Læsetid: 2 min.

Slapstick for desperadoer

5. september 1998

Brillant scenografi og masser af nervøs energi i Dr. Dantes præsentation af Line Knutsons 'Først bli'r man jo født'

TEATER
"Styr dristigt fremad på livets elv/vær ej de andre, men vær dig selv!" Skrev engang en norsk kling-klang poet.
Han ville have glædet sig over Line Knutzons fejrede "Først bli'r man jo født", som i sin kække selvsikkerhed er én lang variation over de to linier fra min barndoms poesibog.
Men først går man - med venlig hilsen til H.C. Andersen - så frygtelig meget ondt igennem. Man er ensom. Man bliver ydmyget. Man bliver hjernevasket. Man bliver svigtet og forkastet. Man er på kanten til at begå selvmord af fortvivlelse.
På et tidspunkt kommer gennembruddet - man bliver i stand til at bryde igennem til sig selv. Kærligheden, den reelle eller indbildte, kan være den udløsende faktor.
Og det er så dét. Det er ikke fordi, Line Knutzons stykke er tynget hverken af vidtforgrenet plot eller intellektuelle finter. Det er en let og munter lille sag, som nok skulle kunne blæse et par mørke skyer til side hos selv den mest tungsindige - slippe lidt solskin ind.
Scenen er et nutidigt betonbyggeri, hvor alle kan høre alt gennem væggene - men ikke griber ind. Dvs. Kim Witzel, den brillante scenograf, har gjort scenen til en drejeskive med plads til et antal småbitte, triste celler, hvor fem af forestillingens seks personer bor. Den sjette (Helle Dolleris) bliver fyret af kæresten, som er én af de fem, men rykker efter en smule turbulens ind hos en anden af de samme fem.

Kviums greatest hits
Drejeskiven er en stålende scenografisk ide. Den kører og kører og udvider handlingen og persongalleriet kraftigt med små scener af ensomhed og desperation, der er som hentet ud af Michael Kviums greatest hits: En lejer er ved at drukne sig i en wc-kumme; en anden er i gang med at save sin ene arm af; én har allerede hængt sig; andre foretager sig mindre voldsomme, men ikke af den grund, mindre knugende ting.
I perioder kører billedkarrusellen ganske hurtigt, og man tør næsten ikke grine ad alle de frygtelige ulykker.
Instruktøren Emil Korf-Hansen (tidl. Hansen) har valgt at gøre personerne til teatralske tegnefilmskikkelser. De karikeres gennem iøjnefaldende dragter, frisurer, trin, fast tilbagevendende grimasser. Det er svært at vurdere, om forfatteren har haft helt den samme distance til sine personer - jeg tror det næppe.
Inden for denne ramme af desperat slapstick trækker Jesper Hyldegaard kæmpestore point på en migræneramt eremit, som kureres af en pludselig forelskelse. Ditte Hansen brager igennem som en maskulin søster-terrorist, der absolut smelter blot en mand rækker hende en lillefinger. Anna Neye
Poulsen er hendes frygtsomme søster, som vover sig ud i verden, hvor hun falder for den første den bedste: Thomas Bo Larsen i bjergtrøje med vildtvoksende hår og tandsæt og meget få, men kærlige brikker øverst oppe. Troels Lyby er den forvirrede, selvspejlende mand, som dropper Dolleris, og ikke tør give hverken Ditte Hansen eller sig selv eller verden et forpligtende svar på noget som helst.
Sort humor. Nervøs energi. Storslået scenografi.

*Først bli'r man jo født. Skuespil af Line Knutzon. Instruktion: Emil Korf-Hansen. Scenografi: Kim Witzel. Dr. Dante. Til 17. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu