Væsentligt værk om Guldalderens måske vigtigste kulturformidling i Norden
NY BOG
De fysiske rammer om den hjemlige litterære salon i dette fænomens storhedstid, 1780-1850, kan vi den dag i dag opsøge uden større ulejlighed. Nær Carlsbergbryggerierne over for Søndermarken på toppen af Valby Bakke ligger Bakkehuset, hvor professor Knud Lyne Rahbek og hans hustru Karen Margrethe, kaldet Kamma (1775-1829) så at sige dagligt modtog det litterære åndslivs fremmeste.
Her diskede Kamma op med te og kager eller et måltid med vin og frugt, beskedent men godt. Folk som bl.a. Oehlenschläger, Steffens, H.C. Andersen, Grundtvig og Ingemann, samt et utal af digterspirer og studerende vandrede den lange vej op til Bakkehuset ikke for madens skyld, men for konversationens, den åndfulde. Og for Kammas skyld, den fortryllende, der vel dybest set ikke opfattede sig selv som salonværtinde, men efter funktion må siges at have været det. Bakkehuset var under alle omstændigheder et fikspunkt i tidens intellektuelle univers. Skønåndernes salon.
I Bredgade i hjertet af det gammelfine København ligger Odd Fellow-Palæet, hvor Charlotte Schimmelmann (1757-1816) om vinteren modtog den europæiske elite inden for økonomi, diplomati og politik. Sammenkomsterne var fransk inspirerede: dîner med eksotiske retter, råvarerne hentet hjem på husets egne skibe, musik og anden kunstnerisk optræden. Senere på aftenen souper; værtinden trak sig herefter tilbage med en snæver kreds til ophøjet samtale. Om sommeren henlagde fru Schimmelmann med sin mand, finansminister grev Ernst, der i parentes bemærket havde tjent en formue på slavehandelen, residensen til Sølyst. Her boltrede man sig mere uformelt med kunstnere i naturens egen salon. Baggesen var kæreste gæst.
Og på Sophienholm, hvor Lyngby kommune nu driver udstillingsvirksomhed, konkurrerede Frederike Brun (1765-1835) på venskabelig vis med Kamma Rahbek om at bestyre det mest interessante salonmiljø. Om sommeren ofte på æsel a la rousseausk italienerinde op og ned ad Sophienholms skråninger, med picnic i pavillonerne ved søen og åndfuld tale i det omfang den senere halvdøve Frederike kunne høre noget. Om vinteren palæet i Dr. Tværgade. Også her var salonlivet inspireret af udenlandske forbilleder, idet Frederike Brun rejste meget iøvrigt uden sin mand, den hovedrige (og bedragne) købmand Constantin Brun.
Europæisk forbillede
Disse saloner, hvis betydning for datidens højkasteåndslivs formidling næppe kan overvurderes, er emnet for Anne Scott Sørensens (redaktør) Nordisk Salonliv 1780-1850. Som titlen angiver ikke blot en gennemgang af danske miljøer og fænomenets nationale virkelighed, men tillige saloner i broderlandene.
Det omfattende værk, hvis kapitler til belysning af Nordens salonliv er tilvejebragt af 11 fagforfattere fra Sverige, Norge og Finland, konstaterer, at Skandinaviens saloner bør vurderes i lyset af forbillederne i det toneangivende Europa. Hvilket som antydet skyldes salonbestyrerindernes kosmopolitanske udblik.
Endog Kamma Rahbek, en altså atypisk salonværtinde som bestemt ikke tilhørte den materielle overklasse, rejste jævnligt til Hamburg. De gæster, hun modtog havde så at sige alle kontakter i udlandet eller var selv berejste. Hvad angår Nordens andre værtinder blandt de pengestærke, kendte disse Europa ved selvsyn. Dette er ikke ensbetydende med at skandinaverne ikke udviklede deres egne varianter af salonen.
Forum for kontakt
Men hvad var så disse saloner, og hvorfor er det så vigtigt at beskæftige sig med dem? En egentlig entydig definition er ikke så enkel. Salonen har mange udformninger, udspiller sig i skiftende rum, dækker over en bred vifte af emner og undergår selvsagt ydre og indre forandringer i periodens løb. Endelig lægger de forskellige lande og egne i Skandinavien varierende vægt på institutionens mål og mening. Alligevel tegner sig nogle afgrænsninger for salonens væsen, som Anne Scott Sørensen nyttigt redegør for i sin indledning: Et opinions- og smagsdannende forum i den private selskabeligheds regi. Et mentalt og socialt rum med samtalen og dannelsen som formål indadtil og oplysningen udadtil. Måske vigtigst af alt: salonen som forum for kontakter mellem kunstnere og deltagere, mellem skønånder som befolker de luftige gemakker under udfoldelse af litterære, musikalske, dramatiske og billedkunstneriske sysler. Salonen udvikler i den henseende også sine egne genrer: recitation, deklamation og ikke mindst den særegne attitude eller tableauet, hvor salonmiljøets smukke og talentfulde kvinder giver æstetisk udtryk for drømme og behov. Frederike Bruns egen datter, Ida, er en sådan attitudekunstnerinde, dilettant men kendt i store dele af Europa for sin følsomme ageren. På linie med, men knap så kønslig selvbevidst, dristig og især berygtet som en anden salonattitudeoptrædende, Europas femme fatale nr. 1 lord Nelsons elskerinde, Lady Hamilton.
Kvindegennembrud
Salonens mest markante kendetegn er netop det feminine element, såvel afgørende for salonens væren som for dens form og indhold. Herigennem får kvinden i et som regel materielt sorgløst miljø lejlighed til at spille dén udadvendt førende rolle, som samfundsordenen i øvrigt nægter hende. Her møder hun mændenes verden, eftersom salonens vigtigste aktører ifølge sagens natur er mænd med indflydelse på samfundsliv og kunst. Man kan næppe tale om et møde på lige fod, fordi en lige fod mellem kønnene ikke eksisterer, men dog om et møde, som i sig selv bærer en omvæltning i sit væsen.
Den litterære og åndelige salon bliver i den forstand en vigtig formidler af kontakt mellem kønnene i disse cirkler og har uvurderlig indflydelse på omgangsformerne. Salonen kan/bør opfattes som kvindeligt initieret alternativ til klubberne, caféhusene og punch-selskaberne. Disse private sfærer, hvor store spørgsmål drøftes i fred for politiske kontrollanter - man skal huske at samfundene i disse år er enevældige politistater -, hvor mændene på sigt forbereder sig til nye roller i samfundet, og hvor kvinder i det store og hele er forment adgang.
Salonen moderne
Nordisk Salonkultur er en overordentlig rig bog med en række selvstændige og væsentlige indgange til emnet. Denne redaktionelle opbygning betyder at overblik over stoffet kræver mere end én grundig gennemgang. Redaktricen er af velforståelige grunde dertil forsigtig med alt for bastant at slå fast, hvad disse saloner, som numerisk kun berørte en brøkdel af befolkningen, betød og betyder. En sådan vægtning er heller ikke så enkel, da forskellene mellem landene er betragtelige. Alligevel tegner et billede sig: Kvinderne, der altså i overvejende omfang arrangerede og administrede salonerne, øvede hermed direkte indflydelse på ledende medlemmer af det mandligt dominerede samfund. Salonerne bidrog om ikke andet til at bringe forskelligrettede interesser sammen til dialog og gensidig påvirkning.
Det vigtigste på længere historisk sigt er formentlig at salonerne medvirkede til at nedbryde en da skarp grænse mellem den stive offentlige øvrighed og det mere løsslupne og tolerante private. Salongæsten, der var magthaver uden for salonens kreds, måtte inden for se sig som ligestillet eller måske ligefrem underordnet den i formel forstand magtløse og i enhver forstand indbydende kvinde. Utvivlsomt stof til eftertanke. Også at man ikke uanset formel position - fraregnet monarken - har kunnet tillade sig at melde fra over for salonens bedre selskab. Andre grænser, mellem videnskabens, kunstens og politikkens verden, tjente den kompetente salon til at nedbryde. Endelig betød salonen at den nordiske, provinsielle periferi med tiden og samvittigheden intakt kunne føle sig som en del af det europæiske åndelige centrum. I den forstand kan man tale om salonen som et moderne projekt og som en forudsætning for moderne nationalfølelse med udblik og EU!
Bemærkelsesværdigt
Bogen tjener Anne Scott Sørensen og hendes medforfattere til ære. Det enorme stof er trods overbliksvanskeligheder for en uforberedt sat i forstandig rækkefølge, enkeltafsnittene læseværdige og billedmaterialet upåklageligt; dog ikke altid trykkvaliteten.
En indvending over for dette betydelige værk: hvorfor har redaktionen ikke forsynet serviceafsnittet med et mere detaljeret register. Emner mangler totalt. En årstalsliste, en kronologisk rød hjælpetråd havde heller ikke været af vejen. Småting i denne bogstaveligt talt store sammenhæng. Og såfremt man ikke har fået nok af saloner, er litteraturlisterne efter hvert kapitel tilstrækkelige til resten af livet. Endnu en bemærkelsesværdig publikation fra Odense Universitetsforlag.
*Nordisk Salonkultur. Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850. 493 s. ill. 350 kr. Odense Universitetsforlag.
