Læsetid: 4 min.

Den sigende tavshed

9. september 1998

Rummeligt udvalg gør status over Knud Sørensens korte prosa

Ny bog
Da Knud Sørensen i fjor udsendte sin første roman og fuldt fortjent høstede ros for sin nænsomme skildring af en dreng i besættelsens år, føltes det som fuldbyrdelsen af en lang litterær modning.
Som prosaist begyndte Sørensen nemlig for over 20 år tilbage, og når han siden da har formået at perfektionere sin evne, rendyrke sin stilfærdige stil, og efterhånden grundigt har fået kortlagt sit felt, det usynlige landbo-Danmark, skyldes det utvivlsomt en gunstig kombination af nysgerrighed og uendeligt tålmod.
Knud Sørensen er med tiden blevet de landlige eksistensers fortæller og indforståede fortolker. Han holder sig til fakta og nøjes stort set med at gengive, hvad der kan høres og ses; men fordi han véd, hvad overfladen skjuler, har han midt i al troskaben over for det konkrete fremelsket en særlig antydende lydhørhed. Hvor han i sine første noveller havde tendens til gumpetunghed og hang til en overpædagogisk ske-madningsteknik, bevæger han sig nu smidigt ind og ud af bevidsthederne på landbomiljøets kvinder og mænd, ligesom han effektivt forkorter og beskærer sin prosa i sikker tillid til, at læseren nok fatter pointen alligevel.
Samtidig er han blevet flink til, i kraft af korte rids, at få hele historien med, fra helt omme på den anden side af landboreformerne og til de seneste år med de nyeste fænomener: Ekspropriering, tvangsauktion, mobiltelefoner m.m. - for slet ikke at tale om landbokvindernes udearbejde og alle de jordskælv det frembringer i den mandlige identitet.

Sørensens bedrifter
Kyndigt forvaltet af Johannes Riis gør novelleudvalget Som man ser det nu status over Sørensens bedrifter. Der lægges ud med en nabostrid tilbage i trediverne og sluttes af med "Gratulanten", den ubetaleligt grinagtige beretning om en sognemagnats 80-års dag, hvorved en komposition kopieres fra Naboskab (1991). Men ind mellem disse to tekster skydes 14 andre, således at bogen i sin helhed fremtræder som kortlægningen af et større, tøvende landskab. De længste noveller læses som jordbundsprøver nede fra grunden, men de korteste får samtidig tildelt en ny betydning som enkeltbilleder af særlig markante lokaliteter.
Hvad der især slår én ved gensynet med disse tekster - vel sagtens bl.a. udsendt for at fejre forfatterens 70-års fødselsdag afvigte marts - er hans støt voksende sans for den sigende tavshed. Umiddelbart kan fortællestilen virke, som om alting bliver sagt, men man snubler tit over små lumske huller, hvor væsentlige oplysninger mangler, simpelt hen fordi de ikke kan medtages hvis stilen skal virke autentisk, i pagt med de personer og det miljø, der beskrives.

En udstødt
Hvordan dette går for sig i praksis, kan måske illustreres ved en passage fra novellen om gårdmanden, der brat bliver udstødt af det lokale fællesskab. Hans ejendom ryger på tvangsauktion, hans kone begår muligvis selvmord, så aflyses tvangsauktionen, og alting bliver næsten som før.
Mens Evalds krise står på, pønser hans naboer på, om de mon kan komme ham til hjælp, og da hans liv styrter sammen, tænker de på at besøge ham; men ingen af deres velmente indfald bliver til noget som helst, og da historien så fortælles, mange lange år efter, har de lukket af over for ham, ligesom han efterhånden har lært ikke at have at gøre med dem.
Beretningen kommer i skred en kortspilsaften, hvor to nabopar er samlet. "Ser I noget til Evald?" bliver der spurgt, og straks vælter hele historien om ham gennem knolden på tekstens fortæller, som en stribe onde gensyn med noget han helst ville have glemt. Men lige forinden tales der om en kjole, som en af konerne fik dengang - til Evalds og Sonjas bryllup. "Nå, ja den," siger naboen og ryster - skriver Knud Sørensen - "på den indvendige del af hovedet i retning af mig."

Snærende grænser
Sørensens bedrift består i at synliggøre det, der aldrig kan drages helt frem i lyset, og sige det usagte med en tysthed, der svarer til miljøets balance mellem beskyttelse og fortabelse. At tie om det alle véd, og kun antyde hvad man stensikkert fornemmer, det er en livskunst, der gør det muligt at manøvrere år efter år, gennemføre et menneskeliv inden for landbomiljøets nok så snærende grænser.
Men midt i al indforståetheden og den besværlige hensynsfuldhed går mennesker ind imellem til grunde. Man udstødes og usynliggøres, man spindes ind i et net af sladder eller af ordløs bagvaskelse. Nogle bryder ud, nogle bider tænderne sammen og klarer sig trods alt igennem. Andre lider til den bitre ende. Men pludselig en dag er en af de ensomme bare død.

*Knud Sørensen: Som man ser det. Udvalgte noveller. 235 s. 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her