Læsetid: 4 min.

Situationist hærger forstad

11. september 1998

Jens Jørgen Thorsen sender kyssekunsten til Rorschach-test

Byens lys
Med to indkøbsposer slaskende om forhjulet cyklede jeg ned ad hovedgaden i en kapitalstærk københavnsk forstad, da mit øje ramtes af følgende sentens, tværet hen over en glasfacade: Farvekussen kysser.
Indrømmet, de ord udløste en cykelafstigning. Behersket og dog målrettet - som kvarterets takt og tone foreskriver - nærmede jeg mig denne nyopdukkede syndens hule, med mistanke om, at havde den ligget i den berygtede ende af Istedgade, ville facadeskiltningen have været langt mindre ligefrem, vel sagtens noget i retningen af Eros-center. Sådan er byens strata jo så forskellige, herude i borgerskabets eget habitat skal folk åbenbart helst have det kønslige serveret uden omsvøb.
Med næsen klinet til butiksruden kunne jeg snart konstatere, at der selvfølgelig var tale om det lokale galleri, som i anledning af ophængningen af Jens Jørgen Thorsens værker havde taget navneforandring.

Kloninger i kilometervis
Midt for i vinduesudstillingen stod et stort lærred, rigtignok af selveste Thorsen, med regelmæssige farvesprøjt i forskellige kulører. Festligt. Men det ville for selv den ivrigste husar kræve mindst et års forbrug af
Viagra indtaget i en mundfuld, hvis det billede skulle aftvinges blot et enkelt sjofelt kys.
Jeg kastede et blik rundt i lokalet derinde, og der var de så, alle billederne, op ad vægge og ned ad stolper hang de, snesevis, måske hundreder, hvis man medregnede de kasser med yderligere billeder, der anedes i baglokalet, og alle lignede de hovednummeret på hæderspladsen ud til gaden og dermed hinanden, kloninger så perfekt ens, at de må udløse krampegråd i Etisk Råd, reproduktioner hvis overlegne antal forplantede deres almagt ud gennem ruden, ud til alle forstadsvillaerne i en radius af mindst fem kilometer, åh gud disse vidunderlige villaer med masser af gabende tomme vægge, der ventede på at Thorsen skulle indfinde sig og gøre fyldest fra gulv til loft, en feber af hektiske pletter, der ramte vej efter vej kommunen rundt med ens, ens billeder, den endelige ro.
Den eneste forskel på billederne var størrelsen - en lang og en kort, på tværs eller højkant, du kan blot sige til. Jo, der var også forskel på prisen. Sofastykket på størrelse med lågen på et Gram-køleskab kostede det samme som at have et barn gående et par år i den bekostelige kommunale børnehave.
Se, dette kan godt opleves som et hidsigt indhug i formuen, specielt hvis man - skam dig - skulle få den tanke, at varen ikke er kunst, men snarere nydelig dekoration, som rettelig først burde forsynes med dobbeltklæbende tape på bagsiden af billedrammen for nemmere ophængning, for derefter at blive udbudt fra en tapetforretning et par numre længere henne ad gaden. Vel at mærke til pågældende butikstypes sædvanlige meterpriser.
Men hvem har i en politisk korrekt epoke - og netop på et tidspunkt hvor landets forstandige kulturminister går og tænker over uomtvisteligt nødvendige forbedringer af billedkunstnernes vilkår - hvem har da lyst til at tænke rindalistisk eller det, der er værre?

Gynækologisk happening
Netop da slår det mig, at forstadens farvekusse selvfølgelig ikke skal tages for pålydende. Med Magritte må jeg erklære, at dette er ikke en maleriudstilling. Det er sgu da en situationistisk happening, med Thorsen i leopardbukser og hoplaform.
Manden, der er knivskarp menneskekender, støder frygtløst frem efter at have afluret kvarterets socialkarakter. På for eksempel hellerupske Tuborg Boulevard (ja, det er der noget der hedder, her ligger de multinationale revisormastodonters danske afdelinger) kan man iagttage den adfærd, der er karakteristisk for bemeldte potentielle kunstpublikum. Med en Henrik Cavling-parafrase:
Alle ansigter sveder. I enhver muskel ser man overanspændelse, i enhver mine højtryk. Man har hurtig følelsen af, at alle disse mennesker skal dø pludseligt, og at det er angsten for ikke at blive rigtig færdig, som på en gang fremskynder deres bevægelser og præger dem med gravens alvor. Folk spadserer ikke, taler ikke sammen og ler ikke ad hinandens vittige bemærkninger. De galopperer, hilser med en nervøs bevægelse, uden at bevæge læberne, bare af sted, op i en kontorbygning, ud til lufthavnen, til Frankfurt, til USA eller til deres hjem.
Det er dette fortravlede folkefærd og dets mere satte forældre - begge grupper med flere penge end dannelse (uha) - som situationisten Jens Jørgen Thorsen ifølge facadens slogan vil udsætte for en særlig gynækologisk terapi. Han har udtænkt den i en visuel form, hvis dybere mening er bevaret som en forretningshemmelighed på linje med formlen for Coca-Cola.
Jeg knugede cykelstyret og gættede på hans strategi.
Ved at fokusere på Jens Jørgens plamager (i det omfang de ikke går i et med tapetet), kan betragteren gennemføre en flerfarvet Rorschach-test. Nu skal man bare hælde af, kom med det hele, baby. Alt er tilladt, traumer og fobier er lige velkomne, samtlige vrangforestillinger kan om behovet melder sig frit tolkes ind i de taknemmelige lærreder. Man vil føle sig lettet, også for penge. Man vil føle sig tryg, for alle andre får samme terapi. Sikker sex og sikker kunst.
Og så netop når hele flokken tuller rundt og fortæller hinanden, hvor lykkelige de er blevet, efter de har anskaffet sig en ægte og flot signeret Thorsen, vil kunstneren himself i årtusindets største happening smide kejserens nye klæder (det er svært) og vise ingenting frem. Det Chokerende Ingenting som efterlader enhver målløs. Gok!
Jeg var faldet i staver og blokerede fortovet. Jeg bed min upassende interesse for pletterne efter Thorsens kyssekunst i mig, hankede op i indkøbsposerne og pedalerede hjem til de fire vægge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her