Læsetid: 5 min.

'De smalle film skal nå deres publikum'

11. september 1998

Udviklingsafdelingen skal kunne hjælpe kunstnerisk interessante, men smalle film, som Morten Piil forestiller sig, at man vil skrotte

Filmhus
I Information den 8. September kan man læse, at Det Danske Filminstitut (DFI) for fremtiden vil forhindre unge instruktører som Niels Arden Oplev i at lave film som Portland. Grunden skulle angiveligt være, at filmen er blevet set af under 10.000 personer. Som Morten Piil fortolker hele idéen med den nye udviklingsafdeling i DFI er det nemlig hensigten, at områdedirektør Thomas Stenderup ene mand skal sidde parat med skarpretterøksen på jagt efter talenter, han kan slagte (specielt de unge og de kunstnerisk begavede). De stakkels konsulenter skal køres helt ud på et sidespor ifølge Piil, og ikke længere have lov at virke for dansk films høje kunstneriske niveau.
Nu forestiller man sig et scenarie, hvor direktionen har siddet og luret på, hvordan man bedst muligt kunne komme af sted med at lave en 'al-magt-til-Stenderup'-revolution med det ene erklærede formål at komme til at lave
en hel masse ligegyldige, ukunstneriske film. I et meget, meget bureaukratisk system naturligvis.
Det er næsten helt synd, at det er nødvendigt at dementere historien. Den har nemlig alle de dramatiske elementer, der karakteriserer et rigtig godt set-up: En ond skurk, de gode viljer, truslen om tilintetgørelse ("konsulentsystemet vakler"), påkaldelsen af større magter: "Lars von Trier, Bille August, Thomas Vinterberg og Nils Malmros er alle blevet sat i gang ved hjælp af konsulentsystemet," skriver Piil.
Fik I underteksten?: For fremtiden er det ikke meningen, at den slags folk skal have støtte til deres film - for Guds skyld ikke.
Nu er det bare sådan, at det i sandhedens interesse er nødvendigt at præsentere den mere ædru idé med udviklingsafdelingen, for at undgå en massiv talentflugt af danske instruktører til udlandet. Derfor er det vigtigt at slå fast, at det fortsat vil være lige så kedsommeligt velkendt, som det plejer, når det kommer til det afgørende: Det er konsulenterne og kun konsulenterne, der indstiller produktionsstøtte til danske film inden for konsulentordningen.
Det er også fortsat konsulenterne og kun konsulenterne, der kan fremme indkomne filmforslag og manuskripter. Det er fortsat meningen, at konsulenterne skal følge deres fornemmelse for kunstnerisk potentiale, når de mener, at det er der.

Udviklingsstøtte
Det nye er, at DFI har oprettet en udviklingsafdeling, der skal fremme udviklingen af de af konsulenten udvalgte projekter samt evt. 60/40-film - herunder give mulighed for udviklingsstøtte til research, casting, gennemførlighedsanalyser, pilotoptagelser mv. Udviklingen skal finde sted i produktionsmiljøet med deltagelse af producenter, forfattere, instruktører og andre relevante kreative medarbejdere. Derudover varetager udviklingsafdelingen praktisk og økonomisk støtte til udvikling af nye former for finansiering, produktion, lancering, salg og distribution; iværksættelse af væksthusprojekter og mulighed for eksperimentel produktion.

Bedre lancering
Udviklingsafdelingen skal lige fra starten af et projekt kunne hjælpe kunstnerisk interessante, men smalle film som Portland, Nonnebørn og Forbudt for børn, (som Piil forestiller sig, at man vil skrotte,) til at finde deres publikum. Derfor er det meningen, at en person med særlig erfaring med pr og lancering fra starten arbejder med filmen sammen med producenten for at gøre filmene synlige.
Idéen er altså ikke, at udelukke den slags film. Tværtimod er det hensigten at sætte noget mere ind på, at de får et større publikum. Hvad, der derimod i dén grad er idéen, er, at tage det ansvar på sig, som forøgede produktionsmidler giver. Der har - hvad enten man kan lide at høre det eller ej - været foruroligende mange film, som stort set ikke har haft et publikum. Og de har altså ikke alle været uomgængelige mesterværker, der vil gå over i historien.
Det er simpelthen så enkelt, at ikke alle film med publikumstal under 10.000 er begået af misforståede genier. Der er også en stor grim bunke film, som hverken kunstnerisk/æstetisk eller på nogen som helst anden tænkelig måde taler til nogen som helst.
Det synes DFI i sin megalomane magtliderlighed, at der skal gøres noget ved. Derfor er det afgørende at afmystificere mythos'en omkring et værks tilblivelse. Film er jo ikke enkeltmandsværker på samme måde som f.eks. litteratur eller malerkunst, hvor alle investeringer af tid, kræfter og økonomi står for ophavsmandens egen regning. En films tilblivelse er kompleks og involverer mange andre størrelser end lige det manuskript, der traditionelt har ligget til grund for støttetildelingen. Og hvis et filmprojekt ikke kan tåle andre øjne end konsulentens og instruktørens, ja, så har det projekt måske simpelthen nogle problemer, der kan gøres noget ved.
At der i udviklingsafdelingen skal være særlig know-how på de ekstremt komplicerede områder kontrakt, finansiering og jura - ja, det kan forhåbentlig ikke falde nogen for brystet. Det ville unægtelig tage sig underligt ud, hvis DFI ikke interesserede sig for, at denne side af filmproduktionen var i orden.

Indlysende god idé
Når udviklingsafdelingen er en indlysende god idé, så er det fordi, der i dag er så mange komplekse finansieringsmæssige, praktiske og økonomiske forhold involveret i specielt spillefilmsproduktion over et vist niveau. Konsulentsystemet tildeler som bekendt den enkelte konsulent en enorm magt. Derfor fastslår loven, at konsulenterne skal udskiftes regelmæssigt, så der ikke udvikler sig lokale "konger over dansk film" i konsulentsæderne.
Det er en rigtig og demokratisk tankegang, som vel ingen vil anfægte. Konsulenterne ansættes ud fra deres evne til at bedømme et projekts kunstneriske potentiale. Det kriterium vil vel heller ingen anfægte. At der ikke samlet i Danmark er mere end højst en håndfuld mennesker, som både har det store kunstneriske overblik og en dyb indsigt i specialområder som research, casting, gennemførlighedsanalyser, pilotoptagelser, finansiering, produktion, lancering, salg og distribution - ja, det vil vel heller ingen ved sine fulde fem anfægte.
Men man vil altså gerne anfægte en beslutning om, at konsulenten - når det kommer til spørgsmålet om at vurdere præcist hvilken udviklingsstøtte et projekt har brug for på alle disse praktiske områder - at konsulenten da skal blive enig med de mennesker, der sidder inde med netop denne viden. Det er odiøst, synes man! Jamen så må konsekvensen da blive, at man bliver nødt til at håndplukke de seks personer, der vel samlet findes, som ville kunne overskue hele problemområdet kvalificeret professionelt, og så fastansætte dem i DFI som konsulenter i stedet for!
Det var selvfølgelig også en mulighed. Den er bare ulovlig. Og man ville næppe finde nogen, som ikke ville finde den løsning anfægtende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu