Medicinske eksperter uenige om årsagen til Florence Griffith Joyners død
ATLETIK
En træningskammerat til den nyligt afdøde Florence Griffith 'Flo-Jo' Joyner fastslår, at den amerikanske sprinter med al tydelighed blev behandlet med dopingmidler.
Ifølge briten Lorna Boothe blev Flo-Jo med al tydelighed behandlet med doping-midler i 1987-88 - i den sæson, hvor Flo-Jo forbedrede sin personlige rekord på 100 meter fra stærke 10,96 til ufattelige 10,49 sek. (VR), og ydermere gav verdensrekorden på 200 meter et ordentligt tryk - til 21,34 sek. Begge rekorder er stadig gældende.
"Jeg var totalt overrasket over hendes præstationsfremgang. I 1987 mødte jeg en sygeplejerske, som arbejdede på et kalifornisk sygehus. Hun bekræftede overfor mig, at Flo-Jo regelmæssigt blev behandlet med anabolske steroider og testosteron," siger Boothe - der i dag er team manager for det britiske atletikforbund - til den engelske avis Evening Standard.
Delte meninger
Medicinske eksperter er uenige om årsagen til Florence Griffiths Joyners tidlige død.
Nogle mener, at kun obduktion af Flo-Jo's lig klart kan afgøre dødsårsagen.
"Vi ved ikke, hvad der har ført til hendes død. Vi ved heller ikke om hun nogensinde har taget anabolske steroider, eller om der har været tale om en tidligere skade på hendes hjerte," siger dr. Jonathan Halperin, anerkendt hjertespecialist fra New York.
Men en sådan undersøgelse kan tage dage eller uger, siger politiet i den Los Angeles-forstad, hvor den 38-årige Flo-Jo sov ind i sit hjem mandag.
Andre eksperter er allerede nu så sikre på den 'indirekte' dødsårsag, at de peger på anabolika-doping.
Professor dr. Werner Franke, der egentlig er molekylærbiolog, men går for at være dopingekspert, mener at "der må finde en obduktion sted, idet der foreligger over 50 forskningsprojekter, der ikke udelukker anabolikas dramatiske skadelige bivirkninger, selv i små doseringer."
Upålidelige dopingtests
Negative dopingtests giver langt fra altid et 'ærligt' udsagn om, hvorvidt en atlet har været dopet eller ej.
Et godt eksempel på dette er Ben Johnson. Han mistede sin verdensrekord (9,79 sek.) og guldmedalje på 100 meter opnået ved OL 1988, men var alligevel systematisk dopet fra 1981 til 1988, viste en høring nedsat af den kanadiske regering efter OL-historiens største skandale.
Johnson var angiveligt blevet testet op til 13 gange om året, men alle tests var negative, lige indtil den famøse prøve i Seoul-OL, der også medførte at han fik to års karantæne. Efter høringen mistede han desuden bl.a. VM-guldmedaljen og verdensrekorden fra 1987 (9,83 sek.) med tilbagevirkende kraft.