Læsetid: 4 min.

Med eller uden Kalasnikov

17. september 1998

Jan Stages nye roman fortjener opmærksomhed også hos læsere, der går langt udenom boghandlerens bestsellerhylder

NY BOG
Den politiske thriller - og sådan en må Jan Stages nye bog siges at være - er en sær størrelse. På den ene side facts, på den anden side fiktion. For at det skal virke, er det absolut nødvendigt, at fiktionen er lige så troværdig som de facts, der henvises til, er efterviselige - eller i alt fald sandsynlige.
Thrilleren er en populær genre, den optræder næsten konstant på bestsellerlisterne. Hvorfor har jeg aldrig forstået. Langt de fleste af genrens forfattere er nogle indbildske pladdernakker, der tror, at journalistik er selve Sandheden, og at fiktion er en finere form for løgn- og løsagtighed, der er acceptabel fordi den er "kunst".
Det læserne får er uvederhæftig journalistik, hvor fiktionen skal udfylde hullerne, når forfatterens viden slipper op. Og hvor den som oftest mere end lusede fiktion forsvares med, at den skam "bygger på virkelige begivenheder". På den konto bliver bogmarkedet skamredet af medieforkælede "spændingsforfattere", som ikke har andet at byde på end forblommede forklaringer på begivenheder fra den nyere historie. Som oftest serveret i et fermt men tamt journalistsprog, uden hverken nerve eller musikalitet.
Joe. Jeg har skam fordomme nok, må jeg indrømme. Og Jan Stages nyeste roman, Tilfældets kyst, leverer da også en passende mængde foder til deres fortsatte eksistens. Men allerede et par sider inde i bogen går det op for en, at her er der noget andet og mere på færde, end en thrillerhader er forberedt på. Ganske vist er op til flere af bogens passager skrevet med en Kalasnikov, det er der slet ingen tvivl om, men sådan en kan altså ikke bare ved sin usportslige slagkraft, men også med følsom præcision, skyde adskillige mere stuerene forfattere, der skriver i pænt ukulørte genrer, i sænk.

Neutralt glugøje
Jan Stages læsere er allerede fortrolige med hans 'opdager', kriminalkommissær Arne Sehested, kan jeg forstå. Det er jeg ikke, jeg har ikke læst Stages romaner før. Men jeg er sikker på, at det, der løfter i alt fald Tilfældets kyst op over genrens almindelige elendighed, netop har at gøre med denne opdagerfigur.
Arne Sehested er egentlig ikke nogen person, han er nærmere et bestemt temperament, et fortællemæssigt punkt der aldrig trænger sig på, men som bare er der. En forfatter der kan operere med et så nedtonet, neutralt men alligevel umisforståeligt glugøje, der både ser på læseren, tilsyneladende dorsk og ligeglad, og samtidig sikkert viser vej gennem historien, ja sådan en forfatter kunne nemt klare sig også uden en Kalasnikov. I alt fald fascineres man af den fortællemæssige miks af søvnighed og årvågenhed.

Stasis metoder
Romanen handler om fortiden, især den hemmelige del af den. Vi er i efterretningsvæsnernes, spionernes og de politiske gråzoners verden. Det er en verden, vi godt ved findes, men der er ikke ret mange af os, der kender den. Med myter og sære teorier til følge, naturligvis. Men indenfor de allerseneste år er der afsløret så meget, f.eks. om Stasis metoder, at det må have chokeret de fleste.
Slet ikke så få af skrækhistorierne har vist sig at være sande. Og når Stage påstår - jeg går ud fra, at han ikke direkte kan bevise det - at fredelige Danmarks efterretningsvæsner har en lige så beskidt fantasi, og heller ikke holder sig for gode til at praktisere den, ja så tror man ham gerne, desværre. Hvorfor skulle det, der var gennemråddent i det gamle DDR, ikke også være gennemråddent her?
Stage er allerbedst, synes jeg, når han parkerer sin og kommissær Sehesteds opmærksomhed hos ofrene for den historiske udvikling.
Et af disse ofre er styrmanden og partisekretæren i DKP, Wilhelm Goltz. Han er en trofast, lidt naiv natur, og da Muren ("Den store antiimperialistiske beskyttelsesmur", jo) falder, går han helt i spåner. Han vælger så at sige hukommelsestabet som redning og skruer tiden tilbage til det gode år 1964, da der stadig var en Knud (Jespersen) og en Ingmar (Wagner), som man kunne sende hilsner til.
Beskrivelsen af Goltz og hans sammenbrud da Muren ikke længere dannede skel mellem de gode og de onde - da borgerne fra de forenede bonde og arbejderstater strømmede ind på Kurfürstendamm og ville have japanske biler, blød porno og kapitalistiske burgere - vi er folket, som de sagde - er simpelthen noget af det bedste, der indtil nu er skrevet om netop det kapitel af vores nyere historie.

Tilfældet
Romanens ydre handling drejer sig om en forsvundet ambassadør, dansk, med navnet Magnus Holbeck. Også han er et offer, men med flere muligheder til sin rådighed end Goltz. Han stak af med sprængfarlige efterretningspapirer som en slags livsforsikring. Det er ham Sehested skal finde - eller skal han?
Vi er igen i efterretningsvæsnernes verden med dobbeltspil, skinmanøvrer og fordækte motiver. Her kommer Sehesteds nøgternhed ham til gode. Det interessanteste er ikke den ydre handling, men den tilværelse ambassadør Holbeck har opbygget i sit eksil. De drømme han realiserer. Med oversættelse af latinamerikanske digtere, fisketure i farvandet ud for den Tilfældets kyst, hvor han har bosat sig, og venskabet (og mere end det) med drengen Roger. Denne tilværelse er truet. Det ved han godt, han bor ikke bare ved tilfældets kyst, han ved, at han er i tilfældets vold.
Jeg vil ikke sige at Jan Stage har omvendt mig til thrilleren. Det har han slet ikke. Men han har skrevet en absolut læseværdig bog, som fortjener opmærksomhed også hos læsere, der går langt udenom boghandlerens bestsellerhylder.

*Jan Stage. Tilfældets kyst. Roman. 224 s. 268 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu