Læsetid: 4 min.

Svigerbold

7. september 1998

Middagen var god, da Danmark spillede EM-kvalifikation mod de hvide russere. Spillet - aner det ikke

HESSELAGERS HJØRNE
"Det er den største fodboldoplevelse, jeg nogensinde har haft. Jeg mindes ikke noget større."
Ordene slog ud af skærmen. Vi var i Tisvildeleje. Ude i køkkenet stod svigermor og hendes datter og ordnede svinemørbraden. Jeg havde på ægte patriarkalsk vis fået skænket et glas rødvin og var blevet overladt til mig selv. På musikanlægget lød Aretha Franklins A rose is still a rose. "Vi kom bagud, men kom igen. En stor dag," lød fortsættelsen - med påhæftelsen: "for svensk fodbold." Og dermed ord, der snarere smertede end gjorde godt.
Meget længe så det ud til, at der ikke ville blive transmission fra opgøret mellem Danmark og Hviderusland i Minsk. Kvalifikationskampen til EM i Belgien og Holland i år 2000 var ganske enkelt for dyr for danske stationer, og ingen af dem hoppede på de tyske fodboldkøbmænds bud. Så det længe ud til. Derfor kunne undertegnede i bedste familieånd snildt smile ja, da hun spurgte, om det passede mig, at vi tog op til sviger i weekenden. Med mit hurtige svar scorede jeg helt sikkert nogle point, og ingen kunne jo ane, at svaret var et udtryk for undervurdering af markedskræfterne.
For selv om det danske hold var både afbudsramt og bestod af utrænede opkomlinge, så kendte de tyske købmænd deres marked.
TV3 'faldt til patten', som det med slet skjult misundelse blev noteret på tekst-tv på TV 2. Kampen blev sendt direkte, og klanen begyndte at kime: "Nå-men-hvordan-går-det-og-hvor-skal-vi-se-den".

Travolta på toeren
Sviger har ikke TV3. Til gengæld kan hun modtage svensk tv. Og det gjorde bare det hele endnu værre - svenskerne havde åbenbart haft krammet på englænderne i deres EM-kvalifikationskamp. Og jeg sad bare her i duften af svinemørbrad, i skyggen af en svensk triumf, uden udsigt til at kunne se danskerne trumle de hvide russere...
"Vi gider ikke salat, der er masser af det andet ," lød det som en slags spørgsmål fra køkkenet. "Uhm," lød det som en slags svar.
Ganske vist ville DR vise uddrag af kampen. Men det ville ske, mens John Travolta optrådte på TV 2, og jeg ville ikke få lov at slå over. Alternativet ville være, at snige sig ind i svigers soveværelse og se kampen på den lille skærm der - men det ville udstille falskheden i mit hurtige ja, da hun lagde weekendens planer, hvilket igen ville udløse en potentiel konflikt af dimensioner.
Tilbage var én mulighed. Statsradiofonien transmitterede direkte fra klokken 19.30. Men... A rose is still a rose snurrede med visse overspring stadig på cd'en. Og damerne tilberedte middagen - jeg kunne ikke klikke over på P3 uden at blive afsløret. Det havde jeg forsigtigt prøvet, inden kampen startede. Langsomt havde jeg fadet ned for Aretha og klikket over. Skruet forsigtigt, ganske forsigtigt, op for holdopstilling og vurdering af de danske muligheder. "Hvad laver du!" havde det lydt med en klapperslanges præcision hen over de sydende pander.
Hurtigt tilbage til A rose is still a rose. Dummere er man jo ikke, end at man ved, at fornøjelsen ved blindt at forfølge sin lyst, er mangefold mindre end den straf, der efterfølgende vil ramme én.

Huskøb
"Vi er kommet godt i gang på vej mod EM," lød det sårgravende fra den svenske speaker. Jeg kunne akkurat høre ham på trods af Aretha, omvendt kunne de ude i køkkenet ikke høre svenskeren på grund af samme Aretha. Tak, trods alt, Aretha.
Mørbraden var god. Vinen glimrende. Vi snakkede om alle de huse, som hun og jeg overvejer at købe - bare et enkelt af dem - hvilket ikke gjorde det hele nemmere. Næst efter en kvalifkationskamp, man ikke får set, er det kun én ting, der umiddelbart forekommer værre - at købe hus. Men det er en anden historie.
"Og så kom hun hjem med 70 tæger, tænk jer!. Ja, den tossede hund!"
Snakken gik om alting og intet. "Men vi vil jo heller ikke bo for tæt på Frederikssundsvej. Man giver jo ikke halvanden million for at få en motorvej gennem forhaven," lød det. Og det er jo rigtigt.
Gad vide om de var kommet foran. Det er ikke nogen ligegyldig kamp. Katastrofen ved at tabe et point er stor - for det gør italienerne - som Danmark er i gruppe med - ikke. Og så snupper de førstepladsen...
"Men så sagde jeg også ..."
...og Danmark mangler målscorere. Men hvem ved, måske træder en af de nye i karakter ...
"Der er mere mørbrad..."
.... Martin Jørgensen. Han er god, ganske vist utrænet, men fandenivoldsk. God, fordi han ikke er bange for at falde igennem. Han tør fejle, derfor er han en vinder. At turde tage en risiko, det er dét, der måske mest af alt kendetegner eneren. At udfordre himlens og helvedes samlede kræfter. At tage chancen.

Ingen mål igen
Jeg rejste mig. Satte mig på hug foran radioen. Skruede stille op, mens Strisseren på Samsø, var det vist, afleverede sin genudsendelse på TV2, vel i forsøget på at lokke seerne væk fra DR's Huset på Christianshavn.
"Det vi så, var det så endnu engang et dansk hold, der ikke kan skabe kampen?" lød det fra radiokommentatoren - henvendt til medspeakeren. Åh nej. Og senere: 0-0! Igen.
Det var en dejlig middag. Godt man ikke spildte tiden på latterlig fodbold, men derimod nød familielivets glæder. Det burde nogen flere gøre noget mere. Prioritere tilværelsens sande kvaliteter, i stedet for at sidde og glo bold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her