Læsetid: 6 min.

Tavsheden larmer i børnenes hoveder

15. september 1998

Den intense dokumentarfilm 'Mémiores d'immigrés' bryder tavsheden i det franske immigrantmiljø og i det samfund, der modtog immigranterne

Dokumentar
Det sker, at en film, som oprindelig er produceret til fjernsynet, får en ny og lang levetid i biograferne. Dette er sket med et fransk mesterværk af en dokumentarfilm, der fortæller de nordafrikanske immigranters historie i Frankrig.
Filmen, Mémoires d'immigrés, er produceret med støtte fra det franske fjernsynsprogram Canal Plus, og den blev sendt og genudsendt på nævnte kanal sidste år. Fra foråret i år er den blevet vist i biograferne i Frankrig, og nu i sommer er den vandret videre til Belgien.
Spilletiden er lang, godt to og en halv time. Filmen danner en trilogi, og hvert afsnit blev vist særskilt i fjernsynet. I biografen vises den samlet, og publikum bliver siddende. For det, som et fransk publikum er vidne til, er et brud på en kollektiv tavshed. Og det, man som uvildig biografgænger ser på lærredet, er et menneskeligt og historisk dokument, der er dybt bevægende.
Den tavshed, filmen bryder, er først og fremmest en tavshed i det franske immigrantmiljø selv. Men tavshedsbruddet gælder også det samfund, der modtog immigranterne i årtierne efter Anden Verdenskrig, et samfund, som i dag fortsat strides med sig selv om, hvilken plads disse immigranter og deres børn og børnebørn har i den fælles dagligdag.
Filmen er skabt af Yamina Benguigui, der har produceret og instrueret flere film, bl.a. om immigrantmiljøet. Hun er født i Frankrig i 1950'erne, midt under Algeriets uafhængighedskrig. Hendes algeriske forældre kom til Frankrig som led i den omfattende rekruttering af nordafrikansk arbejdskraft, som Frankrig satte i værk efter Verdenskrigen for at skaffe tilstrækkeligt med hænder til at holde den økonomiske vækst i højt gear.

Undseelse og skam
Hvad der skete dengang, rækker frem til de immigrantproblemer, som det franske samfund lever med i dag, ikke mindst hvad angår de unge fra immigrantmiljøet. Yamina Benguigui er af den opfattelse, at en del af de nuværende problemer skyldes den tavshed, der har været om tingene, som de faktisk skete, da den kolossale overførsel af mennesker over Middelhavet fandt sted i halvtredserne og tresserne. En individuel tavshed og en offentlig tavshed.
Tavsheden har i første række været den indvandrede førstegenerations tavshed over for sine egne børn. Der blev ikke talt om den hårde udvælgelsesproces i hjemlandet, om rejsen til Frankrig, om de første bitre år i det fremmede land, om isolationen fra det omgivende samfund. Der blev ikke fortalt om ydmygelsen. Denne individuelle tavshed, som samtidig var en generel tavshed i indvandrermiljøet, var dikteret af undseelse og skam over egen historie.
Og som en tragisk forlængelse blev forældretavsheden fulgt op af et påbud til børnene om, at de ikke skulle fortælle deres franske kammerater i skolen om de forhold, de faktisk levede under derhjemme i barakbyen eller i den sociale boligblok.
Men samtidig har denne immigranternes individuelle tavshed været ledsaget af en offentlig tavshed om de omfattende (og kyniske) strukturer, der var etableret for at sikre, at der blev udsorteret og overført en velegnet og medgørlig arbejdskraft til Frankrig gennem et tidsrum, hvor der var brug for en sådan arbejdskraft.
For Yamina Benguigui er tavsheden en hindring for, at de yngre generationer fra immigrantmiljøet kan træde ind i nutidens franske samfund som hele mennesker. Det er nødvendigt for dem at erkende deres særartede livsbaggrund. De har krav på at kende sandheden om personlige og historiske forhold, som de af gode grunde ikke kan ændre.
Derfor må førstegenerationens indvandrere overtales til at fortælle deres historie, også selv om de fortællende måske selv oplever deres indvandringshistorie som pinlig og ydmygende.
Og denne brede og mangfoldige fortælling haster, for førstegenerationen er ved at forsvinde.

