Læsetid: 1 min.

Et tungt mikrobemonster

25. september 1998

Overlæge debuterer med en spændingsroman, der desværre ikke er lige så overbevisende som den er urovækkende

ROMAN
Plottet i Det niende segment har et uhyggeligt realistisk perspektiv.
I en unavngiven mellemøstlig diktaturstat arbejder en fanatisk forskergruppe på at fremstille et biologisk kampvåben, der skal sikre Profetens tilhængere herredømmet over det vantro, dekadente Vesten og resten af verden.
I Gabons fugtige tropevarme kæmper en dansk virolog sammen med en international ekspertgruppe for at identificere og neutralisere en mystisk epidemi.
Læseren bliver hurtigt klar over, at disse to fortællerspor på et tidspunkt skal mødes, men hvordan og hvornår?
Den 40-årige John-Erik Stig Hansen er romandebutant.
Til hverdag er han dr.med. og overlæge på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling og desuden en internatioal anerkendt specialist med speciale i retrovirus og genterapi.
Denne ekspertviden er naturligvis et solidt fundament under romanen. Historien fascinerer fra første side, fordi det står så lysende klart, at vi her har at gøre med en mand, der ved glimrende besked med, hvad han taler om.

Tyngende viden
Men efterhånden udvikler denne viden sig noget tyngende for plottet.
Forfatteren giver nemlig for sjældent afkald på at brede sig på det biologiske, virologiske plan, mens de politiske og psykologiske elementer i historien fortælles på en undertiden underlig afsnuppet facon, ligesom bogens hovedpersoner sjældent bevæger sig ud over det stereotype.
Og efterhånden som mikrobemonsteret viser sig i al sin skræk og vælde, og dommedagsbasunerne begynder at gjalde højere og højere, får man som læser en fornemmelse af, at det ikke blot er epidemien, der løber grassat, men også selve historien, der er ved at skride for forfatteren.
Det niende segment overbeviser ikke som litteratur.
Men John-Erik Stig Hansen har trods bogens (begynder)svagheder begået en roman, der med sit aktuelle budskab og sin faglige substans mildest talt er urovækkende.

*John-Erik Stig Hansen: Det niende segment. 189 s. 228 kr. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her