Læsetid: 9 min.

I socialismens tjeneste

11. september 1998

Sveriges mest succesrige forfatter Jan Guillou har et erklæret formål med sine bøger: At opdrage folk til at blive socialister. Nu er han klar med en ny bog som skal opdrage folk til ikke at være racister

INTERVIEW
På et tidspunkt, hvor de fleste socialistiske styrer i verden er brudt sammen, kan det virke grotesk, at den mest solgte forfatter i Norden er erklæret socialist. Men i en af de mere fashionable bydele i Stockholm, der kan minde om en svensk udgave af Hellerup, bor Jan Guillou, der har fået udgivet sine bøger i det meste af verden og solgt millioner af bøger om en rodløs agent ved navn Carl Hamilton.
Det er ikke en ide om at sælge mange og hurtige bøger, der har drevet ham til et liv som forfatter. Hele livet igennem har omdrejningspunktet for hans forfatterskab nemlig været socialismen, og hans bøger, som er blevet favoritlæsning for stort set alle i Sverige uanset køn og alder, er ikke lavet for at underholde. De skal opdrage.
"Det socialistiske budskab er det vigtigste i mine bøger. Læserne skal blive klar over, hvordan det politiske system fungerer eller måske snarere ikke fungerer," siger Jan Guillou, der nu er klar med en ny romanserie om Sverige på korstogenes tid. Dengang Sverige som stat endnu ikke eksisterede. Den første bog handler om, at Sverige blev skabt som land, netop på samme tidspunkt som Europa opfandt 'den hellige krig' - korstogene.
"De, der opbyggede landet, var utroligt interesserede i indflydelserne udefra, fordi det var det ydre pres, som skulle binde landet sammen. Sverige opstår i en slags smeltedigel, og igennem de næste 800 år er andre indvandrere på forskellige tidspunkter kommet for at hjælpe med at bygge Sverige op," siger Jan Guillou, der fik sit store internationale gennembrud med romanerne om agenten Carl Hamilton, som gang på gang formår at redde Sverige fra total ydmygelse.
Ideen til bøgerne om Carl Hamilton fik Jan Guillou, da han i 70'erne sad i fængsel for sin aktivitet som socialist. I fængslet begyndte han at læse Maj Sjöwall og Per Wahlöös bøger om kriminaldetektiven Martin Beck, der desperat forsøger at arbejde sig igennem det bureaukratiske politikorps.
"Jeg opdagede, at det, Maj og Per havde gjort, var ganske snedigt, klogt og enkelt. De havde taget den amerikanske kriminalroman og flyttet den over til svenske forhold. Men da de er kommunister, er hovedpersonen ikke en Clint Eastwood type, men en forhutlet politimand, der drikker for meget".
"De forsøgte simpelthen at bruge romanen til at lave kommunistpropaganda - og faktisk ganske enkel kommunistpropaganda. Og det er jo ganske interessant. Man kan med andre ord lave noget så enkelt som venstrepolitisk propaganda med en amerikanske form for kriminalroman. Det samme kan man gøre med spionromanen, som også er en engelsk eller amerikansk romantype, der i sin originale form er dybt reaktionær," siger Jan Guillou, der derfor bestemte sig for at lave en spionroman, der kunne bruges som propaganda.
Men romanen skulle virke sand og realistisk. Og til forskel fra Sjöwall og Wahlöö ville Jan Guillou tage udgangspunkt i, at de betragtede samfundet indefra.
"Martin Beck og hans kolleger repræsenterer folket og er undertrykt af en politisk magt. Men hvis man vil beskrive sammenhænge er det gjort udefra tusinde gange før, og man kan ikke skabe mere information end alle andre har gjort. Derfor flyttede jeg hovedpersonen ind der, hvor beslutningerne tages. Hvor demokratiet forvandles til en formalitet. Med det perspektiv kan man fortælle noget helt andet," forklarer Jan Guillou, der også ville gøre op med antihelten som hovedperson.
"Martin Beck, der altid lider af ondt i maven og skilsmisseproblemer, er den klassiske hovedperson, som er skabt for, at læseren bedre kan genkende verden. Hvis jeg skulle lave en spionagtig antihelt, ville han være en bureaukrat, der så hele verden passere forbi. Han skulle sidde bag et skrivebord og hele tiden få dikteret, hvad han skulle gøre. Men den type antihelt har man jo haft i tusindvis af bøger, så måske var det på tide at gå tilbage til den gamle klassisk form med helten. Derfor er Hamilton i tvivl om det han gør - og han udskiller sig fra alle de andre spionhelte ved at være politisk venstreorienteret. Sådan skulle læseren også gerne opfatte ham."
"Jeg vil lave venstrepropaganda. Og jeg laver ikke andet, uanset om det er til en avis, et tv-program eller en bog. Jeg skriver, fordi jeg har et politisk formål."
Jan Guillou har ingen anelse om, hvorvidt hans politiske hensigter er lykkedes.
"Jeg forudsætter, at læserne er intelligente, og at de forstår alt det, som jeg forstår. En anden forudsætning er svær at have," siger Guillou.
Han undrer sig over den succes, Hamilton-bøgerne har fået. Han troede, at de ville blive læst af måske 10.000 mennesker. Men det blev altså snarere alle lige fra universitetsprofessoren til unge skinheads.
"Med så mange forskellige læserforudsætninger vil der også være mange forskellige læseroplevelser. Unge 16-årige drenge læser bøgerne som en slags eventyr, hvilket det jo også er. For man kan ikke skrive en bog - som skal fungere som politisk propaganda - alt for træagtigt, for så bliver det en dårlig historie."

Den brede målgruppe blev Jan Guillou først opmærksom på en dag, han skulle lave research til en af de første bøger. Der skulle være en sekvens, hvor Carl Hamilton kommer op og toppes med skinheads. For at kunne skrive realistisk om episoden opsøgte han derfor en skinheadgruppe i Stockholm.
I samme sekund, han kom ind af døren, fik han kolde fødder. I rummet stod en gruppe skinheads og dansede til Horst Wessel-sangen.
Men da de fik øje på Jan Guillou, blev de nærmest henrykte og ville diskutere Hamilton.
"Da gik det op for mig, at hvis de læser nogen som helst litteratur udover nazi-propaganda, er det Hamilton-bøgerne. Og efter Carl XII - som alle yderligtgående svenskere beundrer - kommer Carl Hamilton."
"Jeg spurgte, om de ikke kunne se, at Hamiton egentlig er venstreorienteret. Det kunne de godt, men de glemmer det, fordi de nationalistiske toner for dem er vigtigere," fortæller Jan Guillou. Og en dag stoppede den tidligere leder af det yderste højreparti, Gösta Bohmann, ham endda på gaden og fortalte, hvor meget han holdt af Hamilton-bøgerne.
"Der sker det samme for Bohmann som for skinheads'ene. De deler ikke Hamiltons politiske holdning, men billederne af Sverige holder de af. På den måde kan måske sige, at den politiske målsætning ikke er lykkedes, men jeg tror ikke, at noget andet har præget svenskernes holdning til efterretningsvæsenet så meget som Hamilton-bøgerne."
Jan Guillou blev for et halvt år siden hængt ud i svenske medier for at have været spion for den svenske efterretningstjeneste SÄPO i 60'erne, da han var med i Palæstina- og Vietnam-bevægelsen. Beskyldningerne skyldes i følge Jan Guillou en stor misforståelse.
Han indrømmer dog, at han har haft kontakt med SÄPO to gange. Første gang var, da en isarelsk spion havde planer om at skyde ham og anden, da to personer, som ikke kom fra SÄPO, var begyndt at infiltrere Palæstinabevægelsen. De var medlemmer af Jewish Defense League, en israelsk-amerikansk terrorgruppe. Denne situation dannede senere baggrund for romanen Kodenavn Coq Rouge.
"28 år senere er der altså nogle som finder nogle papirer om de forskellige henvendelser til SÄPO, og straks bliver det fremført, som om havde jeg været agent," siger Jan Guillou, der indrømmer, at kontakten med SÄPO kan virke noget underlig.
"Vi havde egentlig ikke det bedste forhold til SÄPO, som normalt prøvede at infiltrere os. Vi ønskede ikke at bombardere noget, for så ville vi først miste den lille sympati, vi havde, men når nye medlemmer foreslog, om vi ikke skulle bombe den amerikanske ambassade, så vidste vi, at det var svenske agenter. Vi kunne enten vælge ikke at gøre noget eller publicere navnet på den person, som var agent. Vi gjorde det sidste, og derfor var SÄPO ikke specielt glade for os."

Netop de venstrefløjsgrupper, Jan Guillou tilhørte i Sverige, har i Danmark været udsat for en del opmærksomhed i forbindelse med den seneste skandale om Politiets Efterretnings Tjeneste.
"I 60'erne var det de langhårede intellektuelle studenter, som var fjenden for efterretningtjenesterne i hele Skandinavien. Men denne oprørske venstrefløj døde faktisk om eftermiddagen den 1. maj 1975, nemlig samtidig med at de sidste amerikanske tropper forlod Vietnam. Vietnambevægelsen havde dermed intet eksistensgrundlag. Men når den fjende, som efterretningstjenesten tidligere havde, pludselig var væk, så måtte man finde en ny - for ellers bliver man arbejdsløs. Og den nye fjende blev den internationale terrorisme. Men eftersom vi ikke har meget af den slags i Skandinavien, er 'fjenden' i stedet blevet indvandrerne."
"Det er skadeligt politisk signal, at man lader svenske agenter gribe så meget og hårdt ind mod indvandrerne. På den måde 'beviser' man, at indvandrerne er farlige og skadelige mennesker, som efterretningstjenesten må bevogte. Og det kan en hvilken som helst Glistrup udnytte," siger Jan Guillou.
Han mener, at den etablerede medieverden er i lommen på SÄPO, der gang på gang benytter sig af mediernes hungren efter en god historie med action.
"Medier har brug for action for at kunne overleve, og derfor vil de altid være i lommen på efterretningstjenesten. Hvis PET for eksempel kun lader B.T. og ikke Information få kendskab til en given anholdelse af eventuelle terrorister, så vil B.T. skrive den version, som PET gerne vil have skrevet. Og de eventuelle terrorister har ingen mulighed for at dementere historien."
Jan Guillou afviser, at efterretningstjenesterne har udspillet deres rolle. Men de skal kunne definere deres rolle noget bedre. Det store problem er dog, at politikerne ikke interesserer sig for den slags spørgsmål.
"Politikere kan få stemmer på at sige, at vi skal bruge flere penge på sygehusene, men ikke på at sige at vores sikkerhedspoliti er alt for udemokratisk, selvom det er et meget interessant spørgsmål. For når SÄPO, PET eller POT får mulighed for selv at definere deres mål opstår der problemer. Derfor er det vigtigt, at politikere, interesserer sig for den slags spørgsmål," siger han.
På det seneste har Jan Guillou været meget optaget af årsagerne til den racisme, som er blusset op i Sverige og resten af Europa.
"En af de udbredte fordomme i Sverige - der har gjort mange til racister - er, at indvandrerne tager arbejde fra svenskerne, men det er ikke rigtigt. Indvandrerne har derimod taget arbejdsløsheden fra svenskerne," siger han.
"Racister er blevet gjort til en slags martyrer i vores samfund. Man diskuterer om deres parti skal forbydes, og så føler de sig for alvor interessante. Det hjælper dem egentlig til at blive mere synlige," fastslår Jan Guillou, der mener, at medierne har deres del af skylden for racismen.

Før i tiden var det sådan, at medierne ikke ville skrive noget som kunne frembringe racistiske reaktioner. Der er nu kommet en modreaktion, hvor al ballade, som indvandrerne laver, opfattes som 'en god historie'.
"Derfor virker det som om, at alt, hvad indvandrerne laver, er forbundet med problemer - men sådan er virkeligheden jo ikke. De er måske procentvis mere kriminelle end folk, som ikke er indvandrere. Men her, hvor jeg bor, et pænt kvarter i Stockholm, er stort set alle forretninger drevet af indvandrere. Ingen af dem har nogen sinde været indblandet i problemer - og deres liv og historie skrives der ikke artikler om. Medierne skildrer dem kun, hvis de er et problem, og så ser de også ud til at være et problem."
"Når det kommer til stykket, er alle i Sverige jo indvandrere et eller sted," siger Jan Guillou, der har besluttet, at hans kommende bøger netop skal handle om racisme - dog på en lidt anden måde, end man skulle regne med.
Den anden bog i serien om Sverige på korstogenes tid handler om en ung 'svensker', som tager til Palæstina, hvor hans forhold til den anden kultur får sig lidt af en overraskelse. Her oplever han nemlig en kultur, som er totalt overlegen i forhold til det, han kommer fra.
Og ligesom Hamilton-bøgerne ligger der selvfølgelig en skjult dagsorden, som skal bevidstgøre læseren om nogle af verdens uretfærdigheder. Denne gang vil han tage det nye fjendebillede, som Vesten i kølvandet på Murens fald har skabt af Islam og hele den arabiske kultur, under kærlig behandling.
"Den hellige krig som korsridderne førte for 800 år siden var ikke nogen god ide. Og det er den heller ikke i dag," siger Jan Guillou.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu