Læsetid: 4 min.

I tidens elektroniske modvind

5. september 1998

Michael Falch går imod tidsånden. Han forhaster sig ikke. Hans tredje soloplade på otte år giver hverdagen en guitarbåren (p)opsang

NY CD
Den første håndfuld sange på den nye Michael Falch-cd er så indiskutabelt modeurigtige danske, at man egentlig burde indstille til Fredningsstyrelsen at erklære ham bevaringsværdig på livstid.
Medens mange af hans jævnaldrende kolleger har travlt med enten at slikke sårene eller narre sig selv til at tro på drømmen om at kunne hamle op med ungdommen og udlandet ved at være endnu yngre og endnu mere udenlandske, har Falch næsten demonstrativt sat tempoet ned, og med bare tre soloplader på otte år indfanges han kun sporadisk af den store offentlige følgespot.
Det har givet ham ro og tid til eftertænksomhed som sangskriver. De mest markante af hans sange udspringer af hverdagen, det mindste i det største og omvendt. Og så synger han dansk med en altmodisch metaforisk akkuratesse, der, målt med vore dages pop-alen, næsten høres som et fremmedsprog.
Men der er ikke noget musealt over Michael Falch. Han fastholder bare retten til at være sig selv. Og på Nye Rejsende fortsætter han rundrejsen i følelsernes arrede landskab, fra forelskelse over forpligtelse til forlis. Til tonerne af guitaristisk rock af den slags, der opfatter betegnelsen 'gammeldags' som et adelsmærke.

Selvoplevet
"Det begynder med en Lilly, det ender med en blues," hedder det sprogligt veloplagt på åbningssangen, en sej, muskuløs melodi, der lyder som en standard fra første riff.
Det er en sang om, at "man kan være 10 år om at finde den man holder af. Og bare en time om at blive ladt alene tilbage..." Sunget af en mand, der lyder, som om han ikke har hørt det hele fra fremmede.
Endnu mere selvoplevet er Falch på "Singler", et af højdepunkterne på forårets soloturné. En vidunderlig, rørende, men aldrig sødladen erindringsskitse om Falchs nederlag i '64, 1964 forstår sig, om mødet med Mette "med det sorte Mireille Matthieu-hår" i Sønderborg: "Og jeg blev svimmel som en dykker i dybet, da hun kyssed' mig ude på Perlegade. Og så gav jeg hende det største, jeg kunne give: Min komplette samling Beatles-singler i etui, I wanna hold your hand, she loves you, Please please me, men om mandagen gjorde Mette det forbi..."
Tyve år senere spiller sangeren i Sønderborg. Mette kommer backstage, spørger om han kan genkende hende. Selvfølgelig, men hun kan intet huske om de singler, og melodien er for altid blevet væk. Det er som at være der selv, med en melodi, der ikke bare understøtter fortællingen, men giver den undertone og perspektiv uden et øjeblik at glemme, at rock også er pop. Så kan man godt overhøre, at der er kludder i kronologien eller for meget erindringsoptimisme. I 1964 fyldte Falch otte år i september. Godt tungekysset!

Tung tonedragt
Tabet, savnet og uafvendeligheden iklædes en tungere tonedragt på en sang som "November" med et frapperende smukt guitartema. Det er (måske) en sang om en teenager, der kaster sig ud i verden uden at vide om vingerne kan bære. Faderlige formaninger og erfaring hjælper ikke - "Der er et mørkt hul til enhver...". Tilbage er bare refrænet: "Giv ikke op nu, bliv ikke ædt af november..." Som diskret, men distinkt korsanger høres datteren Anna Lyneborg-Falch. Det gør ikke sangen mindre påtrængende.
Og på den svært gennemtrængelige, men derfor dobbelt dragende og sindrigt melodiske "De Første Fugle Uden Dig," med tekstassistance af F.P. Jac, er Falch for alvor på fornavn med sit savn. Af hvem ved jeg ikke, men der gror isblomster på den indre rude, når han synger med en ny, mere nøgen tone, om "noget, der ikke lysner mere, én, der stod dit hjerte nær, én, der lod dig høre til i verden, der er noget, der ikke er her mere, alene ud i rustrødt vejr..." Det er som om ingen sang nu er hjemme mere, synger Falch og han behøver ikke forklare mere. En ulmende sorgfuld baggrundsguitar - måske Nils Henriksen - sætter resten i underspillet, behersket relief.

Socialrådgiversentimental
Desværre har Falch også altid haft troen på, at verden kunne ændres af en sang. I de tidlige Malurt-dage var det en så integrereret del af missionen, at man tog det med i købet. Nu er tiden en anden. Verden trænger stadig til en opsang, men der skal mere raffinerede midler til for at få den til at lytte end de lidt socialrådgiver-sentimentale sange, der har fundet vej til denne, så måske lige lovlig korte cd.
"Danmark I Forbifarten" går akkurat an. Ret beset er den mest en politisk korrekt opdatering af Gnags' Danmarks-sang, men musikalsk fungerer den, og så er det ikke hver dag, Arden, Vandel og Lisbjerg Bakke ubesværet giver lyd i en rocksang. Derimod er case-stories som "Sang For Maria", "Læg Dit Had" og "Den Forbudte By" for belærende og moralsk udstansede. De truer med at halvere helhedsindtrykket, for Falch er for bredpenslet som plakatkunstner.
Derimod skaber han anderledes forpligtende nærhed og poesi ved at se sig selv og sit i spejlet. Sammen med Poul Krebs og Allan Olsen viderefører Falch stolt troubadur-stafetten i tidens elektroniske modvind.

*Michael Falch: Nye rejsende. Producer: Bjarne Nygaard Nielsen & Poul Martin Bonde. Pladecompagniet/Sony. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her