Læsetid: 5 min.

Spil dig selv

25. september 1998

Velskrevet romandebut af Lone Mikkelsen om violinspil, kurtisaneliv og kærlighed i 1700-tallets Venedig

ROMAN
Venedig 1790. En velhavende gammel kvinde sætter sig til at skrive udvalgte episoder af sine erindringer, der strækker sig over næsten et helt århundrede. Som forældreløst barn blev hun sat i nonnekloster og opdraget i en hård, men i og for sig velmenende disciplin. Sammen med veninden Beatrice snød hun sig af og til ud og opleve det farverige, menneskemyldrende Venedig. Fra have- og køkkenarbejde med nonnespark avancerer hun til at spille på violin og forelsker sig i komponisten Antonio Vivaldi, der underviser hende.
Det er en livslang, men kysk og undertrykt passion. Ingen af dem ville give los for deres følelser, som både ville støde an mod klosterets etikette og mod karrierehensyn.
Efter Cecilia er blevet voksen med frigørelsesproces og hvad dertil hører, har hun ikke valgt klostret eller et pligtægteskab, nonnerne kunne arrangere for hende. I stedet valgte hun oprørsk et mondæn overklassebordel, for vidunderlig smuk med fodlangt hår er hun da.
Som indledning til beretningen om hendes tid i disse stimulerende omgivelser lader Mikkelsen hende skrive: "Den, der nu med forventning ser frem til en masse afsløringer fra Julias horehus, vil blive skuffet."
Desværre, dette er ikke Fanny Hill, kunne der have stået. Herfra bliver hun fast elskerinde hos en trofast, rig og følsom købmand, der endog gerne vil ægte hende, og hvis dødfødte søn hun føder, mens hun endnu overvejer ægteskabstilbuddet.

Blindhed
Vivaldi er draget til udlandet, og selv da han i en periode er tilbage i Venedig, ses de ikke igen. Komponisten sender hende det partitur - Solo for C. - romanen har taget navn efter, og hvis raffinement er, at noderne danner ordet blind. Er det en forsinket kærlighedserklæring, en hentydning til at hun har været blind, for hendes navn kan etymologisk føres tilbage til det latinske ord for blind? Eller måske blot et nostalgisk galanteri, en fiks Anspielung på hendes navnefællesskab med musikkens helgeninde Santa Cæcilia?
Mange måneder efter forsøger hun at opsøge ham, men finder sig (alt for) villigt i en afvisning fra en kvinde, som læner sig ud af hans vindue på vagt over for påtrængende uvedkommende.
"Spil dig selv," har Vivaldi under den sidste violintime sagt til hende. I hans sammenhæng betød det, at hun skulle give sig ud i en improvisation på sit instrument sammen med ham. Det gør hun, men de afbrydes ubelejligt og for stedse i dette musikalske samleje.
Skæbnen handler for hende, især når hun selv lader være med at gøre noget, sådan er det jo for os alle. Og det eksistentielle ærinde i Solo for Cecilia er at vise en begavet handlekraftig kvinde, der i afgørende situation gribes af en handlingslammelse. Selvrealisering er nu heller ikke en dans, tidsånden spiller op til.

Døsende identifikation
Forfatteren har lagt en mulig fortolkningsnøgle ind i det renæssancecitat af Paolo Sarpi, der er sat forrest: "Jeg lyver aldrig men jeg fortæller ikke sandheden til alle."
Denne nøgle-tanke kunne fortælleteknisk have været udnyttet til fulde. Hvis Ceci-lias selvbiografi kunne læses i den upålidelige fortællers stjernetegn, ville romanen være mere interessant, for klosterbarnet og kurtisanens sociale avancement byder ikke på egentlige overrumplinger, der åbner for (selv)erkendelser hos den kvindelige læser, bogen henvender sig til.
Man kan for let glide ind i en velbehagelig, døsende identifikation med hovedpersonen, for Cecilia er for en rigtig klassisk heltinde, menneskelig og dejlig, selv med sine småfejl såsom forfængelighed, selvoptagethed og egoisme. Selv sin største fjende for sin "lykke".
Dog må man ikke glemme, at der sandelig kan være beroligende ved at læse om en person, hvor de (små)ulykker, som statistisk set må indtræffe i løbet af et meget langt liv, kommer indefra. Udadtil er Cecilia nemlig en social succes.

Barsler
Stærkest i romanen står barndommen i klosteret og venindefællesskabet dér, for oplevelserne som kurtisane i den venlig Julias luksusbordel og efterfølgende halve eller trekvarte århundrede som fast engageret elskerinde i trygge omstændigheder er beskrevet ret fladt.
Cecilias karakter og de drejninger, hendes tilværelse tager, ligner 1700-tals spejlinger af karaktertræk, som naturligvis altid har eksisteret, men træder særlig markant i 1970'ernes kvindebevægelse: En årvågen angst for at miste sin selvstændighed, en instinktiv samhørighed med andre kvinder, som rækker længere end en romantisk drøm om varig forelskelse og realiseret og vellykket parforhold.
Et voldsomt indtryk gør beskrivelserne af de to dramatiske, symbolserende barsler. Først skal Cecilias veninde, Beatrice, føde et barn, men presser så heftigt, at både hun og barnet dør. Cecilia føder sin elsker et barn, men er alene under fødslen, en selvvalgt ensomhed, og hendes barn dør. Begge drengebørn, for de to damer præsterer og leverer jo alligevel ikke varen i dette patriarkat.
Den nervøse, længselsfulde Beatrice er præget af sin klaustrofobiske angst for indespærring, der stammer fra tiden i klosteret, og vil sætte sit afkom fri med de paniske veer. Cecilia dør ganske vist ikke, men bliver heller ikke gravid igen.
For at vi skal forstå Cecilia, lader Mikkelsen hende begejstres over den nyudkomne Robinson Kruse, hvis tilværelse på den øde ø hun opfatter som en parallel skæbne til sin egen. Det mest håndgribelige udtryk for Cecilias tilværelses indadrettethed bliver det lille hemmelige rum, hun i sin høje alderdom indretter sig bag panelerne. Her skal hendes erindringer gemmes, og især Vivaldipartituret skal den nære eftertid snydes for.

Solidt og sympatisk
Solo for Cecilia er en debut, Lone Mikkelsen kan være stolt af. Romanen er gennemarbejdet med håndværksmæssig omhu, kompositionen klar og velovervejet, og begivenhederne trækkes ikke i langdrag, romanen er en buket fra Venedigs rokoko.
Cecilias memoirer er sat ind i en rammehistorie, der kaster forfriskende sidelys ind , når tjenestepigen, Marianna, og 'stedsønnen' kommenterer deres oplevelser med en forfængelig dame, der er vanskelig at stille tilfreds. Som ældgammel smider Cecilia tøjet og lader sig male, men forlanger - sympatisk provokerende - at kunstneren skal gengive hendes krop som en 20-årigs.
Et pittoresk Venedig lyser op og giver, om ikke et nyt billede af den elskede kanalby, så en række små meget levende, yndige eller gruelige, øjebliksbilleder. Med sin historiske romandebut slutter Lone Mikkelsen sig til Maria Helleberg, Mette Winge, Bodil Steensen-Leth, Dacia Maraini fra udlandet og talløse andre på ligeberettiget vis.

*Lone Mikkelsen: Solo for Cecilia. 218 s. 248 kr. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her