Læsetid: 10 min.

Alt for meget snak om Grænser

5. september 1998

Man siger om børn, at de er grænsesøgende, at de har brug for grænser. Ville man nogensinde sige det om sin kæreste? To forskere har sat grænsedebatten under lup og foreslår at gå andre veje

Interview
Flere og flere børn henvises til specialklasser eller psykologhjælp, og mange stemples som "grænsesøgende børn". Pædagoger og lærere taler om voksende disciplinproblemer, og professionelle eksperter opfordrer forældrene til at "sætte grænser" for børnene. Forældrene advares mod, at børnene bliver til små tyranniske konger, uromagere, superegoister og "grænsesøgende".
Men det er ikke alle, der er begejstret for den udvikling.
På mandag udsender seminarielektor, cand.pæd. Erik Sigsgaard, psykologen Søren Smidt og kultursociologen Kim Rasmussen bogen, Andre måder, der går skarpt i rette med alle tilløb til autoritær grænsesætning i pædagogik og opdragelse. Bogen markerer afslutningen på fem års forskningsarbejde i grænsebegrebet, som de har udført i et samarbejde mellem Danmarks Lærerhøjskole og Højvangseminariet.
Forskerne har været i tæt kontakt med mere end 30 institutioner, systematisk fulgt og registreret "grænsesnakken" i offentligheden - herunder i Information - lavet dybdeinterviews med børn og gennemført en større opinionsundersøgelse om børn og opdragelse.
De mener, at meget af grænsesnakken er overfladisk, og præget af en del misforståelser.
"Grænser er et meget, meget tåget begreb. Som fagligt begreb er det uanvendeligt, fordi det ikke har nogen fast kerne," siger Kim Rasmussen.
Hans medforsker, Søren Smidt, forklarer, at de i Andre måder i stedet har valgt at opstille to poler i grænsedebatten:
"Mange, der siger, at der skal sættes grænser, forstår det helt traditionelt og autoritært. Når de siger, at børnene skal have grænser, så mener de, at børnene skal sættes på plads, vide hvor skabet står, og de skal ikke høres. Det er nogle tanker, vi vender os meget hårdt imod. Vores materiale og talrig anden forskning viser, at børnene oplever den form for grænsesætning som et overgreb. På den anden side kan grænsebegrebet illustrere en usikkerhed af, hvordan forholdet mellem voksne og børn skal være," erkender han.
"Når forældre i daginstitutionen får at vide, at man skal være bedre til at sætte grænser for sit barn, så opstår der let misforståelser. Måske mener pædagogen, at man skal interessere sig for sit barn, men forældrene tror på den anden side, at man ikke skal høre så meget på ungerne mere, skælde noget mere ud og skære igennem konflikter. Det kan komme børnene til skade," siger Søren Smidt
"Jeg har selv oplevet, hvordan det her ord, 'grænser', har mystificeret nogle forældre. Da jeg var psykolog i Roskilde kommune oplevede jeg tit, at forældre, som havde børn med problemer i daginstitutionen, fik at vide, at 'du er dårlig til at sætte grænser for dine børn'. Bagefter kom forældrene så op til mig for at snakke om det. Når jeg så spurgte, hvad de havde fået at vide, så vidste de det ikke. Grænseordet har været med til at forvirre forældrene og gjort dem endnu mere usikre overfor at være sammen med deres børn."
De to forskere mener, at grænsesnakken er udtryk for, at et abstrakt politikersprog har bevæget sig ind i dagligdagens relationer og efterhånden "behersker snakken på en dårlig måde."
De mener at kunne dokumentere påstanden. En opinionsundersøgelse af 1500 danskeres syn på opdragelse i forhold til to konkrete testeksempler viser, at lærere og pædagoger tænker og taler mere i grænser end befolkningen generelt. Brugen af ordet "grænser" står stærkest blandt de professionelle, som arbejder med børn.
I bogen Andre Måder er der flere eksempler på, at grænsebegrebet bruges som diagnose. I adoptionssager er forældrenes evne til at sætte grænser i nogle sager blevet et testspørgsmål. Forskerne fortæller i bogen, hvordan en mor blev erklæret for uegnet til at adoptere. Det skete bl.a. efter, at to socialkonsulenter havde beskrevet moderens forhold til sit barn på denne måde: "hun betragter Ask som en ligeværdig person og ikke som et barn på knap tre år, der har brug for en voksen, som afstikker og sætter rammer og grænser". Ved en klagesag besøgte to psykologer moderens hjem igen og skrev bl.a. at Ask bruger sin krop aktivt og dygtigt, at forholdet mellem Ask og hans mor er varmt og tillidsfuldt, og at der er ingen tvivl om, at Ask er i god trivsel og er en velfungerende dreng, som klart profiterer af den måde, moderen opdrager ham på. Alligevel fik hun endnu et afslag - før hun efter en ny klage fik ændret beslutningen.

Grænsebegrebet optræder også i andre sammenhænge - lige fra udtalelser om seminariestuderendes praktikophold til avisannoncer efter plejeforældre.
Og børn, der bliver sendt til psykologbehandling, kaldes ofte 'grænsesøgende' i sagsakterne, selvom det ikke er klart, hvad ordet betyder.
"I interviewundersøgelsen, der ligger til grund for den anden bog i vores projekt (Grænser eller ej af Grethe Kragh Müller, 1997, red.) bad vi psykologerne finde nogle grænsesøgende børn. Men de rystede ikke på hovedet og spurgte ikke, hvad vi mente med det. De gik bare ind og fandt dem," siger Kim Rasmussen.
"Der tænkes anderledes om børn end om voksne. Man siger om børn, at de er grænsesøgende, men det ville man aldrig sige om sin kæreste. Eller man siger, 'børn har brug for grænser', men det ville man næppe sige om sin partner. Men jeg vil lidt radikalt sige, at der findes ikke grænsesøgende børn. Der findes kun måder at tænke om børn på."
- Vi lever i en tid, hvor udviklingen inden for økonomi, politik, kulturliv og forholdet til naturen bygger på, at vi skal overskride de grænser, der er. Men hvorfor taler folk så meget om at sætte grænser i opdragelse og pædagogik? Er det en form for kompensation for grænseløsheden i det store samfund?
"Der er nok en sammenhæng. Hvis verden opleves mere og mere grænsesprængende og udvider grænser, så kan det afføde angst. I den nære verden kan man forsøge at begrænse det, man selv har indflydelse på. Børnene er det svageste led i kæden og risikerer derfor at få flere grænser. Den tankefigur kan man ikke afvise, selv om det er svært at påvise," siger Kim Rasmussen.
"Grænsediskussionen er fulgt lige efter opløsningen af de fælles normer og de fælles forståelser," fortsætter Søren Smidt. "Det stivnede samfund er måske blevet opløst, men lige efter følger behovet for at finde ud af, hvad er oppe og hvad er nede, hvor starter tingene, og hvor stopper de. Grænsebegrebet kan være en måde at afsøge på, hvad der er rigtigt og hvor går vi for langt."
De to forskere ser positivt på en søgende, åben og kritisk dialog om grænser, men der er stadig langt igen, før de får skabt det "muntre og virksomme liv på jorden", som de dybest set drømmer om:
"Lige så snart børnene bevæger sig uden for reservaterne, så er de til fare for sig selv - på grund af trafikken. Derfor kan man se en tendens til at samle det hele, heldagsskoler og institutioner, og bygge en hel verden op om børnene. Det er tit begrundet i beskyttelse, men den er næsten altid fulgt op af en form for indespærring. Man beskytter dem mod byens farer, men samtidig spærrer man dem inde. Tendensen til at organisere og tilrettelægge børnenes liv bliver større og større," siger Søren Smidt.

Han kan også spore en tendens til, at pædagogfaget - i sit forsøg på at få en højere status i samfundet - forsøger at sætte mere præcise etiketter på børnene og ønsker at styre børnenes udvikling ind i mere faste rammer. F.eks. igennem skemalagte læsekurser i børnehaverne eller gennem systematisk udvikling af børnenes "kompetencer":
"Der er en tendens til, at beskrivelsen af børn lukker sig. Der kommer hele tiden nye intellligensbegreber og nye forståelser af børnene. De ser ikke børnene i deres egen ret og som selvstændige aktive. Til trods for at der bliver pippet lidt fra de unge socialdemokrater, så er hovedlinien Mandag Morgen tanken. At det er arbejdsmarkedets behov og kvalifikationer, som skal være bestemmende. Det er ikke naturen eller store visioner om børnenes liv, der bestemmer, men det meget kontante krav om tilpasning til det kommende arbejdsmarkedet," siger Søren Smidt.
Siden 1950'erne er den tid, som børn i gennemsnit opholder sig i daginstitutioner, tredoblet og i dag tilbringer et typisk barn 23-25.000 timer i institutioner i løbet af barndommen:
"Barndommen er blevet institutionaliseret i de sidste 30 år, men der ingen der ved, hvad institutionerne gør ved børnene. Man ser flere og flere utilpassede børn, der skaber vanskeligheder for det, som man forestillede sig skulle være det rigtige. Det er tankevækkende, at børn, der når op i fritidshjemsalderen, søger bort fra institutionerne. Hvis de kan vælge mellem at gå hjem og gå i institution, så er der forbløffende mange, der vælger at gå hjem. Det er måske et tegn på, at institutionerne ikke er indrettet på de vilkår og de ting, som børn har brug for i 90'erne," siger Kim Rasmussen.
"Børn er meget overvågede, og de har meget mindre spillerum med hegnene og stueinddelinger, end de har været tidligere. Der er fandeme mange daginstitutioner i dag, som ikke ser ud som de burde være," siger Kim Rasmussen.

De to forskere så gerne, at hegnene omkring institutionerne blev revet ned ned, og at de voksne "magthavere" siger farvel til de låste døre og de forbudte rums politik. Børnene skal have friere adgang til spisning, og daginstitutioner bør - istedet for den traditionelle stueinddeling - opbygges som en række værksteder med engagerede voksne, hvor børnene frit kan vælge at deltage.
"Det vil være bedre med institutioner, hvor de voksne har nogle gøremål, som de er engagererede i. Børnene skal ikke være med, men i reglen kan de mærke, at de voksne er engagerede, og så kommer de også og blander sig," siger Kim Rasmussen.
"Det er vigtigt ikke at få en voksenposition, som er terapeutisk og analyserende. Børnene har meget brug for nogle voksne, der tager initiativer og gerne vil vise dem, hvordan verden er indrettet. Det er slemt, hvis de voksne er ligegyldige og ikke vil noget," understreger Søren Smidt.
"Den voksne, der selv er lystfisker og tager nogle drenge med ud at fiske, får nogle gode oplevelser med børnene. Og hvis de skal lave en videofilm sammen, så er der naturligvis nogle regler og gensidige krav, der skal være i orden. Sådan noget har langt større værdi. Der kan opstå en samhørighed i den følelse, at man har noget sammen, laver noget konkret og får fælles oplevelser," siger Kim Rasmussen.
- Hvad skal man gøre med de børn, der ikke kan finde ud af vælge mellem de fem-seks aktivitetsværksteder og forsvinder i mellemrummene?
"Det er ikke så kompliceret. De, som har styr på det og har mange venner, skal man ikke gøre noget for, men de som hænger lidt, skal man tage i hånden og hjælpe," svarer Søren Smidt.
- Jeres projekt viser, at der er mange børn, som er optaget af at 'bestemme' og blive hørt på? Hvordan skal institutionerne håndtere det?
"Hvis man er 40 børn og syv-otte-ni voksne i en institution, så kan alle ikke bestemme. Men alle må have mulighed for at ytre sig, men de kan ikke bestemme allesammen. Vejen frem er at give børnene nogle rettigheder, så de f.eks. kan bestemme, at de ikke vil med på tur," siger Søren Smidt.
- Hvordan ser I så på fællesspisning - er det godt eller skidt?
"I den traditionelle institution har man helt faste rammer, og børnene må ikke spise noget før klokken 11. I institutioner, der bygger på andre måder, lader man børnene selv finde ud af, hvornår de er sultne og så kan de hente madpakken. Sådan noget er spændende. At man indretter sig på de vilkår, der gælder det pågældende sted," siger Kim Rasmussen.

Gang på gang i interviewet siger de to forskere, at grænsebegrebet er meningsløst, hvis ikke man taler om det i en konkret sammenhæng. I det hele taget bryder de sig ikke om "grænsesætning" i børneopdragelse og pædagogik. Jeg tænker ind imellem, om jeg mon ikke kan lokke dem til at indrømme, at voksne må sætte grænser over for vold eller andre ekstreme situationer:
- Hvis Jonas i børnehaven har lyst til at kaste en plastiktraktor i hovedet på Kurt, synes I så, pædagogerne skal gribe ind og sætte grænser?
"Hvis det er farligt for Kurt, så skal man selvfølgelig gribe ind. Der er ingen børn, der skal slåes til blods," svarer Søren Smidt uden tøven.
Men Kim Rasmussen vil helst ikke tale om at 'gribe ind' ud fra det han opfatter som et abstrakt eksempel:
"Jeg kender ikke Jonas, det gør pædagogen i den konkrete institution,"
- Uanset hvilken baggrund han har - skal han have lov til at smide en plastiktraktor i hovedet på Kurt?
"Min pointe er en anden. Pædagogen kender noget til Jonas' baggrund, og kan handle derudfra. Det er almindeligt, at 'grænser' betyder at gribe ind og skælde ud. Skæld ud viser sig tit ..."
- Hvorfor tror du, at det betyder skæld ud, når jeg siger sætte grænser?
"Det betyder oftest skæld ud," replicerer Kim Rasmussen.
- Men det kunne også betyde, at pædagogen griber ind mod vold og hjælper de to slagsbrødre til at finde en anden måde at lege på, uden direkte at skælde dem ud?
"Den voksne, som har en god fornemmelse af de her børn, er den bedste hjælper. Og det er vigtigere at sige end diskutere om man skal gribe ind eller ikke gribe ind. De gode pædagoger kender forhistorien og ved, hvordan de skal håndtere situationen. Måske er de to drenge i virkeligheden ved at opbygge et tæt venskab ved at slås med hinanden. Men hvis Jonas allerede har kastet traktoren i hovedet på tre andre, så er historien en anden," svarer Søren Smidt.

*Bogen 'Andre måder' af Erik Sigsgaard, Kim Rasmussen og Søren Smidt udkommer på Hans Reitzels Forlag på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her