Læsetid: 8 min.

Det sorte kontinent med den hvide negl

14. september 1998

Der er noget i luften i Sydafrika, og man ved ikke, hvad det er, men mange hvide tolker stilheden som en frygtindgydende ouverture til hævnen

ESSAY
Her på den sydligste spids af det sorte kontinent er man langt fra fædrelandet, men man er også langt fra drømmen om Afrika. Da den store metalfugl bryder fri af skyerne, og Cape Town kommer til syne under os, trykker begge mine børn ansigterne flade mod flyvinduerne for at få øje på elefanterne, på løverne og flodheste i kamp med krokodiller, men til børnenes store skuffelse ser de kun endeløse slumkvarterer klemt inde mellem motorveje.
Første gang jeg læser om fædrelandet i dagens avis undrer en essayist sig over, at en høj, hvid kvinde fra det kuldeknugende Danmark har overrakt den høje, sorte mand fra Afrika en elefantorden. Det burde vel have været omvendt... at Præsident Mandela havde bøjet sig frem mod den danske dronning og hængt elefantordenen om hendes hals. "Men det er typisk," fortsætter essayisten "alt hvad vi troede, vi havde, har vi ikke længere... for det står, som udstoppet pynt i montre hos de rige i Europa og Nordamerika."
Kun Afrikas mennesker har de hvide beskedent holdt fingrene fra, siden slaveriet blev opgivet, og de tidligere slaver begyndte at kræve en løn, der kunne give deres børn tøj på kroppen og en uddannelse, som kunne holde liv i håbet om en bedre fremtid.

Flugten fra opløsning
"Cape Town har et hjerte, der banker af kærlighed," fortæller en gadefejer mig, som jeg ofte snakker med på vej til supermarkedet. "Derfor kalder vi den Moder-byen," fortsætter han, "Johannesburg kalder vi Fader-byen for den er kold og hjerteløs og tænker kun på at tilfredsstille sit eget begær."
Måske er det derfor, Johannesburgs bekymrede hvid middelklasse strømmer ned mod Cape Town på flugt fra den opløsning af kroppen, som altid sker, når hjertet holder op med at slå. Jegets uregerlige, kaotiske forrådnelse, som er hård at leve med, men nødvendig for at nedbryde gårsdagens barmhjertighedsløse regime og frigive energi til at skabe morgendagens postapartheidiale sydafrikaner.
Som altid taler gadefejeren sig hurtigt varm. Ophidset vender han ryggen til alt det affald, som pryder hans gade. "Vi står lige midt i en revolution, selvom ingen tør bruge det ord. Der er alt for meget blod og lort og halvsmadrede sjæle til, at I turister har lyst til at fotografere det. I tager først fotografiapparaterne frem, når I kommer ind i den botaniske have for enden af gaden. Der er indgangsbilletten nemlig så dyr, at der ikke er nogen sorte, ligesom på nogle malerier jeg så som barn af paradiset... der var heller ikke nogen sorte mennesker, men planterne lignede fuldstændig dem nede i parken. Det skræmte mig, at der ikke var nogen, som lignede mig i paradiset".
For den tilrejsende voyeur er Sydafrika beriget med samme frygtindgydende humor, som da jeg for mange år siden i et fattigkvarter i Los Angeles ville have min fotograf til at lave en enorm total af et fattighjem, hvor en dansk rigmand fik sig et gratis måltid mad. Det var om natten, og jeg blev ved med at vifte fotografen længere og længere ud i det storbysitrende mørke for at få den rette afstand til "virkeligheden". Pludselig hørte jeg fotografen skrige om hjælp. Da vi nåede frem til ham, var en gruppe hjemløse ved at brække hans følehorn af ved at skille ham af med hans filmkamera, og han var angst.
Når man er vant til at studere virkeligheden udefra, er det smerteligt pludselig at blive en del af den. Men samtidig var situationen så grotesk, at vi kom til at grine hysterisk, og måske var det latteren, som fik de hjemløse til at give slip på vores filmkamera for igen at lade sig opsluge af byens mørke.

Det hvide ansigt
Som børn malede vi os sorte i hovedet med soden fra en brændt korkprop, når vi legede "negre". Det tænker jeg ofte på hernede, hvor mit hvide ansigt giver ufrivillig adgang til grupper og steder, jeg ikke nødvendigvis føler mig hjemme i. F.eks. er det svært at acceptere, at ens ansigtsfarve automatisk gør en medskyldig i apartheids perversioner, og at man ergo bliver offer for reaktionen mod den hvide arrogance, som så længe har siddet til højbords i dette land.
Men vi har ikke malet os sorte i hovedet med en brændt prop for at slippe for den hvide mands skygge. Som de andre hvide bor vi bag høje mure kronet med advarende skilte med billeder af revolvere og afskrækkende hunde. Og forladtheden på de forkælede gader mellem villaerne spejler frygten med en lavmælt brutalitet, som på særligt følsomme dage går gennem marv og ben. Et ingenmandsland plejet af sorte gartnere mellem fortidens hvid diktatur og morgendagens reaktion fra de undertrykte. Der er noget i luften, og man ved ikke, hvad det er, men mange hvide tolker stilheden som en frygtindgydende ouverture til hævnen.
Men forhåbentlig er de hvide spærret inde i deres egen, klaustrofobiske europæiske tankegang, hvor udåd altid hævnes.
Derfor er de hvides historie ved at gå tilbage ad egne, århundredegamle spor. I sin tid gik hollænderne i land på Afrikas sydligste spids for at servicere skibene på vej til Indien og lagde derved grunden til Cape Town. Siden trængte nordeuropæerne mod nord op i Afrika. Nu har det sociale kaos i og omkring Johannesburg fået dem til at vige ad gamle stier tilbage mod udgangspunktet.
Derfor er Cape Town det eneste byområde her i landet, hvor priserne på fast ejendom stadig stiger, og derfor er Cape Town det eneste sted, hvor ANC ikke er repræsenteret i bystyret.
Man får let en fornemmelse af, at vi blegansigter samles her på det sorte kontinents yderste hvide negl for at være klar til at blive udskibet, hvis historien har brug for at rydde scenen for at skabe plads til de mennesker, som de hvide aldrig frivilligt gav lov til at komme ud i rampelyset.

Forkælede øjne
Mens vi venter på fremtiden kan vi forkæle vores øjne med at se op mod Table Mountain. Et smukt, fladt bjerg hvor skyerne ofte lægger sig til hvile efter at have slæbt sig over Afrikas enorme afstande. Langsomt siver de til døden udmattede skyer ned lags bjergets sider mod Cape Town, præcis som det hvide skum fra en cappucino i en uøvet tjeners hånd.
Forleden dag sad jeg på en café med Table Mountain som baggrund. En hvid tjener kom imod mig med den bestilte cappucino, og tydeligvis var han ny blandt stedets ellers udelukkende sorte tjenere for hans usikre hånd fik cappucinoens hvide skum til at flyde mod underkoppen præcis som skyerne på bjerget bag ham flod ned mod Cape Town. Men øvelse gør mester, og der er tegn i sol og måne på, at de hvide ikke kun magter herskerens rolle, men også tjenerens.
"Hvis bare vi alle havde været sorte, så havde der ikke været noget problem," siger min søn, da han har været et par dage i Sydafrika. Hans yngre bror undrer sig stadig over, at han ikke er blevet sort endnu. At folk blev sorte, når de rejste til Afrika, har han været fast overbevist om i måneder, selvom vi selvfølgelig har prøvet at forklare ham sagens rette sammenhæng. Men lige lidt nytter det, og da jeg hurtigt bliver brun, mener han ovenikøbet, at hans far er et slående bevis på hans påstand "du er jo selv ved at blive neger, far!".

Store krav
Hernede kalder de mig Jon Van Carlsen. Og det er jeg taknemmelig for. Endelig er jeg fri for de engelsksprogedes forsagte øjne, når jeg stolt nævner mit rigtige mellemnavn, Bang, som i mit hjemland har smykket både præster, sagførere og store digtere, men som i den angelsaksiske verden er et frivolt verbum, som betyder at råbolle... først og fremmest det køn, som man nu engang føler sig tiltrukket af, men i overført betydning... at råbolle selve livet. Og det er et stort krav at stille til en mand, som hver eneste aften checker, om alle husets vinduehasper er på, så den uforståelige virkelighed udenfor det millimetertynde glas ikke skal overmande ham, mens han sover.
I dag spiller det Sydafrikanske fodboldlandshold for den unge nations ære. Vi er taget ned på en strandcafé for at følge landskampen på en ordentlig skærm. Da vi træder ind i lokalet er alle hvide undtagen tjenerne. Og på skærmen skælder Schmeichel en medspiller ud efter, at Arsenal er kommet foran. Til vores overraskelse gider kaffebarens gæster ikke se deres eget landshold spille, men foretrækker at lade sig underholde af store, mudrede klumper af rugbyspillere, der alle som en er hvide.
Til alt held opdager vi, at stedets sorte opvasker ser fodboldlandskampen, så vi ender med at se det Sydafrikanske landshold spille modstanderne ud af banen blandt stabler af uvaskede tallerkener.
Jeg føler det ofte, som var Sydafrika en lejlighed, hvor der bor to familier, der konsekvent ignorerer hinanden. Det er selvfølgelig ok, men det er svært at koncentrere sig om maden, når der ligger et udsultet, sort barn og stirrer op gennem den smarte designerglasbordplade, mens man prøver at nyde sin middag. De fleste ved bordet spiser uforstyrret videre, og når jeg gør opmærksom på barnet smiler de venligt, som man nu engang reagerer overfor turister, der med stor måben betragter det, som for de lokale er trivialiteten selv.
Her til morgen føler jeg mig kaldet til at spille helt. Der lyder et kvindeskrig fra naboejendommen. Samtalen rundt om morgenbordet på vores altan går i stå. Skriget genopstår svagere, men langt mere dramatisk, som blev det holdt indespærret i halsen af morderiske hænder.
Jeg styrter ned på vejen, som skiller vores huse. Skriget slipper endelig fri af hænderne og flænger den tilsyneladende så idylliske søndag morgenstund. Chokeret opdager jeg, at opkørslen til det lille hus er fuld af biler. En morder kommer sjældent alene. Øjeblikket efter er det pludselig en mand, der skriger, men skriget er ikke overbevisende. Det er pedantisk og uden indre glød, som var det kun for et syns skyld. Og jeg stopper forvirret op mellem de sydafrikanske mercedeser. Den sorte gartner ser smilende på mig, "don't be afraid, they're being reborn the first sundag in every month... it's very expensive".
Resten af morgenen er den hvide forstad til Cape Town indhyldet i rynkede babyers jublende, hæse velkomstskrig. Og når man tænker på den enorme indre såvel som ydre transformation, de hidtil så privilegerede hvide skal igennem for at blive en del af det nye Sydafrika, så er lydene ikke uden forbindelse med virkeligheden.
"At fødes på ny" er ikke længere et tema, som er spærret inde i præstens mund, det er blevet en nødvendig del af hverdagen for alle i dette overrumplende smukke land.

*Jon Bang Carlsen er filiminstruktør. Hans første artikel fra Sydafrika stod at læse i Inf. 29. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu