Læsetid: 3 min.

Upassende forhold

19. september 1998

TIL NÆSEN
Vi lever i bekendelsernes tid, og nu er turen kommet til Deres vinredaktør. Ja - indeed - også jeg har haft et upassende forhold til Bo-Bi Bar.
Denne hæderkronede institution i det københavnske værtshusliv med adresse fornemt over for Gyldendal i Klareboderne er atter aktuel (har den nogen sinde været andet), fordi den og dens indvånere danner forlæg for Chr. Braad Thomsens film Den Blå Munk, som var fyldigt omtalt i dette dagblad igår.
Denne varmestue for kunstnerspirer, skriverkarle, klatmalere, discount-Casanovaer, småpsykopater, kvartalsdrankere og andet godtfolk var på det nærmeste mit hjem et par år i starten af årtiet - efter en skilsmisse og andre ulykker på den private front. Også jeg har drukket flere guldøl ved baren end anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Også jeg har været afstandsforgabt i stedets altid kønne og opvakte servitricer. Flere af dem, endda.

Det er et noget mistrøstigt billede, Braad Thomsen tegner af stedet, skikkelserne og miljøet. Det er ikke usandt, men det er heller ikke hele sandheden. Vel er der sagt oceaner af vås og ødelagt indtil flere levere i Bo-Bi Bars skumle halvmørke. Men er det ikke nødvendigt at have et sted, hvor den smerte, der hedder livet, kan dulmes i en slags menneskeligt selskab? Også selv om det undertiden er uægte, også selv om det bygger på livsløgne? Der er ikke noget samfund, der kan klare sig uden rusmidler. Vi har valgt alkoholen som den legale vej, og uden den og denne verdens Bo-Bi barer måtte vi nok imødese behovet for en kraftig udbygning af distriktspsykiatrien. Må det være tilladt at citere Martin A. Hansen: "Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end at sidde i kirken og tænke på kroen". Og så skal det siges til miljøets ros, at her tæller en kvik replik og en go' historie mere end ejerskab til en BMW 320 i.
"Vi serverer øl, vin og sprut. Ikke noget fancy", instruerer servitricen i Den Blå Munk sin unge kollega. Sådan er det, også på Bo-Bi Bar. Nogle bliver i Den Forlængede Livmoder og lever deres liv der, andre har brug for i ny og næ at vende tilbage til den for at søge mørket og selskabet. Selv Chr. Braad Thomsen. Men det er ikke nogen dårlig film, han har lavet, og skulle jeg en dag støde på ham under mine nu mere sjældne besøg i halvmørket, skal jeg nok gi' en omgang.

Der er langt - meget langt - fra Bo-Bi Bar og til den tidligere Carl Jacobsens Vinhandel på Østerbro, som nu har fået navn efter de reelle ejere - H.J. Hansen.
Her var Vinredaktøren og en række mere velafrettede borgere i mandags til såkaldt Bourgogne-seminar med en repræsentant for huset Joseph Drouhin.
Der blev vist video med familiens overhoved, en aristokratisk mand, der endeløst vandrede i vinmarker, mens han belærte den opvoksende generation. Og der blev talt meget om familien og familieforetagendet Drouhin (selv om andre tilgængelige oplysninger angiver, at aktiemajoriteten i Drouhin nu ejes af japanere).
Og så blev der selvfølgelig drukket Bourgogne - og en hel del af det. Også Vinredaktøren gik til biddet, ikke mindst, fordi god Bourgogne nu er så kostbar, at der ikke er råd til det i privatlivet. Og god Bourgogne må man indrømme, at Drouhin laver. Både fra egne marker og som négociant af vin, der er købt fra nøje udvalgte bønder.
Drouhin-stilen er æterisk, elegant og kompleks snarere end kraftfuld, og jeg er ikke helt uenig med dem, der mener, at husets sande styrke er de hvide vine. En Puligny Montrachet "Folatieres" 1995 til 400 kroner var uforlignelig, og til eventuelle velbeslåede læsere kan jeg blandt de røde især anbefale en Clos de Mouches 1996 til 300 kroner og en Charmes Chambertin Grand Cru 1995 til knap 500 kroner.
Når man når så højt op i vinhimmelen er det mere end svært at spytte, og som aftenen skred frem, var nettoresultatet såmænd ikke så ulig mangen en aften på Bo-Bi Bar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her