Overtalelsen lykkedes
Immigrantmiljøet er blevet fortalt utallige gange i statistikker og i reportager fra gaderne. Men med den film, Yamina Benguigui har lavet, overskrides tærsklen til boligen. Overtalelsen er lykkedes til fulde, selv om det ofte har taget tid at overvinde frygt, undseelse og skepsis. Som en af kvinderne i filmen siger til instruktøren: "Jamen hvem, min pige, vil være interesseret i det, vi fortæller?"
Overtalelsen er lykkedes, og resultatet er renfærdigt: En lang række dybt bevægende beretninger, hvor loyaliteten fra instruktørens side er sikret ved, at de medvirkende har haft mulighed for at tage stilling til råfilmen med deres personlige bidrag og eventuelt skifte mening og afslå medvirken.
Den algeriskfødte instruktør er kommet sine fortællere i møde via de kulturelle koder. Det var vanskeligst for fædrene, siger hun. For dem var det sværest at berette om sig selv og det, de havde gennemlevet som fremmedarbejdere.
Flere af dem følte, at det var deres værdighed som familieoverhoved, der blev berørt. Det var lettere for dem at tale, når de andre familiemedlemmer ikke var til stede. Filmen er derfor opdelt i tre afsnit: Fædrene, mødrene og børnene.

To hovedperioder
De ældre, forældrene, beretter om de to hovedperioder i immigrationen. Den første var perioden med de enlige mænd, der officielt skulle vende tilbage til hjemlandet efter en begrænset periode og afløses af et nyt hold arbejdere. Den anden var perioden med familiesammenføring, hvor myten om tilbagevenden gradvis tømtes for indhold, og hvor de fremmede blev synlige i samfundet, bl.a. på grund af børnene. Og de nu voksne immigrantbørn fortæller om deres barndom.
Men det er ikke blot lykkedes Yamina Benguigui at få sin forældregeneration (og sin egen generation) til at tale. Det er også lykkedes hende at indsætte disse enkeltskæbner i det fælles historiske forløb, at indsætte dem i Frankrigs historie. Denne større sammenhæng skabes via sort-hvide filmoptagelser, som hun har fundet om immigranterne ved omfattende søgning i diverse filmarkiver. Men sammenhængen skabes navnlig ved interviews med nogle af de personer, der spillede en central rolle i den daværende franske immigrationspolitik, eller som var vigtige personer i denne politiks konkrete forvaltning.
Gennem disse interviews med magtens og statsapparatets repræsentanter tegnes der er klart billede af, hvorledes arbejdsgivernes efterkrigsønske om arbejdskraft affødte en officiel immigrationspolitik i halvtredserne og tresserne, og hvordan denne politik blev en integrationspolitik, som i dag fortsat er et hvileløst emne i den franske (og europæiske) debat.
Og her bliver en myte manet effektivt i jorden: At de fremmede fra Nordafrika skulle været kommet af sig selv i store strømme for at banke på Frankrigs dør og trygle om arbejde.

Kollektiv terapi
Filmen har et publikum fra immigrantmiljøet, og den har et publikum af franske hjemmefødninger. Der er tale om en fælles erkendelsesproces, en kollektiv terapi. Filmen er en politisk akt. Men samtidig er den et varmt menneskeligt dokument. Den ligger fjernt fra grå og bitter socialrealisme. Det er ikke et hadsk opgør, der her endelig tages. Det er en dyb fortælling, der fortælles. Den engagerer, også uden for de direkte involveredes kreds.
At filmen har en egen intensitet, skyldes måske, at det er sin egen historie, Yamina Benguigui fortæller. Hun har selv levet med foreløbigheden og forældretavsheden i sit indvandrermiljø, indtil det blev uudholdeligt for hende, og hun forsøgte at flygte dybt ind i det franske samfund.
Men, som hun siger, tavsheden fulgte med. Og hun bruger en af sine fortælleres formulering om den "larmende tavshed i immigrantbørnenes hoved". Det blev en personlig nødvendighed at skabe en film om den første generations erindringer. Før det blev for sent.
Er det en film om en integrationsproces? Ja, hvis det tilføjes, at det er svært at indkredse dette begreb. Filmen slutter med nogle optagelser fra en islamisk kirkegård i Frankrig. Man kan tage disse billeder som et symbolsk udtryk for, at en integrationsproces er i gang, når de indvandrede ønsker at blive begravet i den jord, de er indvandret til.

*Gunnar Aagaard Nielsen er cand. mag. og bosat i Bruxelles

*Der er udgivet en bog i tilknytning til filmen: Yamina Benguigui: Mémoires d'immigrés. L'héritage maghrébin. Canal Plus Editions, Paris 1997.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her