Stille eksistenser, det hårde liv og den store kærlighed er emnerne for tre oversete videopremierer, som burde have fået en chance i biograferne
VIDEOGULD
"Film skal ses!" skriver Morten Piil her på siden med henvisning til, at det ikke længere kun er de gode film, der når biograferne og de dårlige, som ryger ud på video. Ofte er det omvendte tilfældet, og det er de tre videotitler, som får æren af at kickstarte Informations nye videoklumme, gode eksempler på.
Der er tale om tre meget forskellige film, som dog har det til fælles, at de i stil og indhold falder en smule ved siden af det gængse biografudbud, som de store, dominerende filmdistributører begaver os med.
Stille eksistenser
Peter Fonda har ikke haft meget af en skuespillerkarriere, efter de store år i 60'erne, hvor han høj på både det ene og det andet, turede rundt med Jack Nicholson og Dennis Hopper, men her i slut-90'erne lader det til, at han står foran et comeback.
Ikke mindst takket være sin Oscar-nominerede rolle som tavs og alvorlig biavler og family-man i Victor Nunez' intense drama Ulee's Gold.
Ulysses - Ulee - Jackson tager sig alene af to børnebørn og en storproduktion af honning og efterlever meget bogstaveligt sin familie-mottoet om ikke at tage imod hjælp fra nogen. Da hans fængslede søn beder ham om at hente den narkotiserede svigerdatter ud af kløerne på et par gamle kumpaner, bliver det således på Ulees egne præmisser og ved egne kræfter.
Og, som man hurtigt opdager, så er vietnam-veteranen Ulee til at regne med. Han holder sammen på sin familie uanset hvad!
Fonda leverer en rørende præstation som et menneske, der gennem modgang er blevet og har gjort sig hård for ikke at bukke under af livets indbyggede anstrengelser.
Ulee's Gold er fortalt med velkomponerede, stille billeder, hvor varme jordfarver dominerer og forstærker indtrykket af stilstand og tryghed. I en 'almindelig' amerikansk metervarefilm, ville Ulee på bedste he-man-maner have ordnet tingene med et bjæffende maskingevær i den ene hånd. Men hér klarer han paragrafferne med kløgt og fornuft.
Man forventer hele tiden en eksplosion af følelser og begivenheder, men det bliver aldrig for alvor farligt og forhastet - før man allermindst venter det og så på en helt
udramatisk og sober måde. Nunez holder sig til sagen og stilen i en film, der reetablerer Fonda som skuespiller og slår fast - som i James Mangolds Heavy - at de stille eksistenser også har ret.
Det hårde liv
New York'eren Abel Ferrara må være en af de mest kompromisløse filmskabere i den amerikanske filmbranche. Trods Hollywood og store budgetter insisterer han altid på at fortælle sine egne brutale historier uden formildende indpakning. Ferraras film får altid lige dét tak ekstra, som gør dem mere farlige og uigennemskuelige for publikum.
For nylig kom hans atypiske og fascinerende vampyrfilm The Addiction med Annabella Sciorra og Christopher Walken på video, og siden er fulgt Ferraras flotte gangsterdrama The Funeral, der udover Walken og Sciorra tæller Benicio Del Toro, Isabella Rosselini og Chris Penn blandt hovedkræfterne.
Penn vandt en Guldløve i Venedig for sin præstation som Cesarino, den mellemste bror af tre, der kæmper med en sindssygdom, der tog livet af hans far og gør det til et helvede for ham selv og hans familie. Cesarino sørger sammen med storebror Ray og lillebror Johnny for at hjælpe fagforeningerne i 30'rnes strejkeramte USA med at holde strejkebrydere og korrupte politifolk fra døren, mod passende betaling, selvfølgelig.
Men den udsvævende Johnny lader den socialistiske agitation forplumre sin dømmekraft, og han begynder at tage arbejdernes parti, hvilket skaffer brødrene den lapsede gangster
Gasparre på halsen.
Det meste af The Funeral fortælles gennem flashbacks, og i starten af filmen befinder vi os ved titlens begravelse. Åbenbart er Johnny blevet skudt ned, og samtidig med at hans efterladte brødre sørger og forsøger at finde frem til brorens morder, tænker de tilbage på det hårde gangsterliv.
Hævn er den eneste ledetråd, de tre brødre har fået at holde i fra faren, som stak en pistol i hånden på en meget ung Ray og foran de endnu yngre Cesarino og Johnny bad ham skyde en mand, som havde forrådt familien.
Siden skød faren sig selv, og hans blodige arv er nu blevet brødrenes eget liv, som de er godt på vej til at give videre til deres egne børn.
The Funeral lægger sig i stil og stemning op ad The Godfather, men hos Ferrara befinder vi os hos smalltime-gangsters uden den stil og patos, som er Coppolas og familien Corleones særkende.
Brødrene boller, snyder og sviner sig gennem tilværelsen, og selvom de vel egentlig hverken er værre eller bedre end Coppolas gangstere, som man har en vis sympati for, så udstiller Ferrara deres dårligdomme og modbydelige opførsel på en måde, så man mere ynker end holder af dem.
Perioden er ramt på kornet, og filmen er stilistisk set en fryd for øjnene, og Walken, Vincent Gallo og ikke mindst Penn er forrygende som de tre brothers in arms, og sidstnævnte må siges at træde i karakter i rollen som den lidende og brutale Cesarino.
Den store kærlighed
Efter superdebuten med den vittige og meget lavtbudgetterede Clerks fik instruktøren Kevin Smith muligheden for på Mallrats at arbejde med større stjerner og større budget.
Men filmen floppede, og snart talte man i filmkredse om Kevin Smith overhovedet havde mere i sig. Det skulle vise sig at være utidig snak, for inden længe vendte den unge instruktør tilbage med en mere poleret og ret beset bedre film, Chasing Amy.
Det er svært at rubricere Kevin Smiths film, og komedie er nok det nærmeste, vi kommer på en enkelt label. I stil med åndsfællen Whit Stillman laver Smith film, der er lige så fattige på ydre action, som de er rige på snak og filosoferen over allehånde væsentlige og uvæsentlige sider af livet og døden. Men i modsætning til Stillman, der bevæger sig blandt WASP's i høje sociale lag, holder tegneseriefreaken Smith sig nede blandt almindelige mennesker: Kioskekspedienten om hjørnet eller hash-bumserne på hjørnet.
I Chasing Amy følger vi de to tegneserieskabere Holden og Binky, som på en tegneseriekongres render ind i den lesbiske Alyssa. Holden forelsker sig hovedkulds i hende, og hvad der starter som en længsel efter noget uopnåeligt, udfolder sig snart som en grænseløs kærlighed til drømmekvinden. Det er næsten for indviklet at forklare, hvad titlens Chasing Amy betyder, så lad mig blot nøjes med at konstatere, at titlen mere eller mindre hentyder til den evige og måske formålsløse jagt på kvinden af ens drømme.
Kevin Smith er en mester i at skrive lange, vittige og højst politisk ukorrekte dialoger om de mest hårrejsende pinlige emner. Chasing Amy er ingen undtagelse. I en af filmens bedste scener spørger den ligefremme - nogen ville kalde det uforskammede - Binky til Alyssas definition af begrebet 'fuck', som det ser ud for en lesbisk, ligesom Binky forarget slås for en tegneseriefigurs heteroseksualitet, da en kollega forsøger at stemple figuren som bøsse.
Der bandes af livets lyst, personerne snakker som vandfald, og det er en fornøjelse at se en film, som så livfuldt og morsomt gør op med så mange tabuer og i vort samfund indbyggede og tåbelige selvfølgeligheder.
Ben Affleck (Good Will Hunting og Armageddon) og Joey Lauren Adams er unge, smukke og klæder hinanden godt som Holden og Alyssa, og Smith lokker gode og følelsesmæssigt engagerede præstationer ud af dem, ligesom de øvrige medvirkende bakker fint op omkring hovedpersonerne.
Jeg har læst manuskriptet til Smiths næste film, den religiøse komedie Dogma, og side og side med Clerks, Chasing Amy og endda også Mallrats og de tegneserier, som Kevin Smith skriver manuskript til, lover de godt for instruktøren, som jeg kun kan anbefale at stifte et indgående bekendtskab med.
*Ulee's Gold. Instruktion og manuskript: Victor Nunez. Amerikansk
*The Funeral. Instruktion: Abel Ferrara. Manuskript: Nicholas St. John.
*Chasing Amy. Instruktion og manuskript: Kevin Smith.
Alle tre film er ude på dansk video
