Læsetid: 2 min.

Ufrivillige forsøgskaniner

22. september 1998

Rigshospitalet anerkender ved at udbetale erstatninger, at Boneloc var et forsøg. Men det får ingen konsekvenser for de læger, som udførte forsøget

ANSVARSFORFLYGTIGELSE
Rigshospitalet anerkender i princippet, at der var tale om forsøg med mennesker, da man først anvendte Boneloc-cementen.
Det gør hospitalet i og med, at det udbetaler erstatninger til de patienter, som ikke har fået tilstrækkelige oplysninger fra lægen om, hvad de gik ind til, da de blev opereret med Boneloc.
Baggrunden for, at Rigshospitalet udbetaler erstatninger til nogle af patienterne, er en klar juridisk afgørelse fra Kammeradvokaten, som siger, at lægerne har overtrådt lægeloven, fordi de ikke har informeret patienterne godt nok, og det er et brud på lægelovens påbud om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i lægegerningen.

Ikke rejses sager
Det får imidlertid ingen konsekvenser lægerne, at har overtrådt lægeloven.
"Jeg mener ikke, at vi på nuværende tidspunkt vil rejse sager i denne sammenhæng. Den ansvarlige overlæge på hofteområdet er ikke længere på afdelingen, og vi har ikke overvejelser om at gøre ansvar gældende over for de yngre læger, som måtte have været med i arbejdet på det pågældende tidspunkt. Det er mange år siden, det her," siger direktør på Rigshospitalet, Jørgen Jørgensen i en opfølgende udgave af Fak2ren i aften.
"Det er ren ansvarsforflygtigelse. Enhver læge, uanset om det er de ældre eller de yngre, har et ansvar over for deres patient, og det bør lægerne ikke kunne løbe fra. Det bør påtales over for lægerne, at de har overtrådt lægelovens påbud om at vise omhu og samvittighedsfuldhed. De har jo klart tilsidesat patientens interesser," siger Marianne Thomsen, som er formand for Patientforeningen Danmark.
Trods Kammeradvokatens afgørelse, valgte Patientklagenævnet den 13. maj i år at frikende lægerne for ansvar i de første 14 sager om brugen af Boneloc-cement.
Alle afgørelserne drejede sig om patienter, som var blevet opereret med Boneloc-cement på Rigshospitalet i perioden fra oktober 1990 til december 1992.
Patientklagenævnet mener i sin afgørelse, modsat Kammeradvokatens klare juridiske afgørelse, ikke, at lægerne har overtrådt lægeloven.

Opfinder går fri
En af de læger, som i Patientklagenævnets afgørelse frikendes for ansvar, er overlæge på Rigshospitalet, dr. med. Jørgen Steen Jensen. Det var Jørgen Steen Jensen, som stod bag udviklingen af Boneloc, og han var den første, som anvendte produktet. Det gjorde han første gang i juli 1990. Men selv om han var den eneste, der anvendte Boneloc frem til årsskiftet, er en af Patientklagenævnets begrundelser for at frikende ham, at Boneloc var et vidt udbredt og anerkendt produkt.
"Boneloc-cementen var dengang et alment anerkendt produkt. Det var brugt vidt omkring i Danmark og også i en række andre lande," siger direktør for Patientklagenævnet Anne Lind Madsen til TV2 i aften.
"Ved at frikende Jørgen Steen Jensen for ansvar godkender Patientklagenævnet samtidig, at læger udøver forsøg på mennesker uden deres viden. Det er et klart brud på fundamentale menneskerettigheder," siger Marianne Thomsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her