Læsetid: 4 min.

Sylvia George & Co.

15. september 1998

Paris-boghandelen Shakespeare and Company udløser litterære flashbacks

DERUDE
PARIS - For en bibliofil Paris-farer er et af de obligatoriske stop Shakespeare and Company, en herlig rodebutik af nye og gamle bøger i flere etager. Den snørklede og tætpakkede forretning ligger ned til venstre Seine-bred, et stenkast fra Place St. Michel og med udsigt til den nyrenoverede Notre Dame Kirke. Ude foran, under de japanske kirsebærtræer, kan man grave fund op af de mere eller mindre jordslåede kasser med brugte bøger. Oppe på facaden hænger en mindetavle for Walt Whitman. Og inde i den dunkle boglabyrint er det stadig forretningens grundlægger, George Whitman, efter sigende den amerikanske nationalskjalds oldebarn, der står bag skranken.
George Whitman er nu i 80'erne, men stadig vital og temperamentsfuld. Han fægter med armene og skælder ud på de ansatte, og selv om han ikke lader sig mærke med noget, er der ingen tvivl om, at han nyder lyset fra de japanske turisters blitzlamper. George er en levende legende, samlingspunkt for et litterært miljø med rødder tilbage til 50'ernes beatniks, og - mere indirekte - videre til 20'ernes "fortabte generation" med Gertrude Stein, Hemingway og Scott Fitzgerald.

Et eldorado af ord
Shakespeare & Co. arrangerer jævnlige lyrikoplæsninger, og lægger man vejen forbi søndag eftermiddag, kan man meget vel blive inviteret til teselskab oppe på tredje sal, et ekko af 20'ernes litterære saloner. Her kan man så flyde ud i en lænestol, omgivet af førsteudgaver og andre rariteter, og forsyne sig med te og kage, mens George holder hof.
En anden mulighed er at begive sig til lejligheden på første etage, der er omdannet til et privat bibliotek. Alle vægge er dækket med bøger fra gulv til loft, og i små kringelkroge er anbragt sofaer eller magelige stole, hvor man kan slå sig ned og læse. Bøgerne er ikke til salg, og de må ikke fjernes fra etagen, men til gengæld kan man kvit og frit campere i dette eldorado af ord.
Det mest interessante ved Shakespeare & Co. er imidlertid stedets forhistorie. Da George Whitman åbnede forretningen i 1956, var det efter inspiration fra Sylvia Beachs berømte boghandel af samme navn, et samlingspunkt for Paris' amerikanske kunstnermiljø i 20'erne og 30'erne. Beach kom til Paris fra USA som ganske ung i 1918 og forelskede sig straks i byen. Hun fik sin gang i Adrienne Monniers butik for moderne fransk litteratur i Rue de l'Odéon, og Monnier opfordrede Beach til at åbne en filial, når hun kom tilbage til New York. Da dette viste sig umuligt, besluttede Beach i stedet at etablere en butik for amerikansk litteratur i Paris.

Bohemernes hjem
Den 19. november 1919 slog Beach dørene op for Shakespeare & Co. i rue Dupuytren, en sidegade til rue de l'Odéon, og i løbet af kort tid blev det beskedne lokale mødested og varmestue for de mange amerikanske kunstnere, der søgte til Paris efter Første Verdenskrig. Forfatterne og deres omgangskreds af bohemer havde imidlertid ikke penge til at købe bøger for, og derfor fandt Beach på at udleje de eftertragtede bind for et symbolsk beløb. Blandt de første stamkunder, der tegnede medlemskab, var navne som Ezra Pound, Gertrude Stein og Alice B. Toklas.
Snart fulgte den unge Ernest Hemingway. Han havde slet ingen penge, men besnærede butiksindehaversken i en grad, så han alligevel kunne spadsere hjem med Turgeniev og Dostojevskij under armen. Beach kaldte Hemingway "min yndlingskunde". Og mange år senere, i erindringsbogen Der er ingen ende på Paris, tænkte Hemingway tilbage på Sylvia Beach som en livlig kvinde med et "skarpt modelleret ansigt" og "kønne ben". Selve forretningen beskrev han som "et lunt og hyggeligt sted med en stor kakkelovn om vinteren, borde og reoler fulde af bøger, nye bøger i vinduet og på væggene fotografier af berømte forfattere, både levende og døde".

Joyces bagkvinde
Beachs vigtigste bekendtskab var imidlertid James Joyce. De to mødtes i 1920, og herefter havde Joyce sin daglige gang i boghandlen. På det tidspunkt var han ved at færdiggøre manuskriptet til Ulysses, som skulle vise sig at blive et af dette århundredes væsentligste litterære værker.
Det var der dog ingen, som kunne vide i 1920, og havde det ikke været for Sylvia Beach, var bogen måske aldrig udkommet. Nogle kapitler var publiceret i det amerikanske tidsskrift Little Review, men reaktionerne på det "usømmelige" indhold havde været så stærke, at ingen forlæggere i USA eller England turde røre materialet.
Da Joyce var ved at give op, tilbød Beach at udgive bogen i Frankrig - på engelsk. Den første udgave af Ulysses lå i vinduet hos Shakespeare & Co. i februar 1922, og via en storstilet plan - iværksat af Hemingway - blev der smuglet så mange kopier ind i USA, at bogens renommé snart bredte sig til resten af verden.
I erindrigsbogen Shakespeare and Company giver Sylvia Beach en detaljeret fremstilling af sine år som stort set ulønnet forlægger, assistent og sekretær for Joyce, frem til 1933, hvor den excentriske irer - på eget initiativ - tegnede en kontrakt med det amerikanske forlag Random House og modtog et forskud på 45.000 dollars, af hvilke Beach ikke modtog én cent.
Udgivelsen af Ulysses betød desuden, at Beach fik et omdømme som "pornograf". Stribevis af kendte og ukendte forfattere kom til hende med slibrige sager, som de ville have hende til at udgive, men hun holdt fast ved, at Joyce var den eneste forfatter i hendes stald.
Derved kom hun til at sige nej til D. H. Lawrence, som meldte sig med Lady Chatterleys elsker. Og til en ukendt ung amerikaner ved navn Henry Miller, som i starten af 30'erne kradsede på døren med et manuskript, der bar titlen Krebsens vendekreds.

*Shakespeare and Company. 37, Rue de la Bûcherie. Åben daglig til midnat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her