Læsetid: 6 min.

Sorte Sørens krønike

2. september 1998

Krarup udgiver sin levetids Danmarkshistorie

NY BOG
Engang i midten af 80'erne skulle Søren Krarup holde et foredrag i Studenterkredsen i København. Foredraget handlede om begrebet anstændighed, og Krarups behandling af emnet var blændende. Efter foredraget var der diskussion, og i diskussionen var der nogen, som luftede deres
uenighed med Krarup. Så brød uvejret løs. Tonen hos Krarup var nu ikke længere saglig, men fjendsk og flabet på en sådan måde, at en af diskussionsdeltagerne forlod mødet i protest. Og hvor der før havde været interessante og nye iagttagelser, kom der nu ensidige betragtninger, som i de særligt mørke stunder tenderede det fanatiske. Foredragets tema var derved blevet belyst fra mange vinkler.
Den reaktion er desværre typisk Krarup. Hans teologiske og historiske viden er enorm, hans formidling er klar og præcis, men hans nedgøren af sine modstandere og ensidige og til tider fanatiske betragtning af de fænomener, han beskriver, har gjort ham til en outsider i den debat, han deltager i.
Nu har den godt 60-årige outsider skrevet en fremstilling af de seneste 60 års Danmarkshistorie, blandet med personlige iagttagelser og erindringer. Bogen spænder, som forfatteren selv, fra det saglige til det fanatisk ensidige. Men hele vejen i et sprog, som er levende og engageret. Man keder sig aldrig, og selv om Krarups holdninger er mod strømmen, er de spændende.
Det begynder med skildringer af Sørens fars og hans meningsfællers oprør mod KFUM-fromheden, sådan som det kom til udtryk i Tidehvervs tidligste periode. Tidehverv var et teologisk fællesskab, som fra slutningen af 20'rne og begyndelsen af 30'rne gjorde oprør mod, hvad Krarup meget præcist beskriver som den Jesus, der identificeredes som "det ædle, harmoniske menneske, som man skulle efterfølge i indre betagelse og ydre levevis på kammeratlig basis..."
I Tidehverv læste man Luther, Kierkegaard og Dostojevskij, og de tre blev hurtigt pejlemærker for de yngre teologer, som dengang tegnede oprøret. At Tidehverv siden har taget modstand mod EU og flygtninge på programmet, er en anden historie.
En væsentlig del af det tidehvervske oprør rettede sig mod enhver form for ideologi, og ud fra den vinkel beskriver Krarup nazismens og kommunismens ideer. Det dæmoniske i nazismen var ikke dens hævntørst efter nederlaget i 1. verdenskrig, men derimod dens karakter af ideologi. For Lenin var ideologiens samlingspunkt klassen, for Hitler blev det racen. Og i tilknytning hertil påstår Krarup, at darwinismen og naturvidenskaben indirekte er en af forudsætningerne for nazismens opståen. I darwinismen sker opdelingen af mennesker i racer. Førhen havde der med kristendommen været et skel mellem mennesket og dyret, hvor mennesket havde skylden og ansvaret, og dyrene var genstand for behandling og eksperimenter. Men med naturvidenskabens gennembrud blev mennesket principielt anskuet som et dyr og inddelt i racer.

Krigens ofre og helte
Som man sikkert kan forestille sig, var samarbejdspolitikken under besættelsen for Krarup et af de mørkeste kapitler i Danmarks historie. Den radikale udenrigsminister Munch fremstilles som den største af de politiske skurke. Selv Stauning måtte ifølge Krarup opgive en oprustning i slutningen af 30'rne og bøje sig for "den radikale ideolog og forsvarsnihilist par excellence", som afviste alle tanker om at forsvare landet. "Med et bedrevidende smil," som Krarup så malende udtrykker det.
Så er hengivenheden noget større over for Churchill, som Krarup udnævner til at være "en meget stor mand, en herlig type, en ægte, oprindelig personlighed, eksponent for alt det bedste i den engelske tradition og historie." Krarups tilslutning til Churchill er uforbeholden, og han levner ikke plads for f.eks. småsentimentale overvejelser over Churchills accept af chefen for Bomber Command, Sir (!) Arthur Harris' bombninger af tætbebyggede boligområder i Tyskland, bombninger som af nogle er kaldt en krigsforbrydelse.
Er Krarup harmfuld over samarbejdspolitikken og nogle af dens fortalere, kan han dog følges med de samme folk i sin opfattelse af retsopgøret, som han kalder en farce. I kapitlet er der en lang redegørelse for et af opgørets helt klare ofre, Statsbanernes generaldirektør Knutzen. Også andre end Krarup har efter besættelsen talt Knutzens sag, men Krarup gør det mere overbevisende og perspektiverende end mange. At temaet tages op, hænger sammen med Krarups oprigtige trang til at forsvare dem, der for ham at se udraderes af magthavere og chefideologerne, et træk der fremstår gentagne gange i bogen.

Den politiske korrekthed
50'erne var for Krarup en god tid, og han skildrer datidens teologiske og litterære miljø med Martin A. Hansen og genopdagelsen af Jakob Knudsen som de glædelige højdepunkter i perioden. Dem havde de kulturradikale endnu ikke fået krammet på.
Samtidig med disse glædelige tiltag skete der en forberedelse af det, Krarup kalder ideologisering på folkeskolens område, noget der kom til fuld udfoldelse i slutningen af 60'erne. Den Blå betænkning fra 1960 var det første markante udtryk for denne tendens, som overgav den gode folkeskole i den politiske korrektheds hænder.
Om den politiske korrektheds udfoldelse i 60'erne handler naturligvis en stor del af bogen, og Krarups metode er at hive de værst tænkelige eksempler frem for at bevise sin påstand om, at de, der tænker anderledes end han, er de rene aber: Jesper Jensens idé om at indføre et barnecertifikat, der skulle være betingelsen for, at unge par skulle kunne få børn (med bl.a. praktisk prøve i samvær og kontakt med børn!), Ole Grünbaums skildring af, hvordan han inden et foredrag røg sig så kanon-skæv, at han ligesom ikke havde lyst til at sige noget. Eller Klaus Rifbjergs smædedigt mod Solsjenitsyn, et digt, der dog ikke citeres fra.
Også Vietnamkrigen får nogle kommentarer med. For Krarup mener ikke krigen var en fejltagelse, men udtryk for USA's offervilje, på samme måde som landet havde engageret sig i Europas kamp mod Hitler og Sydkoreas kamp mod Norkorea. Man kan tænke sig til, hvorledes Løgstrups, Reichs, Wivels og Erik Vagn Jensens overvejelser om krigens grusomheder kommenteres.

Det danske
Hele bogen igennem forholder Krarup sig til kulturradikalismen og ideologierne. De begreber er for ham hovedårsagerne til det meste af al den dårligdom, han fremdrager. I Krarups levetid er der efter hans mening ikke meget at juble over. 50'erne måske, og mentaliteten på landet, sådan som han møder den i Seem sogn, hvor han stadig er præst. Her mødte han, da han 1965 kom dertil som ny præst, et udtryk for ægte folkeligt fællesskab. Man sagde som noget naturligt du til hinanden, men ikke som en "selvpromoverende bekendelseshandling", som senere kom til at ligge i dusseriet. Her fandt han noget, der lignede den almindelige københavners sans for kammeratskab og ægthed.
Men ellers er det som sagt kulturradikalismen og ideologierne, som hersker. Der hvor Krarup ser dem udtrykt, slår han til med fuld kraft, og hvor han ser ofre for mentaliteten, fremstiller han dem nærmest som martyrer. Eller i al fald med en sympati, som virker svær at forstå, for nu at sige det pænt. Glistrup hører til en af dem, som får en positiv omtale over flere sider, for han udtrykte "den folkelige danskheds protest imod 60'ernes ideologiske hovmod og herremandsmentalitet." En anden 'helt' er Jan Bonde
Nielsen, som Krarup mener blev offer for "en ideologisk statsmagt i alliance med en ideologiseret presse."

'Den truede nation'
Og flygtningespørgsmålet spiller selvfølgelig også en stor rolle i bogen. "Den truede nation" hedder kapitlet om dem, der ikke flygter fra, men til Danmark. Krarup filosoferer ikke meget over flygtningenes baggrund, men han gør sig mange overvejelser over den truede nationale identitet. Det er ikke altsammen fanatiske overvejelser. Men dem Krarup ikke kan lide, gør han sig som sagt ikke megen ulejlighed for at forstå; "sandheden generede", sådan er reaktionen ofte, når f.eks. medierne ikke vil reagere, som Krarup håber. Og derfor bliver debatten også her hadsk.
Lige så rasende Krarup kan blive på sine modstandere, lige så engageret begejstret er hans nationalromantisme, som når han beskriver den nationale vækkelse, der kom i forbindelse med fodboldlandsholdets sejr i 92. Der er ikke grænser for, hvor vidunderligt det hele var den aften, hvor hele fodboldrusen føres frem mod at blive en revanche for Dybbøl!
Krarup sidste nye bog rummer ikke nogen overraskende synspunkter. Få har vel som han haft samme holdninger gennem alle årene. Men hans gennemgang af de seneste 60 års Danmarkshistorie er en bog, der kompromisløst rører ved nogle punkter, som er værd at beskæftige sig med. Hans fremstilling af sagen er lidenskabelig og ensidig, hans stil er fremragende og hans argumenter klare, så enhver kan tage stilling for eller imod.

*Søren Krarup: I min levetid. 60 års Danmarkshistorie. Spektrum. 289 s., 348 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her