Læsetid: 6 min.

Trusse-Tinas norske guldmine

3. september 1998

Et mini-Norge i Sydlibanon er resultatet efter 20 års FN-mission

EBEL ES SAKI - Hva'beha'r? Hvad står der?
"Klip deg din langhåra jævel".
Den er god nok. På det hjemmemalede skilt ud for frisørsalonen i den lille flække i det israelsk-besatte bælte i Sydlibanon lokkes kunderne med norske reklamer.
Her i de stenede bakker vest for Golan-højderne, hvor man skal være heldig for at støde på et græsstrå, der har overlevet den hamrende sommersol, hedder guldsmedeforretningen "Brødrene Dal", og tobakshandleren tilbyder "ingravering på timen" af din zippo-lighter. Indehaveren af den lokale undertøjsforretning har tydeligvis manglet norsk sprogassistance til sit skilt, der frister med "raffinert underøy", men bortset fra dette enkelte 't' er der ingen smuttere i byens norske reklameskov.
Heller ikke i den strøm af norske ord, der med perfekt udtale vælter ud af munden på Id Assi, en af byens rastløse playboys, der slænger sig på en plastikstol under et
træ på den mennesketomme hovedgade i eftermiddagsheden.
"Taler du norsk? Dansk? Er det ligesom norsk?," spørger Id Assi og slår over i engelsk. Ikke fordi han ikke kunne fortsætte på norsk, men fordi han lige skal vise, at han kan mere end det.
Da FN i 1978 indsatte en multinational fredsbevarende styrke som stødpude mellem palæstinensere i Sydlibanon og israelerne syd for grænsen, troede både FN og de lokale indbyggere, at styrken snart ville rykke ud igen. Men 20 år senere er den her stadig, og indbyggerne i Ebel es Saki har lært at få det bedste ud af situationen. Det vil for nogles vedkommende sige store nybyggede herskabsvillaer og bugnende bankkonti, for andre en norsk ægtemand, norsk statsborgerskab og et liv i en ny verden. Omkring 100 norsk-libanesiske ægteskaber er det blevet til i årenes løb.

Alt for koldt
FN-styrken består her i området af en norsk bataljon på 550 mand, og nordmændene har været her uafbrudt i 20 år, siden de afløste nigerianerne, der efter en lynvisit måtte konstatere, at vinteren heroppe i de skaldede sne-klædte bakker var for kold for dem.
Da den norske regering for nylig besluttede at trække sig ud af Sydlibanon på grund
af rekrutteringsproblemer hjemme i Norge, brød landesorg ud i den 75 kvadratkilometer store norsk-kontrollerede zone, Norbatt, der efterhånden har taget form af et norsk protektorat. De 20.000 libanesiske indbyggere i Norbatt er ikke kun glade for nordmændene af økonomiske årsager. De lever samtidig en fredfyldt tilværelse, fordi det er lykkedes nordmændene at holde Norbatt fri for våben og kampe.
"Nogle af os har allerede grædt," siger Id Assi, der driver en tøjforretning. "Vi har tjent gode penge på at have nordmændene her, for de kommer og køber ting i landsbyen, når de har fri."
I løbet af få sekunder er vennerne på plastikstolene i gang med en større diskus-sion om, hvem de gerne vil have til at afløse nordmændene, og svaret ledsages af et forventningsfuldt blik: "Danmark!," siger Id Assi, som om han regner med, at Informations udsendte kan lægge et godt ord ind for sagen hjemme i København.
"Det vigtigste er, at det er vesteuropæere. Vi vil ikke have folk fra Nepal eller Ukraine, for de har ingen penge," tilføjer en af vennerne.

Nordmænd på jagt
Sprogligt betragtet ville det unægteligt være nemt for en flok danske jens'er at rykke ind her. Reklamerne er til at forstå, og mange af de libanesiske børn hedder Olaf, Tina, Knut og Kerstin. I en af nabobyerne kan man se et skilt, der henviser til Trusse Tinas butik, en specialforretning for - ja gæt selv - undertøj, åbenbart en vare, der sælger godt blandt nordmænd på jagt efter lokale veninder.
"Vi har det godt med civilbefolkningen her. Det er meget venlige mennesker, og vi bliver tit inviteret hjem til de lokale for en kop kaffe eller et måltid," fortæller Norbatt's presseofficer Knut Bjørn Andersen.
Han er på orlov fra sit civile job som tilrettelægger af norske Telecoms reklamekampagner, og det er anden gang, han deltager i den norske mission i Sydlibanon.
I alt har FN 4.500 blå hjelme fra Nepal, Fiji, Ghana, Irland, Finland og Norge i og omkring den 15 kilometer brede israelsk-besatte sikkerhedszone langs grænsen til Libanon. Formålet er at sikre fred i området, men dagligt er der kampe mellem israelske soldater og libanesiske guerilla-grupper anført af den iransk og syrisk-støttede Hizbollah-milits.
Allerede i 1978 blev den israelske besættelse fordømt af FN, og Sikkerhedsrådet vedtog dengang en resolution nummer 425, der kræver Israels "betingelsesløse tilbagetrækning" fra Libanon. Først i marts i år anerkendte Israel Sikkerhedsrådets resolution og tilbød at trække sig ud af sikkerhedszonen. Men tilbuddet blev afvist af Libanon, fordi Israel knytter betingelser til tilbagetrækningen, som Libanon og - især - Libanons overmagt, Syrien, ikke ønsker at opfylde. Det hele handler i bund og grund om, at Syrien ikke ønsker Israel ud af Libanon, før Syrien får Golan-højderne tilbage fra Israel i samme mundfuld.
Israel erobrede Golan-højderne fra Syrien i seksdages-krigen i 1967, og det politiske spil omkring højderne er så speget, at indbyggerne i Ebel es Saki ikke forventer nogen hurtig israelsk tilbagetrækning trods det seneste israelske tilbud.
"Vi tror ikke på noget, før vi ser det," siger en af byens handlende. Alt i alt er vennerne på plastikstolene ikke helt så utilfredse med den israelske besættelse, som man skulle tro. Men det skal understreges, at de hører til det kristne trossamfund i Libanon, og de kristne har tradi-tionelt et mere afslappet forhold til Israel end de libanesiske muslimer.
"Vi hader ikke israelerne. Når bare man retter sig efter deres regler, får man ikke vrøvl med dem. Man må for eksempel ikke køre på motorcykel, og når de kommer kørende med lastbiler og pansrede vogne, skal man køre ind til siden," fortæller en ca. 35-årig mand med briller og storblomstret skjorte.
"Og israelerne giver os også fordele. De bringer libanesere til israelske hospitaler, og mange libanesere krydser grænsen hver dag for at arbejde i Israel til en meget bedre løn," tilføjer han.
Den norske presseofficer fortæller bagefter, at manden er medlem af den særlige sikkerhedsstyrke, som israelerne har sammensat af udvalgte kristne libanesere. Sikkerhedsstyrken er den civile pendant til SLA, Den Sydlibanesiske Hær, en lokal lejehær på ca. 2.000 mand, som siden den israelske invasion har kæmpet på israelernes side. Både politistyrken og SLA-medlemmerne opfattes af de fleste libanesere som forrædere, og det store spørgsmål er, hvad der skal ske med dem den dag, Israel trækker sig ud af landet. Vil de blive udsat for vold og hævndrab? Foreløbig ser spørgsmålet ikke ud til at bekymre manden i den storblomstrede, for de fleste i området regner med, at besættelsen vil fortsætte mange år frem.

Cola hos frisøren
Uanset hvor længe er den norske drøm blevet en integreret del af tilværelsen for indbyggerne i Ebel es Saki. Frisøren, der spøgefuldt kalder sine kunder for langhårede djævle, har to søstre, der er gift med tidligere FN-soldater, og han drømmer om selv at følge efter.
"Mine søstre er meget glade for at være i Norge. Når du skal på hospitalet eller have dit barn passet, tager staten sig af problemet. Her skal du betale tusindvis af dollars for at få dit barn på et privat hospital, fordi den offentlige service er elendig. Jeg har en datter, og det er min drøm, at mit næste barn bliver født i Norge," siger Mofleh Saade og byder på en cola i frisørsalonen. Men han er klar over, at det bliver svært. Meget svært.
"Jeg har søgt om visum mange gange, men de siger nej. Vi libanesere kan kun få visum til Syrien og Cypern. I resten af verden er der ingen, der vil have os. Vi har ry for at være terrorister, vi bliver diskrimineret," siger Mofleh Saade.
"Men jeg opgiver ikke håbet om at forlade Libanon sammen med soldaterne fra Norbatt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her