Læsetid: 4 min.

Stærk dansk herresang

23. september 1998

Nye plader med Henning Stærk, Søren Sko og Morten Remar illustrerer fordele og ulemper ved rocken som internationalt sprog

NYE CD'ER
I en tid, hvor den danske sang ikke længere er en ung, blond pige, men en engelsksyngende jente med farvet hår og push-up bh, er der naturligvis også mangel på sangere og sangskrivere, der på dansk forholder sig til livet, sig selv og det, der i 70'erne hed 'samfundet'.
Den type kan efterhånden tælles på en hånd. Dermed dog ikke sagt, at vi er uden sangere, der kan fylde et musikalsk rum ud. De synger bare mest på engelsk. Og er mest mænd. En af de tydeligst profilerede hedder stadig Henning Stærk med det længst glemte efternavn Jacobsen. Engang kaldte de ham "den hvide neger fra Holstebro." Han har viet den sidste snes år til en indgående empirisk undersøgelse af blodbaneforbindelserne mellem soul, rhythm'n'blues og country.
Sidste års Stærk-udgave Somewhere Somebody's Falling In Love bød på nogle af de mest indlevede fortolkninger i hans karriere: Titelnummeret, "Here Comes The Rain" og "True Love Travels On A Gravel Road" bør indgå som tvangspensum i enhver sangundervisning.
Nu foreligger et nyt overbevisende delresultat, cd'en Let A Man Stand Up.

Enestående autoritet
Stærk skriver ikke selv sange. Han 'nøjes' med at leve sig ind - og ud - i andres. Som fortolker har han en enestående autoritet og autenticitet.
Han synger ikke bare på amerikansk. Han er i USA, et Amerika, der ikke er drømmeland, men nede på jorden-hverdag med kærligheden som både sukkeret og saltet. Og så ejer han alligevel en uimponerethed, en integritet, som ikke gør ham til kopimaskine, men en reflekterende kunstner.
Stilistisk er den nye plade, indspillet med Stærks faste turnéband, ikke slet så poleret som forgængeren, men med større instrumental tyngde i et musikalsk landskab, der stadig er genkendeligt. Roots-rock om den evige dualisme mellem rodløshed og afhængighed.
Højdepunkter på en meget helstøbt plade er Beatles-klassikeren "Please, please me" omarrangeret til noget nær country-vals, Thomas Helmigs værtshus-skitse om ham, de kalder Sundown, men som hedder Montgomery Jones, den seje John Prine/John Mellemcamp-sang "Take A Look At My Heart" og Ron Sexsmiths efterspurgte Secret Heart, som Rod Stewart også er aktuel med - Stærk synger den bare ikke som et kælent sexsymbol, men som en voksen mand der ikke skylder nogen noget, men ikke er bange for at blotte sig.
Den holdning er den ranke rygrad i en plade, der ville gøre Stærk til en mærkevare, hvis han var amerikaner.

Skabsnegeren
Pladen er indspillet i Århus. Det er århusianeren Søren Skos debutalbum ikke. Den er indspillet i København og Hollywood, og mixet over there. Sko var halvdelen af succesduoen Sko/Torp. Nu har han forladt de mildt søvndyssende kloninger af amerikansk rigmandsrock. Og har, efter pressemeddelelsen at dømme, ladet "skabsnegeren" komme frem.
Man kan diskutere, hvor sort Sko synger, men inspirationen fra 70'ernes Philly-soul og Lionel Richie er tydelig. Først og fremmest synger Sko dog forførende, fraseringerne sidder lige i skabet, hans pauseringer er pirrende, og, selv om det jo er løgn, lyder det som om han fører orkestret igennem hver sang. Melodier som "Revelation" og "Someone To Hold Me Tonight" er moderne, international soul, der beder om at blive lavet til musak.
Og her er nok pladens hovedproblem. Pladeselskabet har haft den store pung fremme. Amerikanske musikere, trendy producere og jeg skal komme efter dig, hvor skal det her være noget helt andet end andedamsrock.
Ja, men midt i al vellyden bliver man som lytter tit distræt - hører jeg radio eller er det en cd, hvornår kommer Radioavisen eller Strax-værten? - selv om han vil klare sig bedre i en Euroman-tøjserie, virker Sko nemlig (endnu) ikke nær så forankret i sin musik som Stærk. Sko går ind og fylder nogle roller og forventninger ud. Det gør han dygtigt, men mere perfekt end personligt. Der er stadig lidt for meget projekt over det. Men han burde kunne blive millionær på at sælge de bedste af sine kompositioner.
Det sidste kan man også sige om Morten Remar. Afsætningsmæssigt er hans problem, at han synger på dansk, og at nogen har været der før ham. 80'erne går som et gyldent ekko gennem musikken - Rugsted & Kreutzfeldt går stadig gennem regnen og Thomas Helmig er lige blevet brændt af på sange som "Når Jeg Ser Tilbage" og "Hvordan Ku' Du Gøre Det."

Gennemmusikalsk
Solo er Remars andet soloalbum siden Back To Back belejrede landets radiostationer. Og det er hamrende flot, som de siger i den branche. Trommerne lyder næsten som om de ikke er programmerede, keyboardspillerne kan diskretionens svære kunst, Lars Elswings stramme el-bas giver hele vejen substans og schwung og den gennemmusikalske Morten Remar selv tror på hver en stavelse, han synger. Lad så være, at nogen godt kunne have luget ud i de værste banaliteter.
"Kærlighed bestemmer alt" hedder en sang. Det kunne de alle hedde. Undervejs dukker en afvæbnende humor op, som når Remar synger "kan det virkelig være sandt, at der findes et andet menneske, som synes jeg er interessant."
Det har uge- og frokostpressen længe syntes, men nu hvor Morten Remars eks-kæreste kun er eks-kæreste til kronprinsen, er der håb om, at han kan blive vurderet på musikken. Det kan den godt holde til, fuld som den er af en soul'et elegance, der aldrig bliver til designermondænitet. Man skal faktisk til Sverige og Thomas Ledin og Mauro Scocco for at høre magen. Og det er ment som en ros.

*Henning Stærk: Let A Man Stand Up. Producer: Søren Jacobsen. BMG. Udkommer i morgen

*Søren Sko: Sko. Producer: Jamey Jazz, Cutfather & Joe, Ezicut m.fl. Polydor/PolyGram

*Morten Remar: Solo. Producere: Morten Remar og Morten Bolvig. Pladecompagniet/Sony

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her