Læsetid: 13 min.

Tilbage til blok 12

19. september 1998

Solidariteten har ingen plads i Farum Midtpunkt i dag, siger Finn Ejnar Madsen. Men sådan var det ikke i 70'erne, da vi drømte om at revolutionere verden

DRØMMENES BY
"Blok 12 svor en faneed til Farum Midtpunkt. At forlade stedet og flytte i parcelhus var det grusomste bedrageri, ifølge Michael."
Finn Ejnar Madsen råber i mobiltelefonen. Der er trafikstøj i baggrunden, han sidder i sin Christianshavner-lejlighed med åbne vinduer.
Anarkisten, der har skrevet sig ind i Danmarkshistorien ved at blive foreviget af en fotograf, da han i ungdomsoprørets år, 1968, tilkæmpede sig talerstolen fra rektor Mogens Fog under Københavns Universitets afslutningsfest, var en af de mange progressive sjæle, der i 70'erne og 80'erne rykkede til terrassehusene i Farum Midtpunkt.
Fra 1979 og 16 år frem boede han i blok nummer 12 ud af de i alt 27 boligblokke - bl.a. sammen med den nævnte Michael. Ham vender vi tilbage til.
"Der var virkelig gang i den i blok 12 i begyndelsen af 80'erne. Jeg blev hængende et stykke tid for at se, om der ville ske noget igen. Det gjorde der ikke, det indre pres fra lønarbejderslaveriet var for stort. Det førte til mordet på blok 12, for der skete det samme med de arbejdsløse som ude i samfundet: De begyndte at skamme sig, og så blev en rigtig 12'er en mere tilbagetrukket aristokrat, der havde travlt. Og hvis blok 12 knækkede, så er det tegn på, at ingenting fungerer i det moderne samfund," råber Finn Ejnar Madsen, og karakteriserer i samme åndedrag dette samfunds indbyggere:
"Menneskene er meget, meget små, fortravlede, hårdt kørte samfundsborgere. De er gæster i deres egen tilværelse, som er et aftryk af den kapitalistiske samfundsorden. Det er et alment forhold, men jeg ser det ikke mindst i Farum. Den sociale solidaritet har sgu ikke nogen plads der. Det drejer sig nærmest om at sikre, at der ikke optræder samfundsmæssigt affald i udkanten. Det skal ind i produktionen."

Blok 12's ånd
Finn Ejnar Madsen skal i Brugsen og må lægge på. Han har anbefalet en radioudsendelse, som blok 12 selv producerede i 1983:
"Fra starten var Farum Midtpunkt et eksperiment med arkitektur og opgør med traditionelle boligformer: 5.000 mennesker stuvet sammen i 27 boligblokke med fælles gangstrøg og fællesrum placeret midt mellem lejlighederne. Udadtil var det letgenkendeligt på rustpladerne og de forskudte terrasser, der giver det et let pueblo-indiansk præg", siger en let drømmende mandsstemme, helt i blok 12's ånd, der viser sig at være at "skabe et blomstrende fællesskab på tværs af sociale skel."
Da Finn Ejnar Madsen igen er i mobiltelefonen, er han kommet i tanker om noget:
"Du skal læse ideologen Michaels skrift, som han har kaldt Et lille griset uvidenskabeligt skrift i anledning af blok 12's 10-års fødselsdag. Jeg har det desværre ikke. Måske skulle vi tage derop?"
En lørdag morgen klokken ni mødes vi på Nørreport station. Finn Ejnar Madsen har rygsæk, mobiltelefon og sønnen Svend på syv år med.
"Mig og min ven Henrik, der skar hovedet af den lille Havfrue, sad og flippede i slutfirserne, og vi definerede fællesskabet i blokken dels ud fra atomfysikerens vej mod tinderne og dels ud fra den åndssvage dreng, Joakim. Først Joakim: Der var rum til ham. Da han fyldte atten var der en kæmpe fest med 50 mennesker, arrangeret af min tidligere kone Nina og så ideologen Michael. Der findes ingen jyske landsbyer, der kan konkurrere med det sammenhold."
"På den anden side var atomfysikeren Per Christians vej mod tinderne en trussel mod fællesskabet. I slutningen af 70'erne var tanken: Lad os leve hvor vi er, lad os ikke erobre verden, men hellige os opbygningen af fællesskabet her. Men da Per Christian rejste til USA og senere flyttede i parcelhus med sin smukke konservatorieuddannede kone, måtte man spørge, nå, findes den "vej mod tinderne?" Ja, det er åbenbart stadig en vigtig ting."

Lykkelig Pinnochio
Finn Ejnar Madsen hiver mobiltelefonen op af rygsækken og prøver et par numre for at sikre sig, at nogle af de gamle bofæller er hjemme og kan forstyrres. Ingen svarer. Han taler videre:
"Jeg definerer fællesskab i modsætning til at mennesker er atomiserede og uden indre struktur, dvs. helt frie individer. De kan flyttes rundt på og gå på arbejde hvor som helst. Men hvor Pinocchio - som jo synger "der er ingen bånd, der binder mig" - var lykkelig, så er de det ikke. Pinocchio havde altid dukkemageren, Gepetto, at komme tilbage til. Det har de ikke."
Toget har passeret Værløse og nærmer sig Farum. Finn Ejnar Madsen udbryder:
"Åh, det er det smukkeste sted i landet!"
Sønnen Svend siger:
"Hvorfor flyttede vi egentlig, far?"
Far: "En af grundene var, at jeg gerne ville sejle mere".
Svend: "Og hvad så - der er en sø her!"
Far: "Ja, søen er så smuk, og se det lille slot der."
- Hvem bor der?
"Sikkert en eller anden kapitalist!"

Vi er blevet gamle
I Farum Midtpunkt går turen først til Susanne og Lars Flagstad, der i flere omgange har været naboer til Finn Ejnar Madsen. Det er uklart, hvorvidt besøget er varslet på forhånd, eller om der er tale om ren gate-crashing, da vi braser ind i det hyggelige familierod. Lars, der tøffer rundt med bare fødder i Jesus-sandaler, sætter straks kaffen over, Svend begynder at lege med børnene og Susanne sætter sig ned ved bordet sammen med os.
- Hvordan er det at bo her i dag?
Lars: "Det ved jeg ikke. Nu har vi jo boet her så længe, så nu bor vi her bare, ikke. Det er jo ikke det samme som i tidernes morgen, det må man nok sige. Vi er jo også blevet gamle mennesker."
Susanne griner: "Nu taler du kun for dig selv, ikke?"
Lars: "Alle de unge her springer jo ikke med på den der med at deltage i noget."
Susanne: "Hvordan forklarer du så, at 200 forældre stiller op til et møde med Brixtofte om fritidshjemsområdet, hvor de som en pølsemaskine vil flytte børnene over enkeltvis, på fødselsdagen, i stedet for i grupper?"
Lars: "Nåja, men jeg mener her i bebyggelsen."
Susanne: "Jeg synes da snarere, det er dig, der ikke stiller op. Der er mange, der laver nogle ting, men du deltager jo ikke i dem. Der er flere af de tidligere beboere herfra, der er flyttet ud i parcelhuskvarteret i Farum, som deltager i fællesspisningerne om mandagen."
- Så må der jo virkelig være noget at savne, selv om I ind imellem lyder som om, fællesskabet er helt væk...
Finn: "Når man flytter hjemmefra, er det ikke ualmindeligt, at man kommer og spiser hos mor og far."
Lars: "Det er nostalgi."
Susanne: "Nej, det mener jeg nu ikke. Men det er da rigtigt, at dengang, hvor fællesskabet rigtig blomstrede med fremtidsværksted og det hele, da var hele blok 12 oppe at flyve."
- Hvilken slags fællesskab havde I dengang, hvor det var godt?
Susanne: "Sammenlignet med i dag var det mere avanceret, fordi man gerne ville være sammen."
Finn: "Der var ingen praktisk nødvendighed i det med at låne hinandens mejetærsker elller sådan noget."

Vi ville være sammen
- Hvorfor flyttede I herud?
Lars: "Vi flyttede bare ind. Der var lys og god plads med 130 kvadratmeter i to etager."
Susanne: "Jeg var tillokket af den måde, det blev opreklameret på: At der gennem understregningen af de mange fællesrum var lagt op til at lave noget sammen."
Finn: "Min daværende kone og jeg var til en fest heroppe. Det var fraværet af den der tornede nu-lukker-jeg-min-egen-dør-stil, som man kendte andre steder fra. Meningen var, at det var hyggeligt, når man mødtes."
Finn: "Jeg er sgu helt ked af, at jeg er flyttet, når jeg nu er her igen."
Susanne: "Der er en ledig etværelses..."
Lars: "Der er ikke den lejlighed, du ikke har boet i herude!"
Finn: "Nej, og nu bor jeg i en 87 kvadratmeters lejlighed til 7.200 kr om måneden efter skat! Jeg siger den op om to dage og flytter ned i min båd. Det er 7.200 kroner hjem til far, du. Man skal jo også lige tænke på pensionen. Det gælder om at trække sig tilbage, når man kan. Jeg hader det her samfund! Det er fremmedgørelse og kapitalisme og udplyndring og fuldstændig mangel på formål med alle anstrengelserne. Det er SÅ naturstridigt og SÅ samfundsstridigt og SÅ historiestridigt, at..... DET ER EN SKANDALE!"
Finn Ejnar Madsen brøler og springer op for at trampe rundt i stuen, mens han flår i sine seler:
"En SKANDALE, siger jeg. REVOLUTION!!!. Det kan da ikke blive ved på den måde, man bliver jo syg. SYG!"

En dygtig mand
- Hvorfor bor du i samfundet, hvis du hader det så meget?
"Fordi jeg har mine børn her, jeg kender alle mennesker her."
Susanne: "Du elsker også at have noget at oprøres over."
Finn: "Nej, jeg vil bare have en ordentlig eksistens. Der findes ikke det sted i verden, hvor de er så onde ved hinanden, som vi er her. Så længe børn i Afrika er små f.eks., skriger de ikke."
- Er det ikke en romantisk forestilling?
Finn: "Lad det bare være en længsel efter noget andet, så, en fuldstændig substansløs længsel. Jeg må kræve ordentlige forhold..."
Lars: "Du lyder lige som Brixtofte."
Finn: "Jeg sagde ordentlige, ikke ordnede forhold."
- Kan man sige noget godt om Brixtofte?
Finn: "Ja, han udnytter alle de ressourcer, han ser omkring sig, og det gør han dygtigt."
Susanne: "Han tænker meget kreativt, må man lade ham."
Lars: "Her i Farum regerer han meget enevældigt. Når han har truffet en beslutning, så bliver det sådan."
Susanne: "Op til forårets folketingsvalget var han meget fredelig, man kunne slet ikke få ham i tale i månedsvis, mens han skulle gøde markerne på tinge."
Lars: "Og da han ikke blev Venstre-formand eller politisk ordfører, så skulle han hjem og lave ulykker."
Susanne: "Ja, jeg skal love for, at man fik borgmesteren tilbage. Så gik han i gang med det der famøse stadion, og folk blev rasende i det kvarter, hvor det skulle ligge."
Finn: "De gider ikke ha', at der kommer nogen kørende for at se fodbold der, de vil ikke høre brølet, når de sidder med deres havegrill..."
Susanne: "Lige præcis, ikke."
- Er han en drengerøv, som nogen siger?
Finn: "Med legoklodser..."
Lars: "Ja, han har da fået bebygget det meste af Farum og solgt det igen. Det eneste, vi mangler at få solgt, er faktisk borgmesteren."
Susanne: "Ham er der sgu nok ingen, der vil købe, tror du?"
- Er det hans fortjeneste, at der er en særlig farumsk identitet?
Lars: "Nej! Jeg siger ikke "vi i Farum." Jeg siger "os i huset her." Og det er de gamle, for de nye kender man ikke."
Susanne: "Vi siger "os i blok 12."

Folk skulle skændes
Susanne finder Farum Midtpunkt-avisen fra 1972 frem. En ny bo-idé læser vi på forsiden, da vi går videre for at ringe på hos den intetanende ideolog, Michael.
Michael Nissen åbner døren og Finn råber: "ER DU IKKE GLAD FOR AT SE MIG?"
Klokken er 12 og Michael har netop været i bad. "Jeg er ved at skifte gear," siger han.
Han laver kaffe og fortæller: "Jeg ville have at folk skulle kunne skændes hele tiden og være uenige. Vi var en blanding af mennesker, social-deroute-folk, totalt neurotiske og fangede i bitterhed, og folk, der havde dyr i stedet for børn og kærester. Og så sådan nogle som os, der skulle have et sted at yngle, og sådan nogle som Finn, der er nogle år ældre. Idealistiske typiske Farum Midtpunkt-folk. Og man mistede pusten, når man på husmøderne gik ind i de diskussioner om kæledyr og om hvor der skulle være boldbaner og hundelokummer."
"Så var der også sådan nogle som Roland, der hele tiden var skattemæssigt på flugt fra myndighederne, og som var meget driftige, men som ikke lige kunne bo i et hus, fordi det var gået på tvang eller nogen var efter dem. De kunne noget, som vi ikke kunne. Råbe og skrige, være uenige og alligevel sammen. Det var sådan en integrationstankegang, det var skidesjovt."
"Det var sådan nogle som Finn og mig, der diskuterede det, og vi fik startet et blad og formuleret det teoretisk i et sprog, folk kunne forstå. Det vil sige, at når først de der underlige skæve eksistenser, de entreprenante familier, banditterne og os, når de var med på den, så lagde de deres lange knive derhjemme og organiserede billige varer på grønttorvet og ferier i Italien, og vi havde en plan om at få en venskabsby i et udviklingsland. Når vi nu alligevel drømte om at ligge under en palme, så kunne vi lige så godt ligge et sted, hvor der også var elendighed, og hvis det bredte sig, ville der aldrig mere forekomme imperialistisk udnyttelse."
"Men det er underligt for mig at tale om. Det er så mange år siden. Det lyder så naivt."

De trætte fugle
- Var det overhovedet sådan, som du beskriver?
"Det var sådan. Vi var en potentielt meget revolutionær dannelse. Der er nogle små rester af det, vi spiser sammen om mandagen, hvor vi også spiller kort, og mange af de fraflyttede er begyndt at vende tilbage - som Troels Trier skriver: De trætte fugle vender hjem."
Finn: "Katastrofen var, at du fik din kandidateksamen. Så gik det hele i stå."
Michael: "Ja, jeg blev taget af det store samfund, hvor det kun er anerkendelse og penge, der gælder."
Michael, der i dag er psykolog og arbejder med skizofrene, finder efter nogen roden det grisede uvidenskabelige skrift, som Finn Ejnar Madsen omtalte i telefonen. Det er fra 1984 og giver udtryk for drømmen om at revolutionere verden nedefra ved at gøre Farum Midtpunkt til en "bofast stamme af solidariske mennesker."
- Det er 14 år siden. Hvordan er det at være her i dag?
Michael: "Det er behageligt. Der er stadig en håndfuld familier tilbage, som, hvis man er på den, gør det nemt at få noget støtte. Der er kortspillet om mandagen, og..."
Finn: "På mig virker kortspil frastødende i sin indholdsløshed. Det markerer en regression, en tilbagetrækning til en lille kreds, som så må stå imod tilværelsen."
Michael: "Jo, det var en form for retræte, men man skal ikke undervurdere det!"
Finn: "Man skal sørme ikke gøre grin med regressioner!"
Michael: "Det skal man sørme ikke! Hvis vi nu sætter en antropolog til at studere kortspil, ser man, at det er skemalagt, hvad der skal foregå, men qua det kommer alle de sociale reguleringer til deres ret; der bliver gnubbet ender. Men jeg skal ikke idyllisere det. Vi trak os ind i os selv, vi opgav revolutionen, vi gad ikke diskutere."

Sjov politiker
- Hvad synes du om Brixtofte?
Michael: "Jeg synes faktisk, han er en sjov politiker. Han har visioner, og han er lydhør. Jeg kunne ikke få en plejehjemsplads til min gamle mormor, og så skrev jeg til ham. Dagen efter fik vi en plads."
Finn: "Det er jo også hans stil, ikke. Han er en solkonge. Lige som Ludvig den 14. trives også han på store indre modsætninger i samfundet."
Michael: "Ja, Farum er fyldt med modsætninger, der er mange flygtninge og indvandrere, der er de gamle konservative nede ved søen, så er der et moderne Venstre-segment ved Furesøen - de sælger høreapparater og er ansat i Oticon, og hér er der en masse SF'ere og socialdemokrater, der i gamle dage var VS'ere..."
Finn: "Men han har løst barrieren mellem de offentligt ansatte og borgerne meget kreativt. Han sørger for, at vi ikke står ved skranken som små mænd og venter, det er bare tjep,tjep."
- Hvilken slags samfund er Farum?
Michael: "Et hypermoderne samfund. Hos min datter på Christianshavn er der gammeldags og hyggeligt, så det mest metropolagtige, jeg kender, det er sgu Farum. Man kan købe ind døgnet rundt, der er fester, der er narko..." Han griner.
- Er der velfærd?
"På den måde at de besynderlige mennesker, der også bor mange af her i de etværelses lejligheder hér, flere skizofrene, f.eks. virker meget godt integrerede i gadebilledet. Og ungdomsbander ser vi ikke meget af. De modsætninger, der er, går meget godt."
- Er det fremtidens samfund?
Michael: "Ha! Ja, med enkelte justeringer. Vi mangler en arena midt i byen til teater, og så mangler vi en offentlighed, det er måske det, der bare gør den til en forstad."
- Du hader ikke samfundet, som Finn gør?
Michael griner igen: "Nej, jeg elsker det faktisk."
På vej hjem fra Farum Midtpunkt bladrer Finn Ejnar Madsen i Farum Midtpunkt-avisen fra 1972.
"Det er sgu et dejligt sted! Grønt og fællesskab, neiij, hvor ser det godt ud. Der vil jeg gerne bo!"

FAKTA
*Beboere (1998): 4.030 eller ca. 22 procent af Farums indbyggere.
*Boligblokke: 27.
*Lejligheder: 1.675.
*Beboerdemokrati: Øverste besluttende myndighed er blokrådet, der er sammensat af
repræsentanter for de enkelte boligblokke og mødes en gang om måneden.
*Areal: 300.000 kvadratmeter eller 54 tdr. land.
*Konstruktionsprincipper:
Indre: Kombination af enfamilihusets mulighed for privatliv med de store fællesarealer, der opfordrer til samvær.
Ydre: Tæt på Farum bykerne. En by i byen med børneinstitutioner, skole m.v. Bilfrit grønt landskab.

TEMA
Farum genopdaget
I disse år er det udliciteringer og kontroversielle privatiseringer, der sætter Farum på offentlighedens dagsorden. I 70'erne og 80'erne var det bl.a. det gigantiske terrassebyggeri, Farum Midtpunkt, der blev talt om.
Drømmene var store blandt de mange hel- og halvakademikere, der rykkede ind i de utraditionelle boligblokke, hvis baggrundsfilosofi, udtænkt af arkitekter, psykologer og sociologer, var at modgå social isolation og i stedet opbygge et fælles minisamfund baseret på det fuldkomne beboerdemokrati.
Kommunen fik på denne måde over årene en borgertilførsel på 5.000 mennesker, hvoraf flere tilhørte venstrefløjen, især det daværende VS.
Information har besøgt drømmerne og realisterne.

*Det er den fjerde artikel om Farum. Serien fortsætter. Tidligere artikler blev bragt den 2., 15. og 17. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu