønske - mod USA's vilje - om at være vært for en olie- og gasledning, der skal gå fra Det Kaspiske Hav til Vesten. En alternativ rute er gennem Afghanistan, og Iran håber, at Vesten vil ende med at se Taliban-militsen som en større trussel end den iranske regering.
I disse økonomiske beregninger var Rushdie-sagen rar at få ryddet af vejen for både Iran og Storbritannien. Spørgsmålet er, om udviklingen også er til Rushdies fordel.
Sideløbende udvikler Irans forhold til nabolandet Afghanistan sig i en for Vesten foruroligende retning. Iran sagde så sent som i går, at 95 procent af de ca. 270.000 soldater og revolutionsgardister, der skal deltage i en militærøvelse tæt på grænsen, nu er rykket i stilling og parat til at gå i aktion inden for den næste uge. Selv om iagttagere står på tæerne af hinanden for at forsikre, at Iran nok ikke er ude på andet end at vise muskler, så har den talstærke troppesamling sat fokus på det problematiske forhold mellem de to muslimske nationer, der ikke kan udstå hinanden.

Iran har benyttet Taliban-militsens drab på ni iranske diplomater og en journalist til for en gangs skyld at blive set som offer og ikke forbryder i international sammenhæng, men konflikten med talibanerne har også haft indvirkning på den interne magtkamp i Iran.
Under dække af at statens sikkerhed er i fare har de konservative kræfter lukket en moderat avis, der var i færd med at afprøve grænser for friheden i det opblødte Iran. Åbenbart er avisen gået langt ud over disse grænser, for avisen, der før hed Jameah og siden skiftede navn til Toos efter en første lukning, er nu endegyldigt blevet frataget sin udgivertilladelse. Fire af avisens journalister - herunder direktøren Hamidreza Jalaei-pour, som Information i marts bragte et interview med - er blevet fængslet og risikerer ifølge en islamisk dommer dødsstraf. Dengang sagde Jalaei-pour, at det næsten kom bag på ham selv, at han stadig var i live efter de ting, avisen allerede på det tidspunkt havde tilladt sig at skrive, og der er absolut grund til at frygte for denne modige intellektuelle elites fremtidige vilkår og fysiske overlevelseschancer. Som Rushdie har været det internationale samfunds symbol på kampen for ytringsfrihed over for et islamisk styre, er disse fire fængslede journalister netop nu Irans egne symboler. Man kan håbe, at deres kamp får bare en brøkdel af den opmærksomhed, der er blevet Rushdie til del.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her