Læsetid: 3 min.

Skygge-rockens grå eminence

7. september 1998

Den walisiske sanger, komponist og sangskriver John Cale lagde vejen forbi Danmark for at give en intens kammermusikalsk koncert for en håndfuld indviede

KONCERT
Den 55-årige waliser John Cale har været aktiv siden 60'ernes start og arbejdet med så usvigelig kunstnerisk prægnans inden for så mange forskellige genrer, at det kan undre, at han ikke har oplevet ét eller andet form for kommercielt gennembrud.
Thi alt andet lige kan han næppe klage over manglende anmelderstøtte: Få kunstnere har så konsekvent kunnet opnå at få så gode anmeldelser -og alligevel sælge så lidt.
Som sangskriver har han skrevet flere potentielle standards, selv om forbavsende få har tolket hans materiale, hvorfor det kun kendes af en snæver inderkreds.
Trods Cales baggrund og skoling i moderne kompositionsmusik, er det i grænselandet mellem hård rock og mere traditionel sangskrivning, at han har gjort sig gældende:
Først som medlem af The Velvet Underground i midttresserne, og siden solodebuten i 1970 med Vintage Violence som ophavsmand til omkring 25 albums af vidt forskellig karakter.
Groft sagt falder disse i to tre kategorier: De sangorienterede, de instrumentalt eksperimenterende og endelig duo-samarbejder med folk som Terry Riley, Lou Reed og Brian Eno.
Sine steder kan grænserne være flydende, og mange af de sangorienterede albums indeholder eksperimenterende tiltag i produktion, arrangement og fremførelse.

Slidt i kanterne
Men fredag aften på det lillebitte spillested Rust på Nørrebro var det udelukkende sangskriveren, sangeren og klaverbokseren John Cale, man kunne møde: Ingen nye sange, intet band, intet show. Blot Cale selv på miniturne for at hive huslejen hjem.
Og det var langt fra det værste man kunne udsætte sig selv for.
Cale har aldrig været karrig med at turnere, og han har bestemt heller ikke forfordelt Danmark - så sent som sidste vinter gav han en fremragende koncert for at promovere sit seneste udspil, Walking On Locusts.
Dér var den helt oppe at ringe, og man forlod Vega med en rislende fornemmelse af, at Cale tilsyneladende i én uendelighed ville formå at udgive relevante plader og give brændende intense koncerter.
Det var en afdæmpet John Cale, der ved 22-tiden fredag aften satte sig ved keyboardet i det røgfri lokale og satte i med sin heftige fortolkning af landsmanden Dylan Thomas' patosfyldte tekst "Do Not Go Gentle Into That Good Night", hvis linjer om at "old age should burn and rave at close of day/ rage, rage against the dying of the light" såmænd sagtens kunne stå som motto for Cales egen produktion i 90erne.
Den efterfulgtes af endnu en Thomas-tekst, "On A Wedding Anniversary", begge fra det fremragende og ambitiøse Words For The Dying-album fra 1990.
Cales stemme er blevet lidt slidt i kanterne med årene, og selv om den i sig selv aldrig har været en skønhedsåbenbaring, er der dog tale om en udtryksfuld bariton - som desuden besidder evnen til at udstøde et hårrejsende primalskrig, når situationen krævede det.
Til gengæld er han en superb tangentspiller, hvis brutale venstrehånds-attack kontrasteres smukt af hans blide melodiske højrehåndsteknik.

Flygel-ekskursioner
Flere af aftenens sange startede lige efter bogen, for midtvejs at ryge ud på de særeste flygel-ekskursioner - og så i ellevte time lige blive reddet hjem igen. Både "Fear", "Chinese Envoy" og Elvis Presley-fortolkningen "Heartbreak Hotel" blev således brugt som afsæt til en demonstration af hans unikke harmoniforståelse, som næsten fik en til at ønske, at han ville udgive et album med so-loklaver en dag.
Som guitarist er han mere rå og rudimentær i det, og mens "Darling I Need You" sagtens kunne stå model til den hårdhændede behandling, kunne den gribende historie om "Cable Hogue" godt have tålt et mere subtilt akkompagnement.
Til gengæld var det én af aftenens få kiksere, og når man betænker, at han denne fredag skænkede det indforståede og lydhøre publikum suveræne versioner af så væsensforskellige sange som "Antarctica Starts Here", "Style" og "Dancing Undercover", for endelig at lukke og slukke med en suveræn udgave af Leonard Cohens "Halle-luja", nå ja - så lad ham da bare hærge "Cable Hogue", hvis det er det han vil.
En kammermusikalsk nydelse med skyggerockens grå eminence. Og opsummering af en glorværdig karriere, der gjorde en nysgerrig efter at høre nyt fra den kant.

*John Cale, Rust, København, fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu