Læsetid: 8 min.

Titanic i rummet

14. september 1998

Mirs afløser er på vej, men den Inter-nationale Rumstation har økonomiske problemer, og kritikerne spørger, om prisen - 500 milliarder kroner - er det hele værd

RUMFART
På trods af Ruslands aktuelle krise skulle den være god nok. Den 20. november kl. 8.35 letter en russisk raket fra Baikonur Cosmodrome i Kazakstan med det første modul til den Internationale Rumstation, det mest omfattende rumprojekt verden hidtil har set. Eller rettere: måske kommer til at se. For selv om det nu endelig - efter adskillige udsættelser og budgetudvidelser - ser ud som om, Mirs afløser kan begynde at finde sin form 407 kilometer over Jorden, så er der lang vej endnu.
Næsten 40 opsendelser og mere end 250 milliarder kroner skal der til før rumstationen, der kendes under sin amerikanske forkortelse, ISS, er færdigsamlet omkring år 2004 - mere end 10 år senere end NASA oprindelig havde forestillet sig at have en permanent fungerende rumsta-tion i kredsløb om Jorden.
De 250 milliarder er dog kun et løst estimat - og medtager ikke omkostningerne ved at drive stationen i de planlagte 10 år efter færdiggørelsen. ISS bliver til i et samarbejde mellem NASA og rumfartsorganisationerne i Rusland, Canada, Japan og Europa, og det er derfor svært at opgøre de samlede udgifter.
Sikkert er det til gengæld, at da amerikanerne i 1984 vedtog at bygge deres egen rumstation, lød budgettet på 'kun' cirka 25 milliarder kroner. Og da den russiske regering i 1993 blev bragt ind i projektet, satte den amerikanske kongres en øvre grænse for USA's andel på cirka 120 milliarder kroner. En grænse der nu ifølge et uafhængigt udvalg må hæves med yderligere 25 milliarder, hvis projektet skal kunne realiseres.
Alt i alt regner man i øjeblikket med en samlet pris på over 500 milliarder kroner. En pris, der i manges øjne er urimelig høj for et forskningsprojekt, hvis vigtigste resultater bliver mere viden om dyr og planters opførsel under vægtløshed.
Kritikere anfører, at NASA årligt modtager flere penge til projektet, end det amerikanske forskningsråd i alt uddeler til omkring 20.000 andre forskningsprojekter. Afkastet er simpelthen for pauvert i forhold til investeringens størrelse.

Kursændring påkrævet
'Hovedaktionæren' i ISS, den amerikanske kongres, er da heller ikke begejstret for udviklingen, og mange medlemmer vil have projektet stoppet. Formanden for kongressens Forskningsudvalg, republikaneren F. James Sensenbrenner, sammenlignede i foråret ISS med Titanic:
"Rumstationen synes at banke kølen i det ene isbjerg efter det andet, uden at nogen af dem hidtil har været store nok til at sænke programmet. Titanics kaptajn gik ned med sit skib. Men præsidenten har beordret 'fuld kraft frem' og har trukket sig tilbage til kahytten. Det er på høje tid, at han vender tilbage til roret og løser de problemer, som hans dispositioner har påført programmet," sagde Sensenbrenner. Problemet er blot, at siden USA begyndte at samarbejde med andre lande, har NASA måske nok været officererne på broen, men Clinton ikke længere kaptajn. Han er snarere én blandt flere skibsredere, og kan derfor ikke alene beordre den kursændring, som Sensenbrenner og en række af hans kollegaer kræver.
USA er fanget i et spil, hvor man er tvunget til at øge bevillingerne for at videreføre det projekt, som man i 1993 lod andre nationer tage del i, netop for at lette den arbejdsmæssige og økonomiske byrde for NASA.
Samtidig efterlyser Rusland penge til at holde gang i deres del af det store projekt. Landets finansieringsproblemer har allerede medført forsinkelser i opsendelsesplanerne, og der er ikke umiddelbart udsigt til lysere tider for den russiske rumfartsorganisation. Senest har Yuri Koptev, som leder organisationen, i august efterlyst omkring en milliard kroner til at dække de huller i budgetterne, som den Russiske Republik har så svært ved at fylde ud.

Russerne halter efter
Selv om den første del af det enorme samlesæt, Zarya kontrol-modulet, er fremstillet i Rusland, så har der ikke været problemer med at få det færdigt til tiden. Det er nemlig betalt med amerikanske dollars og har været færdigt længe. Det andet modul, Unity, som efter planen opsendes den 3. december, har heller ikke haft store problemer med at blive færdigt. Det blev i forrige uge overdraget NASA af producenten Boeing i 'flyvefærdig' stand.
Til gengæld hersker der stadig tvivl om det tredje moduls skæbne. Det centrale servicemodul er et 100 procent russisk produkt, og det har været plaget af pengemangel og forsinkelser i lang tid. Oprindelig var det planen, at de to første moduler skulle have været i kredsløb allerede denne sommer, men da servicemodulet ikke kunne færdiggøres til tiden, valgte man at udsætte opsendelsen af de to første moduler. Der må nemlig højst gå 12 måneder fra første til tredje opsendelse. Ellers vil gnidningsmodstanden i atmosfæren trække rumstationen ned.
NASA har været så usikre på, om russerne kunne blive færdige med servicemodulet i rimelig tid, at de er gået i gang med at bygge et reservemodul, Interim, som kan erstatte det russiske ved opsendelsen i april næste år. Indsættelse af den dyre reserve til en milliard kroner kan være nødvendig, da servicemodulet er ISS's centrale 'opholdsrum', og det første mandskab skal entre stationen tre måneder senere.
Den russiske rumfartsorganisation fastholder dog, at de kan færdiggøre servicemodulet ved egen hjælp. Yuri Koptev vil finde de manglende penge ved at bortaktionere licenser til satellitkommunikation og sælge bygninger og jord.

En dyr skilsmisse
Den slags løfter er dog ikke nok til at berolige kritikere som Sensenbrenner. Han vil have russerne ud af projektet. Sensenbrenner støtter ideen om en rumstation, men frygter at russernes manglende økonomiske formåen vil underminere hele projektet.
Prisen for at vippe Rusland af pinden kan dog blive temmelig høj: Hvis Interim skal erstattes af et permanent modul, vil det nok koste yderligere fem milliarder, og en fuldstændig udelukkelse af russerne vil koste et astronomisk beløb. Russiske raketter skal benyttes ved opsendelserne, og omkring halvdelen af stationens moduler er planlagt produceret i Rusland. Desuden er russernes erfaringer med Mir nærmest uerstattelige for NASA.
Derfor ser den amerikanske rumfartsorganisation selvfølgelig helst, at servicemodulet bliver lavet i Rusland. NASA-lederen Daniel Goldin anslog i starten af august, at modulet var 98 procent færdig, men at det var nødvendigt med amerikansk hjælp, for at få de sidste to procent i land.
Den hjælp er endnu ikke kommet, og Goldin indrømmer da også, at han har fortrudt, at Rusland har fået en så afgørende rolle i konstruktionen af stationen.

Mir står i vejen
En af grundene til at de relativt få penge - i forhold til udgifterne ved bygningen af Interim - endnu ikke har fundet vej til russerne, er, at man fra amerikansk side mistænker den russiske regering for at bruge en del af de penge, der burde gå til bygningen af ISS, på at holde den ramponerede Mir i luften.
Den nu 12 år gamle russiske rumstation skal med jævne mellemrum besøges af Progress-raketter med forsyninger og Soyuz-kapsler med mandskab. Begge fartøjstyper skal også benyttes til den Internationale Rumstation, og Rusland kritiseres for at forsøge at holde begge rumprogrammer i live samtidig:
"De vil selvfølgelig gerne gøre begge dele. Det er en psykologisk omstilling for dem at gå fra noget, der har været en stor stolthed for dem og udelukkende har været russisk, til noget der kun er delvis russisk. Det er en omstilling, USA og Europa allerede har været igennem," sagde den amerikanske Mir-astronat Michael Foale i for-året, da det endnu var usikkert, hvornår rumstationen skulle 'aflives'.
Senere har russerne indvilliget i, at rumstationen næste sommer skal tvinges ned i atmosfæren, for at lave et kontrolleret nedfald - men altså først efter at afløseren er begyndt at kredse om Jorden.

Leder eller kammerat?
Om amerikanerne virkelig har givet afkald på lederrollen for blot at være 'en af rødderne' i rummet må nu siges at være temmelig tvivlsomt. Ligesom russerne har fundet megen prestige i Mir, håber amerikanerne, at ISS kan bidrage til at styrke USA. I NASA's officielle præsentation af rumstationen, nævnes som formål med projektet først og fremmest, at det skal "udvide USA's lederrolle i det globale samfund." Bagefter kommer så de pæne ord om tværnationalt samarbejde til gavn for menneskeheden, og senere endnu forskningen og udviklingen af rumindustrien.
Da den første amerikaner blev lukket ind i Mir, blev det udlagt som et symbol på den nye verdensorden efter ophøret af Den Kolde Krig, med fredelig sameksistens og samarbejde mellem stormagterne. Men det var ikke den slags motiver, der reelt drev NASA's involvering i Mir. Organisationen skulle indhente erfaringer, der senere skulle bruges i 'deres' rumstation, og Mir-samarbejdet betegnes således også som "fase 1" i ISS.
Meget sigende for den manglende forståelse mellem astronauternes og kosmonauternes arbejdsgivere skriver NASA i en pressemeddelelse om færdiggørelsen af Unity-modulet, at "det er ikke en tilfældighed, at vi kaldte modulet for Unity. Navnet repræsenter al det hårde arbejde, som Boeing-holdet og NASA-holdet har udført." Ikke et ord om Rusland.
Landet er godt nok i krise, men russerne er stadig de bedste til at bygge rumstationer. Så selv om NASA måske regner dem for en klods om benet, så er det en klods, de ikke kan undvære.

Fakta - Den Internationale Rumstation

Det var USA's daværende præsident Ronald Reagan, der i 1984 officielt satte gang i bestræbelserne på at skabe en amerikansk permanent bemandet rumstation. I 1988 blev rumorganisationerne i Canada (CSA) og Europa (ESA) indraget, og året efter tilsluttede den japanske regering sig.
Men omfattende problemer med at overholde budgetter og deadlines fik i 1993 Clinton-administrationen og NASA til at revurdere projektet og formulere en billigere model, der også involverer Rusland. Samtidig tog projektet navneforandring til den Internationale Rumstation, ISS.
Det første modul sendes op fra Kazakstan den 20. november, og hvis den nuværende plan for opsending og samling af modulerne holder, vil stationen om et år have fået tilført yderligere seks elementer, og været beboet af en amerikansk astronaut og to russiske kosmonauter.
I alt skal der næsten 40 opsendelser til, før ISS i 2004 er færdigsamlet. På det tidspunkt vil rumstationen veje 455 ton, være 80 meter lang, have et vinge-spænd på 108 meter og svæve 407 kilometer over Jorden med op til syv mennesker ad gangen.
Kommandoen over rum-stationen vil gå på skift mellem Rusland og USA, men der vil udelukkende blive talt engelsk - i modsætning til på Mir, hvor også amerikanerne måtte snakke russisk.
Danmark deltager som ESA-medlem via Dansk Rumforskningsinstitut.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her