Læsetid: 2 min.

Tyskland får ny frontfigur

28. september 1998

De tyske vælgere har sendt Helmut Kohl på pension. Ny forbundskansler bliver socialdemokraten Gerhard Schröder

BERLIN - En æra er slut. Helmut Kohl må efter 16 år som tysk kansler træde tilbage - den ny forbundskansler hedder Gerhard Schröder (SPD).
SPD - socialdemokraterne - gik frem med mere end seks procentpoint og erobrede godt 41 procent af stemmerne. De over 60 millioner vælgeres dom var så klar, at den forbløffede selv vinderen:
"Jeg anede, at vi lå forrest, men denne tydelighed kommer bag på mig. Helmut Kohl var en hård, men fair, modstander, som jeg denne aften vil vise min største respekt. Men vælgerne har bestemt, hvem der skal lede landet", sagde Gerhard Schröder i aftes.
Helmut Kohls Kristeligt-Demokratiske Union, CDU-CSU, fik knap 35 procent - et tab på mere end seks procentpoint. Valgaftnen var kun en time gammel, da han erkendte nederlaget:
"Jeg var spidskandidat, derfor må jeg tage ansvaret for nederlaget og tage konsekvensen." Ved den kommende partikongres vil han derfor træde tilbage fra posten som partileder.
"Socialdemokraterne har vundet. Vælgernes beslutning er entydig for en rød-grøn alliance - det er en stor personlig succes for Gerhard Schröder," sagde Helmut Kohl, der blev hilst med klapsalver af tilhængerne i Adenauer-huset.
Valgresultatet betyder, at SPD kan danne regering med De Grønne, der fik ca. 6,5 procent af stemmerne. Men Gerhard Schröder ville i går ikke lægge sig fast på en koalitionspartner.
"Jeg er ikke interesseret i tallege. Tyskland har i denne situation brug for en stabil regering . Lad os se på mandatfordelingen, når stemmerne er gjort op."
Under valgkampen har Schröder peget på to mulige koalitionsregeringer - enten en rød-grøn eller en stor koalition med CDU-CSU.
Den sidste mulighed afviser CSU-lederen Theo Waigel. Han ser den som en fare mod demokratiet, at en regering har så stort et flertal og truer med, at den stor koalition sprænge CDU-CSU.
Trods en mindre tilbagegang herskede der sejrsstemning hos De Grønne. "Kære venner. Det er en dag, vi har arbejdet på i 16 år, Kohl-æraen er definitivt slut," sagde Joschka Fischer, leder af paritets gruppe i Forbundsdagen.
Reformkommunisterne i PDS og de liberale i FDP klarede spærregrænsen.
Samtidig med valget til Forbundsdagen var der valg i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, hvor CDU-regeringen gik markant tilbage - minus 7,7 procentpoint til ca. 30. SPD gik frem med mere end seks procentpoint til knap 36 procent.
Dermed skal vinderen Harald Ringstorff (SPD) finde en regeringssamarbejdspartner. Før valget havde han udelukket CDU, efter valget står han dermed tilbage med PDS, der fik 22 procent af stemmerne. En mulighed han ikke virkede begejstret for.

Højre-radikalt nederlag
De højreradikale havde ikke noget godt valg i den arbejdsløshedsplagede delstat.
Topscorer på højrefløjen blev DVU, der med tre procent ikke kommer over spærregrænsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her