Læsetid: 4 min.

Sådan er det med hoteller

12. september 1998

KALENDER
JEG TOG et billede af hotelværelset i den franske provinsby, hvor vi i sommer, tvunget af omstændighederne måtte blive nogle dage. Det ser ikke ud af meget, en bred seng med et hvidt, hæklet tæppe over sig, en standerlampe, antydning af et vindue og et skab. Jeg lænede mig op ad væggen for at komme på afstand, så de rette dimensioner kunne komme frem. Når jeg nu betragter fotografiet, må jeg undre mig. Ikke noget at spendere en film på. I al spartanskhed var det imidlertid ganske tiltalende uden at være spor hyggeligt.
Det skal et hotelværelse heller ikke være. Fascinationen ved at bo på hotel for en overnatning er netop anonymiteten. Jeg accepterer de banale billeder, der gerne hænger på væggen og bevidst trodser kunstens krav. Det er snarere krænkende at udsmykke og forsøge at personliggøre den rejsende rum. Den enkle, brugsprægede funktionalitet er tilstrækkelig og giver plads til de vage fantasier om, hvad der i tidernes løb har udspillet sig af scener, hvis spor er slettet til fri adgang for egne optrin. Man befolker og møblerer rummet med sine genstande og rutiner og lader samtalen hænge sine guirlander på sengestokken, dugger badeværelsets spejl med egen ånde i dens blanding af medbragt tandpasta og tandglassets rødvin.
Én form for standardiseret enkelhed skal jeg advare imod: Den man finder på hotelkæden Ibis' værelser. Det hænger sammen med at maden selv i franske Ibiser er nøjagtig lige så flad og præfabrikeret som møblerne og væggenes blegt sovsede farve.
Men her på Hôtel du Parvis er værelset afsæt for det rigtige måltid, som vi skal ned og bestille. Helt galt går det sjældent i Frankrig, hvor betjeningen er professionel og ritualiseret, beregnet til at overbevise gæsten om, at han er på det bedste hotel og får det bedste at spise og drikke.

"HVAD ER EGENTLIG grunden til, at så mange rejsende bliver boende to-tre dage i Lyon? Når jeg selv har begyndt en rejse, så helmer jeg ikke, før jeg har nået målet!" siger Bertolf.
"Ja, jeg undrer mig nu mere over, at nogen kan løsrive sig fra den by!" svarer Vilhelm.
Sådan indleder to herrer en snak om hoteller og om forskellen på franske og tyske gæstgiverier. Den er iscenesat af den mangesidede humanist Erasmus af Rotterdam i hans Fortrolige samtaler fra 1518, på dansk 1945. Han var en stor europæer uden egentligt hjemland, skrev udelukkende på latin, det lærde fællessprog. Han boede meget praktisk i sproget, der optog og udtrykte alle hans erfaringer og lærdomme i teologi, politologi og åbenbart også gastronomi og omgangskultur, som han her i Colloquia familiaria lod de to nævnte fiktive herrer diskutere.
Der er ingen, der kan have det bedre hjemme end i den bys hoteller! hævder Vilhelm. Der er altid en dame til at krydre måltidet med vid og skønhed. Både værtinden og datteren griber elegant bemærkninger i luften og holder en samtale i gang til det fortræffelige traktement. Selv i soveværelserne er der piger fulde af lystighed og løjer - til at tage sig af vasketøjet.
Bertolf kvitterer med en indgående skildring af de brutalt kommanderende og organiserende tyske hotelfolk og deres grove madvaner og snavsede lagner.
"Det hele ligner Platons stat!" bemærker Vilhelm filosofisk. Den var ikke just munter.

DEN MODERNE rejsende erfarer, at den ny europæisering nogenlunde har udjævnet sådanne forskelle mellem fransk og tysk gæstgiveri, men at i hvert fald den franske, den latinske stil har sit særpræg med faste roller.
Madame kreerer sin restaurantrolle koket, sprogivrigt konverserende, kulinarisk garanterende, mens le patron understreger en machosikkerhed i forskellig effektiv, grundigt belærende hjælpsomhed. Herre over situationen. Indrømmer ingen svaghed.
Da han i hotellets bistro giver tilbage på mine tyve
francs for en café noir, som var det hundred francs, jeg havde lagt, og jeg snart efter gør ham opmærksom på fejlen, indkasserer han tilbagebetalingen nærmest som var det ens egen skyld. Ingen sprækker i selvbevidstheden.
Han hjalp os ud af en større knibe. Accepterede ingen taksigelser.
"C'est normal!" sagde han uden en mine.

MEGET ER SKET på de 480 år, der skiller en fra Erasmus' hotelerfaringer. Men ikke lysten til at generalisere, erkender jeg. I synet på hoteller, i synet på franskmænd. Det er dog vist sådan, at Erasmus ironisk lader sin Bertolf fremture med sine overdrivelser om tyskerne over for den mere erfarne Vilhelm, der lover ham at fortælle ham om hoteller i Italien, i Spanien og i England, men lige nu har han ikke tid, skipperen venter med bagagen til den videre rejse.
Vi andre går op på værelset med den hvide seng, standerlampen og vinduet, fotograferer det, ånder på badeværelsets spejl, og skønt det ikke er Lyon, skriver jeg med fingeren i duggen: Her var vi i tre dage. Vi spiste godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her