Læsetid: 6 min.

September '73

12. september 1998

Intermetzo
Med mellemrum har verden unægtelig taget sig mere løfterig ud end med andre mellemrum. Som for eksempel for godt et kvart århundrede siden da præsident Salvador Allende på god demokratisk vis var kommet til magten i Chile og med sit eksempel viste, at USA og United Fruit Company tilsyneladende ikke mere bestemte alt i the Western Hemisphere. Monroe-doktrinen gjaldt selvfølgelig stadig, hvem havde haft noget imod John F. Kennedy's håndfaste afvisning af sovjetiske atommissiler på cubansk område? Hvem anfægtede supermagtens ret til intervention over for udskejelser mod naturlige amerikanske sikkerhedsinteresser? Hvem kunne og turde anfægte et selvbevidst og handlekraftigt USA, der jo fortsat var i nådesløs koldkrig med rivalen i øst og havde sit at se til?
Friheden måtte selvsagt finde sig i visse begrænsninger, naiviteten ligeledes. Alligevel foresvævede det mange - vel de fleste med varig erindring om amerikanernes opofrende deltagelse i den gode krig i Europa - at demokratiske institutioner i lande under storebrors paraply i det store og hele respekteredes.
Jo, selvfølgelig var der Guatemala og den Dominikanske Republik o.s.v. o.s.v. Men disse håbløse bananrepublikker kunne man jo ikke regne med. Anderledes hvad angik Chile med de stolte demokratiske traditioner.
Chile som under den kristelige demokratiske præsident Eduardo Frei havde markeret sin delvise økonomiske selvstændighed over for USA med Vinãr del Mar konferencen i 1968, en fælles latinamerikansk interessesammenslutning uden USA's deltagelse. Og Frei havde opretholdt demokratiet. Samtidig - og som en forståelsens understrøm i hele historien - var chilensk politik og økonomi totalt påvirkelig og afhængig af sædvanligvis vildt svingende priser på landets dominerende eksportråstof, kobberet.
Frei kunne på den ene side med relativ succes gennemføre visse længe forlangte jordfordelingsreformer. Men netop kobberpriserne og deres pludselig fald i 1967 - efter betydelige stigninger ved Vietnamkrigens begyndelse - slog bunden ud af husholdningen og tvang præsidenten i knæ. Da han under minearbejderstrejkerne og blodige demonstrationer mod elendige boligforhold ydermere var så letsindig at sætte den enerådende hær ind, vendte flere end sædvanligt sig til anden side og støttede folkefrontens ledende politiker Salvador Allende.

Ved valget i 1970 vandt Allende, ikke mindst fordi højrefløjen havde opstillet to konkurrerende kandidater. Bag Allende stod fem-eks mindre ikke særlig overensstemmende folkefrontspartier, samlet i Unidad Popular, som blandt andre indbefattede på den ene side Castro-inspirerede revolutionære og på den anden ganske almindeligt ikke socialistiske radikale. Flest stemmer stod bag Allende. De gode så til med optimistisk tro på fremskridt og politisk civilisation i Latinamerikas længste land, ja i hele Latinamerika, mens den chilenske kongres ifølge parlamentarisk sædvane - ivrigt manipuleret af CIA, skulle det vise sig bagefter, til om muligt at gøre det modsatte - udpegede Allende som præsident.
I begyndelsen gik det som smurt. Eller ihvertfald meget godt. Men så var det, at Allende begyndte at foretage sig noget, som man ikke skal foretage sig med en supermagt som overbo. Han nationaliserede - iøvrigt med Kongressens velsignelse - de amerikanske kobberminer og pumpede pengene ud igen til fordel for beskæftigelsen. Underskud på statsbudgettet og betalingsbalancen samt inflation på godt over 100 procent. Ukontrollable prisstigninger, hyperinflation, er - som alle der interesserer sig for de mindre løfterige mellemrum i verdenshistorien vil vide - noget af det mest forbandede man kan komme ud for. Også hvis man ellers har nogle lyse idéer om fremtiden.
Inflation og truslen om reformerende samfundsforandringer, hvor nogen skal give afkald på privilegier, er en sur kop øl, der kan få småsparere og folk, der skal have pengene til at slå til - læs i Chiles tilfælde husmødrene - ud på gaden. Det kom de. Med potter og pander, der som bekendt larmer skræmmende når man slår dem mod hinanden. Dette var Køkkengrejskontrarevolutionen, ydermere støttet af vognmændene, der jo også tilhørte de små næringsdrivende, og som effektivt simpelthen indstillede deres virksomhed.
Dette sidste var intet mindre end en katastrofe i den chilenske infrastruktur, hvor 80 procent af transporten var - og vistnok næsten lige så udpræget stadig er - afhængig af lastbiltrafikken. I dette oprørte mudder svømmede CIA's agenter rundt som ål, mens amerikanerne generelt rettede lammende sanktioner mod chilensk handel. Tak for sidst for det med minerne, skulle de hilse og sige.
I og for sig var alt dette dog ikke tilstrækkeligt til at folkefrontsregeringen burde bryde sammen. Det skete til oppositionens og Nixon-regeringens store ærgrelse heller ikke. End ikke som følge af vognmændenes aktion.
Tværtimod styrkede Allende sin position i Kongressen ved et nyvalg i 1973. Det forhindrede imidlertid ikke at det hele gik ad helvede til. Erhvervsinvesteringerne var sat i stå, forhandlingerne mellem regering og de Kristelige Demokrater om et nationalt kompromis, Allende kaldte det håbefuldt "historisk", gik på gulvet. Store dele af folkefrontens venstreside ville ikke være med til, at regeringen satte selvbestaltede virksomhedsovertagere ud med legal magt.

I den situation var det så, at Allende, som åbenbart troede han kunne lidt endnu, udnævnte en ualmindelig usympatisk børste til hærchef: General Augusto Pinochet, et dumt svin uden lige, der allerede var dybt inde i konspirationer med en militærjunta af ligesindede, og som næsten umiddelbart efter - i disse smukke septemberdage for 25 år siden - slog til og gennemførte et af de mest blodige militærkup i nyere historie.
Salvador Allende selv blev myrdet under stormen på residensen i Santiago. Hvem glemmer nogensinde billedet af præsidenten, der sammen med et par medarbejdere i en af paladsets porte bevæbnede med maskinpistoler spejder mod de angribende jagerfly.
Utallige sympatisører eller blot anstændige folk, tusinder og atter tusinder, spærrede kupsoldaterne denne dag og dagene efter inde på stadion. Adskillige blev myrdet, heriblandt sangeren og guitaristen Victor Jara, og endnu flere torteredes på det mest bestialske. Heriblandt også Victor Jara, inden de skød ham. Som de skød så mange, og dem de ikke skød, slæbte de efter flere mishandlinger i koncentrationslejre hastigt oprettet i det langstrakte lands mest øde og golde områder.

Pablo Neruda, der selv døde i næste uge for 25 år siden i umiddelbar forlængelse af Pinochets blodige voldtægt af Chile, Neruda, som akkurat fik sat punktum for sine erindringer med fordømmelsen af skændselsgerningen, ham nåede de ikke at myrde eller sætte i koncentrationslejr. Men mens Neruda døde, indlagt på Santa María-klinikken i Santiago, mens digteren lå i sin yderste dødskamp, som Antonio Skármeta beretter, plyndrede de hans hjem for foden af San Cristóbal-bjerget. Ruderne knuste de, og åbnede alle vandhaner, så der blev oversvømmelse. Og hvor militæret havde forhindret enhver folkelig deltagelse i nedkulingen af Allende, trodsede Nerudas ligfølge soldaterne.
Fra blomsterstaderne uden for Mapucho-stationen lød råb til ære for den døde digter. Et andet gjaldt den myrdede præsident.
Chiles lange skændselsperiode var begyndt og er trods genindført demokrati - med måde - frie valg - med måde - borgerrettigheder - med måde - aldrig ført til en værdig og tilfredsstillende afslutning.
Forbryderne, de egentlig ansvarlige for destruktionen af den lovligt valgte chilenske regering og mordet på Salvador Allende og ødelæggelserne af Pablo Nerudas hjem og mordet på Victor Jara og mordene på tusinder andre og ødelæggelserne af tusinder af andre hjem og mishandlingerne af tusinder og tusinders tvungne eksil er aldrig blevet draget til ansvar for en domstol.
Højforræderen Augusto Pinochet, der modvilligt og kun efter at have sikret sig i enhver henseende omsider opgav sin post som øverstkommanderende general, er fortsat medlem af det chilenske senat. På livstid er denne morder indsat i senatet, indsat af ingen ringere end sig selv. Kan nogen tænke sig en højere bestemmelse i et af verdens dystre mellemrum!
Som en ond parodi på en romanfigur hos Gabriel García Márquez.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu