Læsetid: 4 min.

Sensibilitet fremfor følelser

1. september 1998

Massiv ligegyldighed præger Asger Schnacks firkantede digte

NYE DIGTE
I en endnu upubliceret bog (der dog udkommer på fredag) giver Niels Frank bl.a. en barsk karakteristik af "den dårlige digter": "Han kan ikke læse sig selv, han er blindt forelsket i sine egne digte. Han er taknemlig for det mindste tegn på, at de også er forelsket i ham."
Beskrivelsen forekommer mig at passe beklemmende godt på de 60 kasseformede tekster i Asger Schnacks nye udgivelse - digte, af hvilke det tydeligt fremgår, at manden holder meget af at skrive, også når han ikke har nogen verdens ting at skrive om.
Som ramme om ingenting har Asger Schnack denne gang valgt en rektangulær ordansamling af den type, som Ivan Malinowski perfektionerede i Romerske bassiner (1963), og som siden hen er set udnyttet med held, f.eks. af Erik Knudsen med Hjemme i labyrinten (1988). Senest har Katrine Marie Guldager (i Styrt, 1995) og Morten Søndergaard (med Ubestemmelsessteder fra 1996) trukket formen i episk retning og derved opnået særlig fortætning. Hos
Schnack derimod er der tale om en art lyrisk mylderbæ, Schnellscheiss som det kaldes på tysk.
Efter en knap, tit skæv, tilsyneladende tilfældig optakt får i hvert enkelt digt tanker og billeder lov at strømme, efter et uudgrundeligt associativt princip. Der vælges ud i indfaldene alt efter rytmisk og klanglig nærhed, eller via løse koblinger gennem betydning, indtil formen står fuld af ord. De fyldigste kasser når op på 12 eller 13 linjer, den korteste tekst består af én sætning; men digteren holder som regel inde efter syv-otte linjer, som her i "Lidt latterligt":
"Jeg venter på noget stort, noget større, venter en tidlig / morgen, før noget andet, før det tidlige. Det er lidt latter- / ligt at tænke på, halstørklædet i vinden, de blå mærker, de / kraftigt tegnede øjenbryn, læberne, let adskilte, og den / store kærlighedserklæring. De røde stængler, lårene som / enorme stilladser, en biograffilm og et mørke, ansigtet / kunne forsvinde i. Det sorte hår, motorlyden fra en anden / tid, dunkende i bevidstheden, mavens bue i det høje / græs."

Mangel på præcision
Direkte dårligt er digtet vel ikke, og decideret klodset bliver fremgangsmåden aldrig hos Schnack. Forsøgene skæmmes kun af en mangel på præcision, der som her gør helheden ubestemt og intetsigende. Problemet med
Schnacks valg af form ligger i, at han konsekvent afstår fra at forsyne den enkelte kasse med lokale, blot midlertidige regler. Ud fra en køn forestilling om frihed, der formentlig i sidste ende er digtekunsten fremmed, lader han ordene plaske af sted, uden at give dem og sig selv modspil i form af indre kriterier.
Forklaringen kan kun være, at han straks efter den første linje elsker sit digt betingelsesløst. Men dertil kommer, at han som forfatter giver for lidt af sig selv. Han forveksler systematisk følelse med sensibilitet. Den første, som er personlig og dyb, lokker tit digtere til for alvor at plumpe i, så de drukner. Den anden derimod er anonym og overfladisk, hvorfor den tillader hvem som helst at sanse og tænke på hvad som helst: risikofrit, men ligegyldigt.

Det gode digt
Per Højholt har sagt, at digtet skal have lige præcis så meget eller så lidt af digterens personlighed, som det behøver for at blive et godt digt. Men hånd i hånd med dette almene krav går altid fordringen om en formmæssig andethed, tekstens kølige blik på sig selv, den gradvise tilkomst af en bevidsthed ud fra hvilken digtet så at sige kan læse sig selv. Rigtig gode digte rummer derfor en spænding mellem noget dybt personligt, som ingen rigtig kan vide hvad er, heller ikke digteren selv, og så en objektiv, fælles indsigt tilvejebragt gennem strukturelle principper og valg.
At sådanne lovmæssigheder trods alt foresvæver selv Asger Schnack, viser sig ved, at hans digte midt i den diarrélignende pludren om sex, rejser, tøj og musik ofte tematiserer sig selv, som når der kredses antydende om bogstaver, ord og sætninger eller snakkes om skrift og papir. Men også på meta-niveau får tyndhed og slaphed lov til at dominere.
"Jeg er ked af det, helt tømt for ord" står der i bogens andet digt. Skulle udsagnet tages for pålydende, måtte digtet slutte dér. I stedet fortsætter Schnack: "Jeg er ked af at jeg er ked af det og ikke fyldt til randen af glæde og en stor evne til at kunne holde igen."
Det er slapt skrevet, for så vidt som "ikke fyldt til randen af glæde" intet nyt føjer til i forhold til "jeg er ked af det", men også fordi "en stor evne til at kunne" udtrykker det samme to gange.
Sandfærdig forekommer dog digterjeg'ets konstatering: at det kniber med at holde igen. Gid Asger
Schnack ville tage og stramme balderne lidt næste gang. Gavmildhed og frihed er fint nok, ude i tilværelsen, men som principper for poesi duer de ikke til noget.

*Asger Schnack: 1998. Prosalyriske tekster. 70 s., 148 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her