Læsetid: 5 min.

Sisyfos- opgave for Clinton

1. september 1998

Men det ikke udelukkes, at et Rusland svækket af en dyb finansiel og politisk krise vil vise sig mere imødekommende over for USA's udenrigspolitiske krav

UDFORDRINGEN
BOSTON - Kan den belejrede Bill Clinton gentage sin succes fra Kina-rejsen i juni, når han og Boris Jeltsin i dag starter et to-dages topmøde i Moskva?
Dét er utvivlsomt, hvad den amerikanske præsident har gået rundt og drømt om under sin ferie på Marthas Vineyard i den forløbne uge.
Både Clinton og Jeltsin fremstår som politisk svækkede. Teoretisk set ville det derfor være i begge lederes interesse at demonstrere en evne til at tage beslutninger og give omverdenen indtryk af handlekraft.
Men det bliver lidt af et hokus pokus-nummer at udføre, for præsident Jeltsin menes i bedste fald at være distraheret af Ruslands alvorlige finansielle og politiske krise og i værste fald mentalt ude af stand til at tage beslutninger.
Dertil skal lægges, at Rusland endnu ikke råder over en ny regering. Så hvem skal Clinton og hans følge af ministre og viceministre egentligt tale med og om hvad, spørger mange amerikanske kritikere af topmødet.
Udfordringen til den amerikanske regeringsleder er kolossal, men Clinton har ofte demonstreret, at han er i bedste velgør og skarpest, når han står over for en uventet Sisyfos-opgave. Det samme kan næppe sige om hans ven Boris, der ofte under topmøder med Bill har valgt at give amerikanerne store indrømmelser for derefter at være ude af stand til at indfri løfterne senere hen.
Et illustrativt eksempel er Traktaten om Nedrustningen af Strategiske Kernevåben START II, som det amerikanske Senat har godkendt, og Jeltsin lovede Clinton at få igennem Dumaen under deres sidste topmøde i Helsinki i foråret 1997. Endskønt den samlede russiske generalhærstab støtter START II, er det endnu ikke lykkedes at overbevise det russiske kommunistparti. Og Jeltsin har ikke ønsket at ofre meget politisk blod på sagen.

Årsag er Starr
Indtil for en måned siden var det officiel amerikansk politik, at præsident Clinton ikke ville rejse til Moskva og holde et topmøde med Jeltsin, med mindre denne fik Dumaen overtalt til at ratificere START II. Men i juli skiftede Det Hvide Hus pludselig mening og droppede denne betingelse. Nu var det helt i orden, at Clinton møder Jeltsin i Moskva.
Onde tunger vil vide, at Det Hvide Hus allerede så sorte skyer trække op i horisonten i forbindelse med Bill Clintons indstævning som vidne for særanklager Kenneth Starrs storjury i midten af august. Eter sommerferien kunne præsidenten let få brug for en vitaminindsprøjtning, hvis afhøringen gik galt.
Det gjorde den som bekendt - i hvert fald i politikeres og opinionsdanneres øjne. Den offentlige mening i USA synes derimod mere indstillet på at tilgive præsidenten for hans sidespring i Det Ovale Kontor, hvis han vel at mærke kan demonstrere stærkt politisk lederskab i den nære fremtid. For et par uger siden gav Clinton terroristerne igen af samme skuffe ved at affyre nogle missiler. I dag og i morgen skal han spille statsmand i Moskva.
Mindre kyniske iagttagere fremhæver, at USA ikke kunne blive ved med at sidde tilbagelænet, mens Rusland langsomt men sikkert glider mod afgrunden.
Alene Clintons komme kan tvinge kompromisløse politikere i Moskva til at bløde op og måske midlertidigt mobilisere en vis tillid på de internationale valutamarkeder til en ny regering.
Hertil kommer, at USA øver stor indflydelse på den Den Internationale Valutafonds politik i kraft af sin finansielle ydelse på 25 pct. I realiteten kan Clinton derfor et langt stykke henad vejen formulere de betingelser, som den russiske regerings økonomiske reformprogram skal opfylde for at modtage flere låneudbetalinger fra IMF.
Ydermere påkalder den urovækkende spredning af kernevåben til Indien og Pakistan, Ruslands eksport af nuklear teknologi til Iran, en ny udfordrende linie fra Irak og borgerkrigen i Kosovo et koordineret svar fra USA og Rusland.
I den forbindelse kan det ikke udelukkes, at et Rusland svækket af en dyb finansiel og politisk krise vil vise sig mere imødekommende over for USA's udenrigspolitiske krav, dersom betingelserne for udbetalingen af IMF's anden rate på 4,3 mia. dollar i denne måned bliver lempet.

Priskontrol er ok
Det måske afgørende spørgsmål bliver, om USA vil kunne acceptere Ruslands korte deroute fra liberale markedsøkonomiske reformer og tilfredsstille det kommunistiske partis krav om øget statskontrol med økonomien. En sådan ville skabe et minimum af politisk stabilitet, hvilket er forudsætningen for et come-back for den devaluerede rubel, en genoplivelse af den krakkede børs og udarbejdelsen af en gældssaneringsplan for de konkursramte banker.
Rusland-eksperten Padma Desai fra Columbia University mener f.eks., at intet bør være til hinder for midlertidig priskontrol og en vis grad af statskontrol med store industrier, som i mange tilfælde er blevet malket for penge af korrupte finansbaroner.
Rusland blev i juli lovet lån fra Valutafonden på 23,6 mia. dollar udbetalt i fem rater over de næste 2-3 år. På det tidspunkt gik regeringen under ledelse af den liberale Sergej Kiryenko med til at føre en stram budgetpolitik, fortsætte med privatiseringerne, vedtage reformer af investeringslovene og skrabe flere skatter ind.
I begyndelsen af august blev den første rate på 5 mia. dollar udbetalt. Kort efter krakkede børsen, rublen gik i frit fald og stat og banker kunne ikke indfri deres udenlandske lån.
Det står derfor klart, at et anderledes robust og omfattende reformprogram er nødvendigt for at genoprette tilliden.
Ingen tør foreslå en chokterapi, som ville gå hårdt ud over den russiske befolkning og utvivlsomt give kommunister og ultra-nationalister endnu mere vind i sejlene. USA ville også risikere at blive udpeget som skurken og miste den betydelige indflydelse over russisk udenrigspolitik, man har opbygget siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
I stedet for ensidigt at fokusere på ultraliberale reformer af russisk økonomi gør præsident Clinton klogt i at anerkende de betydelige fremskridt, der er blevet gjort, siden Rusland blev et demokrati, fremhæver professor Desai. De inkluderer en økonomisk åbning mod resten af verden, nedskæringen af de stående styrker og et mindre forsvarsbudget.Hvis blot den rette retning - med få omveje - kan holdes, står USA og dets allierede i en ulig mere fordelagtig situation end med et kaotisk, autokratisk og fjendtligt Rusland bevæbnet med en anseelig nuklear slagstyrke. Det er perspektivet, Clinton vil have for sig under topmødet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her