Læsetid: 2 min.

Seks tøjdyr søger en koreograf

29. september 1998

Nyt Dansk Danseteater formår ikke at nå frem til historien om forfatteren til Peter Plys

DANS
Inde i den seneste forestilling i Nyt Dansk Danseteaters repertoire ligger den en rigtig god lille historie gemt. Den handler om omkostningerne ved et forfatterskab, om udsugningen af de personer, digtningen bygger på, om den farlige succes. Milne skulle angiveligt handle om forfatteren til bøgerne om Peter Plys, der ønskede at blive berømt for sine voksenbøger. og som kom til at ødelægge livet for sin søn.
Drengen blev tvunget til at være Christopher Robin i al, forhadt, offentlighed - mens faderen forsvandt ind i sit digterunivers.
Desværre kommer denne gode historie ikke frem i Warren Spears Milne.
Det er skuffende lidt, han har at byde sine dansere i beretningen om forfatteren og tøjdyrene. I Milnes to bøger om Peter Plys og hans venner finder vi nogle glimrende karakteriserede personligheder, der beriger vores begreb om verdens beskaffenhed.
Der er det melankolske
æsel og det sangvinske, omkringfarende tigerdyr, der er den ængstelige grisling og pedanten ugle, alle med et særpræg, der fængsler både små og store læsere.
Warren Spears har ikke formået at få denne dybde med i sine dansedyr, der er kostumeret tuttenuttet og forsynet med en alt for elementær koreografi. Heller ikke Fuzzys linde strøm af ikke-mindeværdig musik hjælper på forestillingens mangel på gennemslagskraft.

Alle bliver skuffede
I centrum for Milne står forfatteren, der gjorde sit barn fortræd og som selv blev offer for Peter Plys. Den første historie har Warren Spears valgt fra, mens han koncentrerer sig om skismaet imellem Milne og de fantasivæsener, han har manet frem og som han forsøger at værge sig imod.
Desværre evner han ikke at karakterisere disse personer: Victoria May bliver udstillet som Ninka Ninus alias Monica Lewinsky som playboy-bunny (uden cigar, med pibe) i en vittighed, der meget snart bliver trættende, den glimrende karakterdanser Helen Saunders har fået tildelt en Grisling, der ligner en blanding af Klatremus og Pippi Langstrømpe og sammen med Ugle i Bedstemor And-kostume har de alle på en eller anden måde sex med forfatteren. Dybt utroværdigt!
Peter Plys er en børnebog med dybde og humor - Milne er en forestilling, der ikke kan bestemme sig til, hvem den vil henvende sig til.
Claus Rostrups scenografi og kostumer signalerer børneteater, handlingen henvender sig til voksne. Alle bliver skuffede. Også dem, der måtte forledes af programmets forside til at tro, at vi kommer til at se Peter Plys i bar røv og et homoerotisk forhold til A.A. Milne.
Warren Spears har for lidt på hjerte til at fylde sin plads som kunstnerisk leder af Nyt Dansk Danseteater, et ensemble, der skriger på en ny koreograf.

*Nyt Dansk Danseteater: Milne - portræt af en forfatter. Koreografi: Warren Spears. Komponist: Fuzzy. Kostumer: Claus Rostrup. Dansescenen, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu