Læsetid: 3 min.

Sundhedssektoren skriger på planer

15. september 1998

Det danske sundhedssystem skriger på god planlægning. Det er en af konklusionerne fra et internationalt ekspertpanel, som har analyseret centrale områder inden for sundhedsvæsenet

Det danske sundhedssystem er karakteriseret ved en udpræget mangel på planlægning. Det betyder blandt andet, at mange danske hospitaler ikke lever op til den kvalitet i behandlingen, som de burde kunne levere.Der burde derfor være en øget overvågning af kvaliteten og effekten af de behandlinger, som tilbydes på de danske sygehuse.
Det var nogle af konklusionerne fra et international ekspertpanel, som i går mødtes i København.
"Det danske sundhedssystem skriger på god planlægning," sagde Gavin Mooney, som er professor på University of Sydney og en del af det ekspertpanel, som har fået til opgave at evaluere organisationen og finansieringen af sundhedssystemet.
Panelet, der består af fem eksperter fra henholdsvis Australien, Sverige, Holland, Storbritannien og USA, har foretaget en såkaldt SWOT-analyse, som skal afdække Strenghts, Weaknesses, Opportunities and Threats (styrker, svagheder, muligheder og trusler) i sundhedssystemet.

Øget specialisering
Projektet startede i 1993, efter at sundhedsvæsenet havde været udsat for heftig mediekritik. Det udløste et behov for at få et samlet billede af sundhedsområdet og en grundig analyse, der kunne give politikerne et bedre udgangspunkt for at træffe de overordnede beslutninger.
Den endelige rapport ventes færdig i foråret 1999.
"Det vil være en fordel med en stigende specialisering mellem amterne, men det vil samtidig give et øget behov for at bruge højt kvalificerede ledere og planlæggere," sagde Gavin Mooney.
Han ser derfor gerne, at bliver oprettet en central tænketank, der skal tænke i forskellige planlægningsmetoder. Derudover forslår han, at man opretter en nationalt råd, som kan være med til at fremme specialiseringen mellem amterne.
Også professor Karen Davis, som er leder af The Commonwealth Fund, et uafhængigt forskningsinstitut i USA, pegede på det nødvendige i at fremme specialiseringen mellem amterne.
"Al litteratur peger på, at for eksempel kirurger, som har en større produktivitet, også har bedre resultater og dermed bedre kvalitet i behandlingen," siger hun.
Hun mener desuden, at der bør være en langt bedre koordination af den pleje, patienterne tilbydes.
"Alt for ofte er det forskellige læger, som har med patienten at gøre, og samarbejdet mellem lægerne er ikke altid godt nok," siger hun.

Bedre overblik
Også professor Richard Janssen fra det hollandske Tilburg Universitet pegede på, at der burde være et øget samarbejde på hele sundhedsområdet.
"Der bør opbygges et nationalt overvågningssystem, så der bliver bedre overblik over kvaliteten af behandlingen," sagde han.
"Udgangspunktet må være, at man samler de bedste eksempler fra praksis og deler ud af sine erfaringer," sagde han.
Karen Davis pegede på, at en øget brug af informationsteknologi, for eksempel i form af elektroniske journaler, kan være med til at forbedre samarbejdet, fordi det kan fremme kommunikationen blandt lægerne.

Meget for pengene
Trods kritikken var der også ros til det danske system. De fem eksperter hæftede sig blandt andet ved de lave administrative omkostninger i det danske sundhedsvæsen.
"I får virkelig meget for pengene," sagde sundhedsøkonom Jeremy Hurst fra Storbritannien.
Samtidig er Danmark et af de lande, som har den største brugertilfredshed blandt patienterne.
"Men patienter har større og større forventninger til de ydelser, de modtager. Det er en del af en international trend, hvor der er mere fokus på den individuelle og skræddersyede behandling," sagde Richard Janssen.
Ekspertgruppen mener derfor, at det er vigtigt at undersøge nøjere, hvor meget danskerne er villige til at betale eller undvære i anden offentlig service, for at bevare de muligheder, sundhedssystemet kan tilbyde.
"Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange danskere faktisk er villige til at betale mere for sundhedsydelserne," sagde Gavin Mooney.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu