Læsetid: 3 min.

Skjult reklame

4. september 1998

Vi er så vant til reklamer alle vegne efterhånden, at vi for det meste bare kan svinge os op til at diskutere, ikke om de bør være der eller ej, men om de er fede. Skjulte reklamer er dog for galt. Det er vi enige om. Men har nogen tænkt på de skjulte og uhonorerede reklamer, der er i bøgerne? Jeg er f.eks. enormt letantændelig og får pludselig lyst til dét, mine hovedpersoner går og nyder.
For nylig var det Bloody Mary, denne festlige drink, og jeg begyndte at lede efter Tabasco. En anden dag var det Barolo, som Professoren i Dag Solstads Professor Andersens nat drikker i sin ensomhed. Det er en kraftig italiensk rødvin og til at få fat i.
Det er værre med den lækre bananvin, som hovedpersonen i Morten Ramslands roman Akaciedrømme drikker hele tiden. Det kræver vist en lille jagt for at få fat i den, så jeg nøjedes med chips, som hans dovne kæreste nyder på sofaen. Pludselig kunne jeg smage det på tungen, og behovet opstod. Det skulle være de grove. Der var ingenting at betænke sig på. Læseren måtte direkte hen
i Netto.

Forbrugsfristelser
Men der er ikke kun reklamer for mad og drikke i bøgerne. Der bliver også hele tiden nævnt en masse tøjmærker, urmærker, særligt fede forretninger og meget andet. For ikke at snakke om byreklamerne. Rejseguides gå hjem! Inden du tager til New York, bliver du for eksempel nødt til at læse Colin Harrisons nye roman Manhattan Nocturne, hvor du vil finde de mest fremragende beskrivelser af livet dér, tempoet, energien og alt det andet.
Men du kunne også starte med en dansk digtsamling. Lyrikeren Klaus Høeck udgav sidste år en digtsamling om New York, Honeymoon, hvor adskillige af byens forbrugsgoder og fristelser omtales, ja simpelthen hyldes. Jack Daniels, Budweiser, Levi's, Marlboro, Nike og alle de andre. Også det multikulturelle ved New York fejres i denne lille bog. Til gengæld ville jeg som udlænding nok give mig til at læse Hærværk, hvis jeg skulle til København. Her får man gadernes liv beskrevet af en digter med kolossal sans for detaljer, og de bliver næsten mere levende end i virkeligheden.

'Skriv om mig!'
Den største sponsor i litteraturen er dog hverken tøjfirmaer eller borgmestre, men andre døde og levende forfattere. "Skriv om mig," råber de døde fra graven. "Skriv om mig," ringer de levende og beder om. For litteraturen reklamerer hele tiden for de andre forfattere og deres bøger. Lige som der på Cornflakespakken fortælles om firmaets andre produkter, kan man hos a/s litteraturen ikke undgå at få nogle hints til de andre eksemplarer.
Det værste eksempel for tiden er nok Peter Laugesens nye digtsamling Når engle bøvser jazz, hvor der rables navne af, så man skulle tro, han skyldte de andre millioner, og at det nu var pay-back time.
Men den nysgerrige læser kan så gå ind, nærmest som på nettet, og åbne for Laugesens univers ved at gå på rejse i konteksten, i sammenhængen, hans backinggruppe. Stikordene er givet.
Men de er ikke altid positive. Nogle forfattere skriver også om dem, de hader, og det er tit mere underholdende. Der er en dårlig reklame for Tjekhov på side 252 i den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks seneste bog Det nye liv, hvor man ikke får lyst til at læse Tjekhov. Til gengæld tager læseren sig nogle sider længere henne en Tuborg, og det lyder som en god idé.
Den er købt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her