Læsetid: 5 min.

Den soniske zeitgeist

26. september 1998

Tyskernes fornemmelse for lyd er både opfindsom og original, kitschbevidst og politisk

MUSIK
Anarki og Frankfurterfilosofi, kitsch og klangfetichisme. Det genforenede Tyskland har mange tråde at spille på rent musikalsk. Mens det ikke ligefrem vælter med pophits udover vore underboers grænser, så myldrer det til gengæld med kreativt sprudlende navne med så meget andet og mere at tilbyde lytteren - fra heavy metal til techno, hardcore til post rock. Og det er ikke længere hverken plasticpunkeren Nina Hagen, læderrockerne Scorpions, deoduoen Modern Talking eller industrial- og støjavantgardisterne Einstürzende Neubauten der sætter dagsordenen.
Selvom man i Berlin finder et par af de mest kompromisløse og stilrene technoselskaber - Basic Channel og Tresor - der har tiltrukket nogle af genrens absolutte pionerer, så er det alligevel det årligt tilbagevendende Love Parade, der er mest berømt udenfor landets grænser. Technomarchen startede i '89 som et minirave med en 150 mennesker og er i dag vokset til en nærmest massepsykotisk begivenhed med op mod en million ravere fra fjern og nær.
Himlen over Berlin genlyder på den udvalgte sommerdag af dunkende techno fra optogene gennem hovedstadens berømte geografi. Men pulsen har en hul klang, og på mange måder opmaler Love Parade i dag snarere technoens død end dens fortsatte liv. Et elektronisk oppumpet karneval, stivnet i rigid form uden den oprindeligt innovative nerve.
Bagmanden Dr. Motte er samtidig blevet kritiseret for sine nærmest revisionistiske og i hvert fald fortrængende holdninger til Tysklands nazi-fortid ekkoende sloganet "No politics on the dancefloor". Et slogan der allerede i begyndelsen af 90'erne var decideret virkelighedsfornægtende, samtidig med at nynazistiske skinheads begyndte at finde fornøjelse i technoens dunkende rytmik, og en racistisk dørpolitik viste sig på flere af Tysklands centrale klubber - mest bemærkelsesværdigt trance techno godfatheren Sven Väths klub The Omen i Frankfurt.

Alt er politik
Berlineren Alec Empire var en af de første til at bryde med tysk technos eskapisme. "Hetzjagd auf dem Nazis" hed et af hans aggressive udfald med gruppen Atari Teenage Riot tilbage i efteråret '92 - udgivet to en halv uge efter nynazisters angreb på indvandrere i Rostock. Et stykke brutal, digital hardcore punk, teknologisk sonisk krigsførsel og eksponent for hvad Empires stadig grænseoverskridende, altid idiosynkratiske pladeselskab Digital Hardcore Recordings siden har udgivet: Støjende, skurrende, konfrontatorisk og ofte baseret på samplede, sammenklippede trommer - breakbeats - eksploderende om ørerne på lytteren - måske tilsat råbekor eller tonstunge guitarsamplinger.
I sine selvbiografiske noter citerer Empire Rote Arme Fraktionmedlemmet Gudrun Enzlien for ordene: "Everything is politics. When I have sex, that is also politics". Og samtidig står den erklærede anarkist Empire også - som et veritabelt wunderkind - for et utal af fremragende soloudgivelser spændende fra iskold ambient til muteret elektronisk jazz og latin. Musik blandt andet udgivet på Frankfurtselskabet Mille Plateaux - under Force Inc. - som Empire i mellemtiden har forladt på grund af ideologiske uoverensstemmelser med Force Inc.'s - i Empires øjne - for skolede og intellektuelle boss og strateg, Achim Szepanski.
Frankfurterskolens filosoffer Adorno, Horkheimer og Benjamin er således heller ikke gået henover hovedet på Szepanski, og især Adornos anti-popkulturattitude præger de oftest nytænkende og overrumplende udgivelser.
Selskabet er opkaldt efter et større værk af de to franske filosoffer Felix Guattari og afdøde Gilles Deleuze, der her anskuer verden som bestående af en række subsystemer - de 1000 plateauer - og kulturen som i en stadig bevægelse mellem deterritorialisering - udvikling, kreativt kaos - og reterritorialisering - stivnen i form, mainstream. Indenfor udvalgte musikalske nicher, subsystemer, forsøger Szepanski således med forskellige underselskaber - hård techno på Force Inc., breakbeats på Riot Beats, avantgardistisk og postmodernistisk electronica på Mille Plateaux - konstant at deterritorialisere vor musikkultur med navne som Empire, Oval, Cristian Vogel, Porter Ricks, Microstoria og Pluramon.

Hamburgerskolen
Knap så intellektualiserende, men ligeså eksperimenterende takter finder man længere nordpå i byerne Düsseldorf - Kraftwerks hjemby - og Köln - krautrockgruppen Cans hjemby. I sidstnævnte finder man grupper som Kreidler og To Rococo Rot, der har dannet basis for genrebetegnelsen digi krautrock: Kølige, distancerede sammenstød mellem elektronisk udstyr og rockinstrumentalister med nær tilknytning til den abstrakt lydmalende post rock. Og man finder den fremragende, evigt eksperimenterende og ofte popsensible electronicaduo Mouse On Mars' studie.
I Köln - med base omkring selskabet Sonig og pladeforretningen og -selskabet A-Musik - arbejder navne som Jan St. Werner (den ene halvdel af M.O.M.), Markus Schmeckler, Schlammpeitziger og Georg Odich med analoge og elektroniske synthesizere, abstrakt legesyge, lidt retro, lidt pop, fabulerende, regelløs, charmerende musikalitet. Ånden fra både Kraftwerks syntetiske klangfetichisme og krautrockens eklektiske og formsprængende fornyelser lever således videre næsten 30 år efter i deres fødebyer.
Og hvad så med rockmusikken? Jo, den har da også fundet sin egen intelligente retning i Hamburg - sågar døbt Die Hamburger Schule. Ganske vist dækker skolen også elektroniske excesser, men det er med tysksprogede guitarbands som Captain Kirk &, Blumfeld og de ekstremt populære Tocotronic, at begrebet har gjort sig gældende.
Blumfeld står for en teksttung, enkel, repeterende, forsiret, elegant indierock. Tocotronic spiller en naivistisk, kantet guitarpop med morsomme sangtitler som "Michael Ende, du hast mein Leben zerstört" - et opgør med den kulturelle dannelse som skolerne tegner med blandt andet Ende-litteratur.
I et land der har fostret Goethe, Wagner og Kant er den kanoniserede kultur måske også en større byrde end her i vort lille, grundtvigianske smørhul, og en reaktion på denne massive arv kunne passende være fornægtelse. I hvert fald er der ikke megen teutonisk storhed at spore i medlemmer af Die Hamburger Schules underspillede, begavede, tørt humoristiske universer.

Wagnersk vælde
Taler man humor, må man heller ikke glemme det berlinske selskab Bungalow, der med udsøgt kitschbevidsthed, postmodernistisk retrodyrkelse af 60'er og 70'ermusik - 60'erpop, easy listening, samba, salsa, tidlig technopop, legetøjssynth, disco - og Andy Warholsk popfetichisme har skabt sig sin helt egen legesyge cocktail partystil.
Her er ingen ophøjet, tør kunstfærdighed, men en ironisk omgang med vor kommercielle kultur og med popvæsenet med navne som Le Hammond Inferno, Stereo Total Dauerfisch og Andreas Dorau.
Ironien vejer også tungt hos superstjernerne i Rammstein, men - som passende afrunding på denne turné gennem det tyske - det gør den germanske sans for storhed i sandhed også. Med teutonisk tyngde og Wagnersk vælde leverer sekstetten en selvironisk overbombastisk industrial heavy metal.
Den teatralske tenor i front, altid på kanten af det gutturale og gruppens scenografi - som den kunne ses på dette års Roskilde Festivals Orange Scene - præget af industri og kanonløb er præcis så overdrevet og musikken præcis så medrivende i al sin præcist eksekverede huggen, at balancen mellem massepsykose og hysterisk morsom hulhed altid holdes. Det er tysk præcision, og det er morsomt.
Der er således ingen klar, entydig tendens at uddrage af den tyske musikscene, hvilket man også kunne sige om vort eget kongeriges, ja, stort set hele den vestlige musikscene. Her er både Wagnerske nationalklenodier, internationaliserede elektronikere og retrofikserede ironikere. Men Europas største nation besidder først og fremmest - oftest lige under overfladen - et aldeles fremragende musikliv uden decideret retningssans - og netop derfor så meget desto mere interessant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu