Læsetid: 10 min.

Den tabte uskyld

5. september 1998

Man skal være en slem hykler - men dem er der også en hel del af - hvis man ikke vedkender sig, at man er interesseret i sport på grund af dramaet, præstationerne, det ekstreme. Det er en tabt uskyld. Og det er som bekendt bedre end uskyld. Jørgen Leth ser tilbage på sommerens cykelskandaler før starten på det spanske cykelløb, Vueltaen

Her inden Vueltaens start sidder jeg på mit værelse på paradoren i Córdoba og gennemgår mine udklip og notater om doping-stormen. Det samme gør Jørgen Mader på sit værelse. Vi har nogle dage her til at forberede os. Denne gang ikke bare på de forhåbentlig forestående sportslige oplevelser. Men også på skandalens kædereaktions rækkevidde.
Bare den omstændighed at usikkerheden om Festina holdets deltagelse indtil i dag var samtaleemnet, samt spanske sportsdirektørers og visse journalisters kritik af Bjarne Riis' mæglerrolle i Tour de France (hans opførsel var ikke korrekt, mener de krigeriske ONCE-direktør Manolo Saiz, og han bør ikke være rytternes repræsentant i UCI), og historien om at de fem italienske hold, der deltager i vueltaen, har valgt at sende udstyr og busser og biler med færgen fra Genova til Barcelona og rytterne med fly for at undgå at passere fransk territorium.
En ting er de temmelig enige om her i miljøet omkring det spanske etapeløb. De hader alt, hvad der har med fransk cykelsport, fransk politik og fransk politi at gøre. Ingen konfrontationer af den art vil komme til at ske her.
Specielt mener man at have sikret sig efter at have strøget den del af ruten i Pyrenæerne, som skulle have været inde på den franske side af grænsen.
Men vueltaen kan ikke undgå, at balladen i Frankrig kommer til at kaste en lang skygge ind over.
Det vi gør her, det er, at vi standser op et øjeblik. Ser os omkring.
Hvordan bliver det at tage hul på en ny tre ugers føljeton. Vil de sportslige kvaliteter træde så tydeligt igennem, at man kan reducere skammens billeder fra juli til at være en marginal indramning?
Igen står vi under alle omstændigheder overfor den opgave at skulle fortælle om det, der sker. Det var umådeligt vigtigt i den sidste uge af Tour de France at kunne samle det paradoks, som løbet blev. På den ene side politihistorien, ydmygelsen af løbet, razzia og belejring, scener som bliver vanskelige at glemme. På den anden side en storslået sportslig kappestrid mellem en rytter, Pantani, som oplevedes som en åbenbaring fra en fjern og svunden gloriøs epoke, og en ung mand, Ullrich, som i sin vanskeligste stund viste en tapperhed og en viljestyrke, som man ikke havde ventet. Sådan et løb voksede ud af kaos. Og bekræftede vel for os, der gerne vil se det sådan, selve cykelsportens overlevelseskraft.

Nu Vueltaen. Kom an. Olano, Jalabert, Escartin og de andre, der forlod Tour de France ad bagdøren, Rolf Sørensen som først nu for alvor dukker op på scenen, vi må beklage afbud fra en af favoritterne Pavel Tonkov og, hører vi nu i dag, fra Bjarne Riis, begge på grund af skader, men kan jo så til gengæld glæde os (hvis man synes) til at møde de sværtede fantomer fra Festina - Zülle, Dufaux, Virenque. Giv os noget, vi kan huske for det gode.
Jeg har tænkt på, hvad salig Ebbe Traberg ville sige til al den ballade, som hans elskede cykelsport er blevet kastet ud i. Han ville være blevet ked af det. Men jeg tror, han ville have set med mildhed på doping-synderne. En journalist, han havde stor respekt for, Chico Perez, skriver på lederplads i Ciclismo meget kritisk om Tour-direktør Jean Marie Leblancs håndtering af problemerne. Han siger, det var en fejl at smide Festina-rytterne ud. Man gjorde det, fordi man troede, det var det bedste for at få ro. "Men det bedste er ikke altid det mest retfærdige", skriver Perez. Som andre spanske kommentatorer beklager han, at de franske myndigheder gik amok og massakrerede Tour de France og ødelagde løbet på en måde, som nærmest har lagt cykelsporten i ruiner.
Skadevirkningerne kunne vanskeligt begrænses. I modsætning til, hvad rytterne gav udtryk for den dag, de strejkede mod medierne, så kan man ikke fortænke journalister i at fremstille dramaet, som det faktisk udfoldede sig. Det var historien. Cykelløbet var havnet på et sidespor. Det var noget totalt monstrøst der brasede ned over sporten. Det var en kriminalhistorie med sin egen inerti. Mange snydere, politi, bortkørsler, bortforklaringer, fjerne undersøgelsesdommere med ukendte agendaer, politikere med dulgte motiver helt ude i affærens skyggebagland, spidsnæsede Louis de Funes-agtige polititalsmænd, som forklarede politiets enorme hensynsfuldhed og venlighed, så man følte sig hensat til en sort komedie. Sådan kørte det løb afsted.
Bagefter kom begyndelsen på den professionelle cykelsports lange og endnu mere langtfra afsluttede selvransagelse, reorganisering og moralske genoprustning. Ingen ved, hvor den fører hen. Måske til mere ro. Måske til flere tågebanker. UCI har miskrediteret sig selv i en grad, der kan være svær nok at reparere.

Vi venter i spænding på, hvordan Tour de France selv, som den institution løbet er, med sin særlige position som del af den nationale kulturarv, vil finde sig selv og kunne se sig selv i øjnene efter mareridtet. Der er traditioner, der forpligter. Man kan ikke følge en alt for hastig revisionspolitik og f.eks. kappe alle bjergetaperne ned, eller forkorte løbet med en uge eller lignende drastiske ændringer. Man kan ikke imødekomme argumentet om, at løbets sværhedsgrad skal bære skylden for doping ved at skære og flænse i løbets medfødte struktur. Hvis man går den vej, så mister Tour de France sin identitet.
Men som vi så det personificeret i Jean Marie Leblanc selv, en direktør der lignede en groggy sværvægtsbokser, så er det klart, at Tour de France må igennem sin egen redefinering. Tour de France er ikke en frit i luften svævende begivenhed. Det er klart, at det store cykelløb må definere sig selv i forhold til det samfund, det udfolder sig i.
Jeg ved ikke, hvad det i praksis vil indebære. Også her må vi vente og se. Jeg er overbevist om, at Tour de France er klar og sig selv næste år. Jeg tror slet ikke på de spanske svovl-apostle, som siger væk med det skidt, franskmændene er færdige, dem og deres uheldige sammenblanding af alting, politik, sport og filosofi, nu skal Vueltaen være det største på kalenderen. Debatten i de spanske aviser er temmelig primitiv i sin overdrevne nationale selvglæde.
Dette års udgave blæses på forhånd ud af alle proportioner. "Århundredets løb". Come on! Det kan da godt være, det bliver godt, det håber vi sandelig, men det kommer ikke i nærheden af Tour de France. Man kan ikke udskifte en legende.
Vueltaen skal lige skaffe sig sin egen rodfæstede seriøsitet. Det er ikke noget, der sker fra dag til dag. Hvad har Vueltaen som referenceramme? Jeg spørger bare. Hvor var det egentlig, de største spanske cykelnavne gennem tiderne - Federico Bahamontes, Luis Ocana, Miguel Indurain - fejrede deres triumfer?
Husk nu på, siger min søn Asger til mig en gang imellem, at du ikke må ryge med ud på forargelsens overdrev. Sørg for at pleje nuancerne i debatten. Og kig lige på perspektivet, tilføjer han.
Det undrer mig, at ingen i Danmark synes at have haft appetit på at samle det lange, tunge perspektiv op - udsigten til gen-manipulation. Det udskiftelige menneske. Et emne, som ellers i Danmark blev bragt på bane af dr. Bengt Saltin og i Jyllands-Posten af molekylærbiolog Peter Schjerling.
Er det fordi, denne noget skrækagtige fremtidsvision ville relativere den aktuelle debat om, hvad der er godt og skidt, og hvad man må og ikke må?
Jeg ser det sådan, at præstationsfremmende foranstaltninger som sådan kommer man ikke til livs. Men sproget strækker næsten ikke til. For hvad er doping? Vil det være doping, når man om fire-fem år måske kan udskifte en hjerteventil, øge lungekapaciteten, uden at indføre et fremmed giftstof i kroppen? Der kan nok, nogen tid endnu i al fald, ikke være tvivl om, at der er noget etisk helt afsindigt ved den udvikling. Man vil kunne manipulere genetiske egenskaber for at udvikle mere specialiserede mennesketyper. Umiddelbart uhyggeligt. Jeg nævner det bare. Netop for at sætte idrættens aktuelle sundhedsdebat i perspektiv.
Kald det en pessimistisk - eller bare en realistisk prognose.
Tonen omkring dopingspørgsmålet er f.eks. i Danmark så overophedet, at nuancerne bliver brændt væk og debatten mister bredde.

Alle mulige misforståelser kommer ind. Tillad mig i den givne anledning at samle et enkelt eksempel op. En filosofistuderende hævdede under Tour de France i Politiken, at jeg ikke kunne tillade mig på tv-skærmen at ventilere tanken om legalisering af doping under medicinsk kontrol (et i øvrigt stadig oftere fremsat synspunkt hos velinformerede læger fra flere lande), fordi jeg var kommentator på en licensfinansieret tv-station. Hvad er det for noget vrøvl? Det er, undskyld hr. filosof, dårlig filosofi. Hvad værre er: Det er et totalitært synspunkt. Usunde oplysninger må ikke udbredes, specielt ikke fra "autoriserede oplysere"! Hvis det ikke er stalinisme, så er det i al fald dansk formynderkulturradikalisme af værste slags.
Folk misunder ofte det med at repræsentere. Jeg fortæller som kommentator, hvad jeg ser og hører, og når der er dopingballade, så kan det f.eks. være min opgave at orientere seerne om, hvad de udenlandske medier bringer frem, ikke bare af facts, men af meninger, og jeg har muligvis også et personligt synspunkt midt i begivenhedernes bål. Det er faktisk det arbejde, jeg er betalt for. Ligesom avisernes klummeskrivere har til opgave at sige deres mening om et aktuelt emne. Uden at det nødvendigvis er det samme som bladets mening.
Cykelsporten skal opføre sig ordentligt, som jeg selv har sagt, men jeg fortryder forresten det udtryk - for hvad vil det egentlig sige? Jeg synes, rytterne opfører sig temmelig ordentligt. De kører cykelløb, giver os oplevelser, og de bliver forvirrede og vrede, når politiet braser ind i deres arbejde. Skal de fanges? Skal de korsfæstes?
Jeg ved ikke rigtigt. Den ene dag, den anden dag.
Alex Zülle, gennemsympatisk, afholdt af kolleger, populær hos publikum, beskeden, seriøs. Nøgen og uden sine briller på en træbriks, forhørt igen og igen, nat og dag. Skal han nu pludselig være forbryder? Det samme ca. gælder Laurant Dufaux, en særdeles velartikuleret og intelligent professionel. Richard Virenque, det er lidt anderledes med ham. Han reagerer næsten hysterisk på alt, hvad der sker omkring ham og især mod det, som går imod ham. Men han er konsekvent og har en god advokat, så han bliver et problem for dem, der vil dømme ham og hans kolleger.
Og spanierne, som stikker halen mellem benene og forlader Tour de France? Var det bare, fordi de allerede var løbets tabere (i classementet, undtagen Escartin)? Er det ikke, fordi de simpelthen synes, det er latterligt med denne pludselige franske statsnidkærhed? Det er muligt, at spansk cykelsport, ligesom spansk atletik og andre spanske forbund, har "en tendens til doping", som Prins Alexandre de Merode sagde i sin chokudtalelse som formand for Olympisk Komités medicinske udvalg. Men hvad så? Vel ikke mere end andre? Spanierne er bare enige om, at alt skal fortsætte som hidtil. En nationalt bevidst og videnskabeligt udviklet idrætskultur. Store resultater. En flot facade. Bag den er der muligvis eksperimenter, som ikke tåler dagens lys i forhold til Olympisk Komités proklamerede krav. Men for det første er der ingen, der tror, at IOC mener, hvad de siger. Det har Samaranch selv tydeliggjort. For det andet, så har de implicerede speciallæger, hvoraf flere nyder international anseelse, autoriseret de anvendte procedurer. Og dermed skal snakken ifølge spansk idræts ansvarlige bare stoppe.

Jeg snakker med min gode ven Henrik Jul Hansen. Den ene dag, den anden dag. Det er nødvendig med lidt fornuft. Det var der også i en debatartikel af idrætsforsker Verner Møller i Politiken (26. aug.). Det kan være velgørende med lidt velfunderet kynisme. For det vrimler jo med rigtige højskolegrundede meninger.
Gode danske meninger. Alle de, der værner om forældede idealer, har en stor tid.
Men husk lige, at det hele skal med, tennis, atletik, skisport, skøjteløb, gymnastik, svømning, baseball, basket osv.
Skal vi lukke elitesporten eller hvad? Det vil faktisk være den logiske konsekvens af den amokkørte debat.
Det kan jo tænkes, at Dansk Idrætsforbund med dets erklærede amatøridealer er håbløst ude af trit med udviklingen og nu lige vrider sig en ekstra gang for at vise sin berettigelse. Idealisme i sig selv kan forekomme at være et virkelighedsfremmed begreb i forhold til den underholdningsindustri, som sporten primært er, og hvor cykelrytterne har deres arbejde.
Ejerskab og penge er en del af idrætten i dag, og det ser jeg uden fortrydelse. Det fremmer kvaliteten af præstationer. Det forhøjer sportens sublimerede kraft. Man skal være en slem hykler, (men dem er der også en del af) hvis man ikke vedkender sig, at man er interesseret i sport på grund af dramaet, præstationerne, det ekstreme.
Det er en tabt uskyld. Og det er som bekendt bedre end uskyld.
Så er der de unge. Det er et alvorligt spørgsmål, især måske indenfor cykelsporten. Her er der grund til bekymring. Det er ikke så meget det, at deres rollemodeller, deres idoler, ikke er "rene". Det kan de sagtens leve med. Men det er det, at de måske efterligner dem uden at have erfaringen og uden at have kyndige rådgivere.
De professionelle har ekspertise i huset. Speciallæger, træningsrådgivere osv. Hvorfor kommer de alvorligste ulykker, undertiden dødsfald, mest hos de unge udøvere? Hos de endnu ikke professionelle?
Vi ved alle godt hvorfor. Og det kan ikke nytte at anstille sig formynderisk overfor den realitet. Der skal mere direkte realistisk overvågning til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu